Debataften – Kunst eller freakshow?

Debataftenen på Glad Teater blev en varm, men spændende affære. Som følgesvend til forestillingen Snedronningen, et teaterstykke udelukkende med skuespillere med forskellige handicap, har Glad Teater arrangeret to debataftner, hvor diskussionen har handlet om handicappedes rolle i teater- og filmverden. Er det kunst eller freakshow?

Tekst og foto: Bo Therkildsen

Deltagerne i panelet denne aften var:

Elsebeth Gerner Nielsen, tidligere kulturminister

Lotte Arnsbjerg, skuespiller og forfatter (Strisser på Samsø, Historien om en mo(r)der)

Jørn Foss, pædagogisk konsulent

Lars W. Thomsen, leder af Glad Teater

Henrik Marentius, direktør for TV-Glad

Jacob Nossell, stand up-komiker (Det røde kapel)

Ordstyrer: Søren Høy, filmanmelder og tidligere tv-vært.

Debatten kom vidt omkring og tog flere snørklede omveje, men her er et udpluk af paneldeltagernes kommentarer. Desuden bidrog skuespilleren Lone Hertz med flere bemærkninger fra tilhørerpladserne.

Lotte Arnsbjerg:

Det her handler meget om modstand. Den modstand, som mange handicappede har i kroppen giver en ekstrem tilstedeværelse, som jeg ikke har set hos raske skuespillere. Det er meget scenisk interessant.

Da jeg lavede et stykke, hvor jeg ville have en handicappet skuespiller med, blev jeg spurgt, om jeg virkelig ville have et sygt menneske på scenen?! Det var jo for at beskytte ham, at man var bekymret. Beskytte ham mod pressen blandt andet! Og de andre skuespillere var også bekymret – lige indtil vi gik i gang med prøverne, og de mødte ham. Så blev de utroligt glade for det!

Man må som dramatiker ikke ændre i selve stykket, fordi der er en handicappet skuespiller. Skuespilleren skal spille rollen som den er, lige meget om vedkommende har et handicap eller ej.

Jacob Nossel:

Handicappet har givet mig en ekstra dimension til verden, og det bruger jeg, når jeg optræder. Publikum skal bare være mere opmærksomt på at give mig tid og plads til at fremføre mine budskaber.

Og så skal vi acceptere, at handicappede er en marginalgruppe. Der vil altid være forskel, og vi kan ikke forvente, at der pludselig ikke er en forskel mere. Vi skal ikke gå efter en utopi.

Elsebeth Gerner Nielsen:

Vi må huske på, at mennesker ikke bare har en singulær identitet. Mennesker er ikke kun deres religion eller handicap, men rummer diversitet. Derfor skal vi væk fra kassetænkningen i alle dele af samfundet.

Fra 2. Verdenskrig er man gået fra at handicappede er samfundets ansvar til, at det er statens ansvar. Hvis ansvaret igen lægges på samfundet er der en risiko for et misbrug.

En minoritetspulje – bør man sætte særlige midler af til teatre med handicappede? – Jeg ved godt, at man som politiker altid skal have et svar, men det har jeg ikke her. Lotte sagde tidligere, at handicap giver en barriere, som giver en ekstra dimension rent kunstnerisk. Det er der for lidt fokus på. Inden for filmen lavede man nogle unaturlige regler – dogmerne – for at gøre filmen bedre. Man kunne tale for at lave en pulje med midler til teater med handicappede skuespillere – altså hvor man støttede en slags dogme på området. Ikke for handicappets skyld, men for kvalitetens!

Lars W. Thomsen:

Hvis man vil lege med de store, får man retten til at prøve – men også retten til at mislykkes. Ikke alle har talentet, sådan er det jo. Vi vil ikke bare være spasserteatret ude i nordvest, men stå for kvalitet, og det er en langsom proces, hvor vi vil forsøge at vise vores værd og blive anerkendt på den måde.

Henrik Marentius:

Alle handicappede skal gøre op med den omsorgskultur, der er og selv tage ansvar. Det er en af baggrundene for TV-Glad!

Lone Hertz:

Jeg mener, det ville være synd at udskifte Dustin Hoffmann med en autistisk skuespiller i rollen som Rainman. Skuespil og teater handler om en person, der spiller en rolle. Handicappede skal ikke nødvendigvis spille handicappede!

Det hele handler om synlighed. Jeg tror ikke, der er nogen ”almindelige” mennesker til stede her i aften. Alle har en relation til handicap-miljøet.

Så længe vi deler folk op i kasser, kommer vi ingen vegne. Det er det samme med indvandrere. Ingen gruppe i samfundet er så diskrimineret som handicappede.

Og sådan klapper man, når der er døve på scenen...