I en lille båd, der gynger…

Peter Bendtsen har det meste af sit liv følt sig som blind passager i den båd, der har udgjort hans tilværelse. Men en dag begyndte han at smide folk overbord og har i dag overtaget kursen på sit liv med skånejob og lejlighed.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, marts 2007

I midten af en stor kantine fyldt med mennesker af alle slags står en ung mand med skæg og pjusket frisure. Han er i gang med at klargøre frokosten til Social- og Sundhedsskolens (SoSu) sultne studerende i den nordlige del af Århus. Peter Bendtsen er 38 år, har en pension på grund af psykiske vanskeligheder og har været ansat i skånejob i kantinen i lidt mere end et år alt i alt.

”Og det har hensat mig lidt i en følelse af ”det kan ikke passe”, siger Peter, som ikke har været vant til det der med at have et job at stå op til hver morgen.

For Peter har en – ifølge ham selv – lang historie bag sig med mange op- og nedture. Hans liv begyndte at ændre sig fra ”det normale” for en del år siden:

”Det hele startede efter min fars død, da jeg var ti år. Da ramlede det for familien, selvom min mor forsøgte at holde sammen på det hele. Jeg fortsatte i skolen, men droppede ud af gymnasiet, fordi jeg havde det skidt. Jeg forsøgte at råbe op om, hvordan jeg havde det ved at skære i mig selv og kom derefter til en psykiater, som ville fylde mig med piller og have mig indlagt. Det sagde jeg nej til og gik i stedet ud og fandt en kæreste og et arbejde, for at vise, at jeg kunne. Samtidig drak jeg og røg noget hash, og årene går med forskelligt arbejde og aktivering.

I 1993 begynder jeg på Herning Højskoles dramalederlinie. Der ramlede det for alvor. Og så kom jeg i kontakt med psykiatrien,” fortæller Peter.

Peters båd

Efter en del forskelligt små-arbejde og lange perioder uden reelt arbejde endte det med, at Peter får bevilget pension og bliver ansat i sit nuværende job på SoSu. En lykkelig slutning på en historie, der har bragt en del forhindringer på vejen. Men i dag kan Peter kigge tilbage på forløbet og stå frem og fortælle om op- og nedture. Blandt andet på et seminar på Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats (CABI). Til den lejlighed lavede Peter – inspireret af Flemming Bamse Jørgensens klassiker ”I en lille båd der gynger” – en sammenligning mellem styringen på hans liv og en båd.

”Da jeg var lille blev min båd styret fremad af mine forældre og diverse andre familiemedlemmer. Sådan er det vist at være barn. Men normalt får man efterhånden smidt folk ud af ens båd i takt med at man vokser op, får en uddannelse, en familie og et job og styr på sit eget liv. Det fik jeg bare ikke. Der var stadig fyldt med mennesker i min båd, mens jeg sad i en lille jolle hægtet bag ved uden at kunne nå roret for pædagoger, sagsbehandlere, psykiatere, psykologer og andre. Og det er først nu, ret sent i livet, at jeg har fået sparket de fleste mennesker ud af båden og taget styringen selv,” siger Peter, som måtte igennem en hjernerystelse, inden han fik taget skridtet fuldt ud med at påbegynde udsmidningen.

”Jeg var tilknyttet et aktiveringscenter for nogle år siden og en dag kørte jeg galt på min knallert og fik hjernerystelse. Jeg ringede derfor til min kontaktperson på centret og sagde, at jeg ikke kom den dag. Det kunne hun ikke tackle, og det endte med en lang diskussion, hvor hun til slut beordrede mig derud i telefonen. Men så smækkede jeg røret på. For gu’ fanden ville jeg ej. Jeg havde hjernerystelse og opfattede det klart som om, hun ville sætte sig på mig, og så sagde jeg stop. Det var starten på oprydningen på båden!”

”Jeg har det sgu godt”

Den første formiddags-travlhed er ved at lægge sig i SoSus kantine, og Peter har tid til at ryge en smøg og fortælle lidt om sin nuværende situation.

”Lige nu har jeg det sgu godt. Der er dårlige dage, og så er der rigtig gode dage, hvor jeg går rundt og synger eller danser til stor moro for eleverne i kantinen. Jeg er ved at blive glad, selvom det er svært med de mange spøgelser, der stadig er. I det store hele tror jeg aldrig, jeg har haft det så godt før. Nogen ser pension som en neder ting, men det har hjulpet mig at få. Nogle gange har jeg da tænkt, om jeg skulle komme i fleksjob eller ordinært job for at komme væk fra pensionen, men jeg tror, man skal lade være med at stigmatisere skånejob som noget negativt. Jeg har jo et job! Jeg står op om morgenen og har en døgnrytme. Jeg er begyndt at lægge planer for fremtiden – jeg tror på, at jeg har en fremtid. Tidligere troede jeg, at det var slut, men det var bare starten,” siger Peter, som er begejstret over at få noget fornuftigt at stå op til om morgenen.

”Jeg tror virkelig på, at beskæftigelse i en eller anden form er recovery. Det betyder egentligt ikke så meget, hvad du laver eller hvor meget. Bare det at komme ud ad døren. Ellers har du ingen ordentlig døgnrytme. Klokken bliver 3-4 om natten, inden du kommer i seng og tilsvarende sent om dagen, før du står op. Det tror jeg ikke er naturligt. Og jeg mener, at man på den måde kommer ud af spil og så er det først, at man bliver marginaliseret. Det er dødsens farligt at isolere sig. Jeg har selv siddet i en lille lejlighed i Gellerup. Og jeg blev mere og mere og angst og isolerede mig mere og mere. Det er selvforstærkende. Andre mennesker står op og tager af sted, jeg stod bare op og lavede kaffe. Og så sad jeg i lejligheden fra kl. 7 om morgenen til om eftermiddagen,” siger han.

En ny dag hver dag

Peter bor i dag i en rækkehuslejlighed i Hasselager lidt uden for Århus, og jobbet i kantinen på SoSu har givet ham en selvtillids-ballast, som han kan bruge i andre dele af livet.

”Jeg er begyndt at blive rigtig god til at sige min mening, sige nej. Jeg er ikke konfliktsky længere. Jeg stod en dag her på arbejde ved kassen og skulle sige nej, hvis eleverne spurgte, om ikke de kunne få lidt mere kød. Det var grænseoverskridende. Det gik op for mig, at det ikke er farligt at være konfronterende, og det kan være sjovt at styre. Jeg har altid foragtet autoriteter, måske fordi min far var så stor en autoritet. Det har været svært selv at blive en voksen mand, men nu er jeg blevet det. I dag er det kun min bedste ven Henrik og lederen af kantinen, Hanne, der er i min båd. Henrik viser mig hvor roret er, og Hanne tager en god snak med mig, hvis tingene kører lidt skævt. 1. februar havde jeg været her et helt år! Der er en ny dag hver dag – og efter sommer vil jeg høre, om jeg kan komme op fra 20 timer om ugen til 25 timer.”