Bibliotek         Publikationer         Idræt         Job         Om centret  
 Job
 
  Jobkonsulenter
  Netværksgrupper
  Projekter
  Andre aktører
  Kalender
  Links
   
  Temaer:
   
  Portrætter: I job
  God praksis
  Tendenser i tiden
  Coach the coaches
   
   

 
Gå til: Forside > Job >

Foto af Jørgen og Jimmy

Jørgen og Jimmy gør klar til dagens arbejde. Begge to er glade for at være ude i den friske luft og arbejde sammen med børnene. Jimmy beskriver endda sig selv som "en rigtig skovmand".

 

Skovhjælpere med ansvar, frisk luft og smil på læben

 

På Naturcenter Herstedhøje i Albertslund møder skovens gæster en lidt anderledes gruppe instruktører, end på andre naturcentre i Danmark. På Herstedhøje er det nemlig 14 udviklingshæmmede, der servicerer gæsterne og arbejder i skoven.

 

Tekst og foto: Bo Therkildsen

 

De er klædt i ens mørkegrønne skovarbejder-dragter, de udstråler energi, og de har alle sammen et smil på læberne. Nogle mere forsigtigt end andre, men de lyser alle sammen op i arbejdsglæde. 14 voksne udviklingshæmmede Skovhjælpere er så småt gået i gang med dagens opgaver på Naturcenter Herstedhøje lidt uden for København. Der skal gøres klar i en af naturcentrets bålhytter til en børnehave, der skal sættes et nyt køkken op indendørs, og der skal fordeles praktiske opgaver ude i skoven.

Skovhjælperne er både praktiske medarbejdere og naturskolens servicemedarbejdere for skovens gæster. Og ifølge leder Christian Schwartzbach, er de udviklingshæmmede skovhjælpere de bedste medarbejdere til dette arbejde, man kan tænke sig.

 

”Vores medarbejdere er meget åbne og er altid glade og positive, hvilket er meget vigtige elementer i mødet med vores brugere. Skovhjælperne finder hurtigt ud af, at det er gæsterne, der skal være i fokus, at det er dem, der skal serviceres. De erfaringer bruger de også til at lave deres eget liv om, så de i højere grad begynder at sætte krav til deres omgivelser – på en positiv måde. Fordi de bliver nødt til at sætte sig ud over sig selv og tænke på gæsterne herude i skoven,” fortæller Christian Schwartzberg, der kom på idéen om at ansætte udviklingshæmmede som skovhjælpere sammen med sin far, som har været forstander på en institution for udviklingshæmmede i København.

 

”Jeg er selv uddannet pædagog og naturformidler, og da min far kunne tænke sig en mulighed for at give sine beboere lidt frisk luft en gang i mellem, kom vi på idéen om skovhjælperne,” siger han.

 

45.000 gæster

Naturcenter Herstedhøje startede i august 2005 med udviklingshæmmede som skovhjælpere. Sidste år havde skoven 45.000 gæster. Filosofien på Naturcenter Herstedhøje er at hjælpe stedets brugere med at komme i gang med sjove idéer og aktiviteter, som de kan tage ud i skoven og lave. Skovhjælperne er altså ikke deciderede undervisere, men mere inspiratorer og igangsættere.

 

De 14 skovhjælpere møder typisk ind kl. 8 om morgenen, og arbejdsopgaverne er meget forskellige. Og udover det konkrete arbejde, mener Christian Schwartzbach, at jobbet som skovhjælper har en stor pædagogisk anvendelighed for de udviklingshæmmede.

 

”Ansvarsfuldt arbejde plus arbejde med børn og dyr i frisk luft. Det er potentielt godt for udviklingshæmmede, som kan have brug for nogle trygge rammer. Anerkendelse for arbejdet kommer naturligt og fra forskellige sider – både fra gæsterne i skoven, men også fra skovarbejdere, som er glade for, at vi fx renser grøfter. Vi prøver at gøre op med tanken om beskyttet arbejde – her er vi er kollegaer alle sammen. Hver onsdag dækker vi op på langbordet og holder fællesspisning. Den kultur med et positivt miljø og en god stemning smitter af på gæsterne. Folk kommer glade igen,” siger han

 

Ros fra ministeren

Skovhjælpernes succes er blevet bemærket også på højeste plan. Miljøminister Troels Lund Poulsen er så begejstret for idéen, at han gerne så den udbredt til hele landet. Og det vækker selvfølgelig glæde hos skovhjælperne i Herstedhøje.

 

”Miljøministerens ros har jo bekræfter os i, at vi er en god arbejdsplads. Og jeg synes, det er knaldgodt, hvis denne idé bliver udbredt til flere steder i landet, men det skal være kommunerne, der tager initiativet. De skal tage bolden og gå 100 % ind i det. For det er ikke meningen, Skov og Naturstyrelsen skal fungere som pædagog – og den pædagogiske opgave i det her er den vigtigste!

Men vi vil gerne hjælpe med at videreformidle projektet, og vi vil gerne selv udvide og have fat i flere borgere. Men overordnet er vi mest glade for gæsternes ros!” fastholder Christian Schwartzbach.

 

Friluftsliv som indgang til beskæftigelse

Hos idrætskonsulent i Handicapidrættens Videnscenter, Tine Soulié, er der ingen tvivl om, at udeaktiviteter og friluftsliv som det på Naturcenter Herstedhøje kan være en indgang til beskæftigelse for mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktion.

"Ikke alene kan man udvikles fysisk, psykisk og socialt gennem friluftsaktiviteter, man kan også tilegne sig kompetencer, der direkte kan anvendes i flere typer af beskæftigelse. Det er Naturcenter Herstedhøje et godt eksempel på," mener hun.

 

Handicapidrættens Videnscenter arbejder i år særligt med friluftsaktiviteter og har været medredaktør på det seneste nummer af Tidskriftet Specialpædagogik, der er et temanummer om friluftsliv. Kontakt Tine Soulié for mere information om temanummeret eller med spørgsmål om friluftsliv.

 

Fakta om Naturcenter Herstedhøje:

Skovhjælperne er ansat med kontrakt og arbejder typisk 28 timer/ugen. Hovedforsørgelse for de ansatte er førtidspension.

Naturcenter Herstedhøje er drevet af en selvstændig fond og får lokaler og arbejdsopgaver stillet til rådighed af Skov og Naturstyrelsen.

 

Jørgen spejder ind over København fra toppen af Herstedhøje.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyhedsmail fra handivid.dk

Nu kan du blive ajourført om opdateringer på handivid.dk.

Læs mere her

 

 

Handicapidrættens Videnscenter - Havnevej 7 - DK-4000 Roskilde - telefon 4634 0000 - email post@handivid.dk