”Jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer i job igen”

Interviewet december 2006

Merry er 49 år og var i 22 år ansat i Forsvaret, hvor hun arbejdede med edb og regnskab. Hun er uddannet merkonom. I 1997 blev hun flyttet til en anden stilling – blandt andet med tekstbehandling, hvilket gjorde hende stresset, da hun ikke kunne klare jobbet pga. sin ordblindhed.

I 2001 blev hun opereret for brystkræft og efterfølgende fyret.

Hun kom på kontanthjælp og blev sendt i revalidering, hvorpå hun bliver bevilget fleksjob. Hun bliver sendt rundt mellem forskellige aktører – både offentlige og private og skifter sagsbehandler flere gange – men får ikke noget job.

”Jeg havde drømmen og håbet engang om, at jeg kom tilbage i job. Jeg har været så naiv at tro på det. Nu, hvor de har givet mig endnu et afslag, tror jeg ikke mere på, at jeg nogensinde kommer i job igen. Jeg vil bare blive ved med at blive sendt videre – måske ende på kontanthjælp, indtil folkepension som 65-årig om 16 år. Så der er noget at se frem til,” siger Merry, som generelt har fået det rigtig dårligt af usikkerheden.

”Jeg har det af h. til. Jeg sover ikke om natten og må tage sovepiller. Nu truer de mig med at fjerne min indkomst, hvis jeg ikke adlyder – men jeg har altid adlydt. Så nu tænker jeg: hvordan kan jeg true dem? – Måske sige, at jeg ikke betaler min skat, hvis de ikke skaffer mig i fleksjob? Hvis jeg mister ledighedsydelsen, vil jeg også miste min lejlighed. Det er en ejerlejlighed, men selvom jeg har betalt meget af på den, kan jeg ikke låne nogen penge. Så hvis jeg mister ledighedsydelsen vil lejligheden ryge på auktion,” siger Merry.

Systemet er elendigt

Merrys oplevelser med fleksjobsystemet har betydet, at hendes syn på velfærdssystemet i Danmark har ændret sig. Og ikke til det bedre.

”Systemet er elendigt. Jeg fortalte engang en veninde, at jeg betalte min skat med glæde, for hvis man blev syg i dette land, ville man jo få hjælp. Da jeg så selv kom ind i systemet opdagede jeg, at det slet ikke var sådan. Det er ydmygende at være i systemet. Jeg har ingen frihed. Folk tror måske, at jeg så går og hygger mig, men jeg kan aldrig tage på ferie, for jeg er jo ledig. Systemet kunne blive bedre, hvis der var nogen, der turde vise ansvar. At man kunne få lov til at tale med chefen i systemet. Men det er en Mr. X, som er usynlig. Hvis tingene ikke går, får man bare en ny sagsbehandler og starter forfra. Jeg har i alt haft 11 sagsbehandlere – og i det sidste halve år har jeg haft fem. Det gør en utryg. For jeg bliver nervøs, hver gang jeg skal til samtale med en ny. For hvad er det for en type sagsbehandler? Nogle sagsbehandlere kører trætte, fordi de er så pressede. De har ikke tid til at finde jobs. At deres klienter ringer til dem, ser de kun som en tidsrøver. De private aktører er mere rolige. For de ved, at de får deres løn, lige meget om de løser opgaven eller ej. Så de virker ligeglade. Bare de har samtalerne, er kommunerne tilfredse og betaler pengene,” mener Merry.

”I dag tror jeg ikke, det ender med en happy ending. Jeg er meget træt hele tiden, og aldrig rigtig glad. Da jeg blev rask efter brystkræften tænkte jeg: Det er da lige meget, om det regner, for så tager man bare regntøj på. Nu er det svært at lukke de negative tanker ude,” fortæller Merry.”