Fra pest og kolera til små, bløde vatskyer

Et skånejob ændrede hverdagen for 44-årige Peder Kjær, som var ved at gå psykisk ned på at være derhjemme hver eneste dag. Og 30. april 2008 kunne han fejre 10 års jubilæum som skånejobber hos Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF)

For godt 22 år siden var en kæk 22-årig mand i gang med sin nattevagt på sporene ved Fredericia station. Han troede selv, at han havde lært sig køreplanerne udenad – alle tog til Fyn gik fem min. i hel, så denne nat kl. ti min. i hel hoppede han ned på skinnerne fra sin rangerervogn uden at kigge sig over skulderen. Præcis samtidig havde morgentoget til Fyn med afgang ti min. i hel forladt perronen og ramte Peder med så stor kraft, at han blev kastet 20 meter hen ad sporene.

”Jeg husker ikke så meget fra selve ulykken, kun da de kom hen til mig og spurgte, hvad de kunne gøre for mig, svarede jeg: bare lad mig ligge; jeg er færdig,” fortæller Peder over sin jubilæumsmiddag på restaurant Skovlyst i Svanninge bakker lige nord for Fåborg. Helt færdig var Peder nu ikke. Men han mistede sin førlighed og har siddet i kørestol lige siden.

”Men jeg klarede egentlig rigtig fint det at blive kørestolsbruger. Samme måned som min ulykke blev to andre DSB-medarbejdere dræbt under arbejdet, og jeg var rent faktisk glad for, at jeg ikke var hårdere ramt. Jeg kunne lige så godt have haft jord i hovedet i dag, siger Peder.

Faktisk blev han først slået ud af kurs, da han 5-6 år senere begyndte at få nogle genstridige sår, som han ikke kunne slippe af med. Det gjorde ham uarbejdsdygtig og i 1997 tog han den beslutning, at han ville have pension!

”Jeg troede, at jeg så kunne slappe af. Men det var bare ikke så let. Det gik nok min ære for nær bare at gå hjemme, og jeg blev påvirket psykisk af det. Så jeg kom i kontakt med en psykolog som sagde, ”at det vist ikke er derhjemme, du skal være”. Og så anbefalede han mig at ringe til Handicapidrættens Videnscenter! Jeg ville helst have noget kontorjob – gerne med EDB. Og der skulle skrues ned for arbejdstiden – max 10 timer om ugen. Sammen med jobkonsulent Inge Sørensen brugte jeg to mdr. på at finde det rigtige, og da Lene Puggaard, som var DHIF konsulent på Fyn, manglede en hjælper, og idræt var ret vigtigt for mig, så fandt vi er godt match. Så jeg blev ansat 30. april 1998. Og man skulle tro Inge havde bygget jobbet til mig,” siger han.

Peder har derfor holdt fast i sit arbejde med kontoropgaver, registrering og undervisning som medhjælper i DHIF i ti år. Og det har han bestemt ikke fortrudt.

”Det var som at komme fra pest og kolera til små bløde vatskyer! At få det job ændrede mit liv. Det er utroligt meget værd at have et arbejde man kan lide, og idrætten er en øjenåbner for os, der er kommet galt af sted. Den viser, at vi stadig kan noget!” siger Peder Kjær.