Juraen v. cand. jur. Og ph.d. Jannie Dyring og juridisk seniorkonsulent i Holstebro kommune og juridisk konsulent i Landsforeningen Ligeværd Jens Meyhoff

I referatform

Jannie Dyring:

Selve loven:

Formål og målgruppe: Unge, der ikke kan gennemføre en uddannelse på alm. vilkår. Formål: at give disse unge lige så aktiv en tilværelse som andre voksne og helst også munde ud i videre uddannelse og beskæftigelse. Oprindeligt udviklingshæmmede, men der er også udpeget ”andre”. Ikke fastlagt helt. Men basis er, at man end ikke med bistand kan fuldføre en almindelig uddannelse.

Retskrav, kompetence og klage er endt som et kommunalt ansvar, hvilket både medfører fordele og ulemper. Der er 98 fortolkninger og ikke kun en. Det giver mulighed for lokale hensyn, men også for forskelligheder. Og det betyder, at orienteringspligten også ligger i kommunen.

Målgruppeproblematikken – hvem har krav på denne uddannelse? Der kan komme uoverensstemmelser.

UU laver indstilling, kommunen træffer en myndighedsafgørelse om man er egnet eller ej. Og dermed er der mulighed for at klage.

Tilrettelæggelse og uddannelsesplan: udgangspunktet at tage udgang i den unges særlige behov. Det kræver jo involvering og koordinering – og kommunerne har ansvar i sidste ende. Men meget samarbejde er nødvendigt!

Afbrydelse og forsørgelsesgrundlag: Den unge kan afbryde uddannelsen og anmode om at genoptage inden vedkommende bliver 25. Men det er ikke automatisk en rettighed. Uanset om afbrydelsen skyldes sygdom, valg eller andre grunde. Og så kan myndighederne beslutte, at hele afvejningen skal starte forfra.

Udfordringer: Det er en udfordring i sig selv at det er et kommunalt ansvar. Og så at fastslå målgruppen. Der er ikke en fuldstændig identitet på målgruppen i myndighederne.

Den helt store udfordring er forsørgelsesgrundlaget for de unge! Jeg er personligt tilhænger af SU-mulighed, gerne med handicaptillæg. Men sådan er det jo ikke. Så en del vil være på forældreforsørgelse og en del på andre ydelser fx fleksjob, pension, kontanthjælp osv.

Sammenhæng med de sociale love i bred forstand

Retssikkerhedsloven gælder kun det sociale område. Så USB-lovgivningen er ikke omfattet. Fodele/ulemper ved det: loven har et kapitel, som handler om borgerrettigheder. Den ene del deri omhandler kommuneforhold, bla. refusionsregler.

Ligger udbyggede retssikkerhedsparagraffer om, hvilke krav man har. Derfor fordele at få USB-loven til at hænge sammen med retssikkerhedsloven.

Beskæftigelseslovgivning: den er kompleks, der er en meget detaljeret målgruppeinddeling, hvor alle defineres efter forsørgelsesgrundlag. Der ligger i loven en række redskaber, som kan bruges med fordel: vejledning og opkvalificering. Virksomhedspraktik. Løntilskudsjob.

Der ligger også mulighed for supplerende støtte via hjælpemidler. Personlig assistance hvis den unge er revalident.

Lov om social service. Gælder både børn unge voksne. Så den er meget central. Det centrale område er rådgivningen. Der er rådgivningsforpligtelser. Både konkret og generelt.

Jens Meyhoff:

Vi skal se på, hvordan lovgivningen hænger sammen, om den gør det, og hvordan vi får den til det. Og kigge på sagsbehandlerne. Har de mulighed for at støtte med baggrund i loven?

Målgruppen: Individer. Svært at betegne dem som en kreds, men som kreds må vi sige, at loven hænger pænt sammen. På andre områder kan loven befordres bedre. Bla ved, på lovniveau at få reguleringer, så vi får en større helhed.

Uddannelsesplaner er det vigtige redskab. Det er der forbindelsen til andre dele i lovgivning er. Den plan der skal til for at den unge kan komme igennem uddannelsen. Og forhåbentlig få job. Den plan skal samordnes og koordineres med andre planer. Det er grundlæggende nødvendigt! Tingene skal skrives ned og koordineres.

Lovgivningen lægger op til støtte til familierne. Den unge har mulighed for at få den ønskede rådgivning. Så vi har mulighed for at arbejde ordentligt. På den sociale side SKAL der udarbejdes handlingsplaner. Som en god rådgiver skal man sige: hvad er det denne unge har brug for? Og det skal så munde ud i en afgørelse. Det er kommunen, som tager den beslutning.

Når der bliver bedt om en plan, har kommunen efter serviceloven pligt til at lave en sådan plan. Det er et krav, den unge har. Så vi har et materiale, når vi kommer til skoleskift - fx fra 10. klasse til næste skole, som UU kan bruge til at samordne indsatsen.

Myndighederne skal forholde sig til uddannelsesmuligheder, men også til fremtidigt forsørgelsesgrundlag. Når den unge fylder 18 sker der nogle ting: forældrenes forsørgelsespligter ophører, og den unge skal vide, at nu starter en selvstændig periode.

Når vi kigger på den lovgivning med kontanthjælp og revalidering som forsørgelse – så indeholder det muligheder for at gå i beskæftigelse eller uddannelse. Så der skal etableres samarbejde ml. UU og beskæftigelsesbranchen. Ellers kan det gå galt. Og man kan altså godt begynde, inden den unge fylder 18. Nogle kommuner glemmer dette.

De unge er selvstændige og skal respekteres som dette. Så kommunen skal finde ud af, hvilken plan, der skal laves om beskæftigelse. Og når vi kender de unge så godt, som vi gør, er der grundlag for snarest at udarbejde en redegørelse, som skal sendes til forældre og den unge, hvor man kan se, hvad myndighederne forestiller sig bliver nødvendigt.

Vi kan se, at lovgivningen indeholder regler, der sørger for at binde forløbene sammen, når loven bruges rigtigt. Det er bare om at samle guldkornene op lovgivningsmæssigt, hvis man opdager dem. Men det karakteriserer vores myndigheder, at de ikke læser så meget på andre myndigheders nedskrivelser!

Gøres alt dette rigtigt vil der være et forsørgelsesgrundlag – enten i form af kontanthjælp, aktiveringsydelse eller revalidering.

Hvad skal der til for at øge opmærksomhed herpå? Tingene ligger i forskellige myndigheder. Beskæftigelse, social uddannelse.

En af de ting, man skal være opmærksom på, er at loven indeholder bestemmelser, der refererer til den lovgivning, der skal bruges. Den lov er den bestemmende i forhold til denne gruppe. Så kunne man indsætte bemærkninger i loven om, hvor man skal sætte ind.

Det kan også hænde, at den unge ikke skal på uddannelse i sin egen kommune, men i en anden kommune, der har et bedre tilbud. Men der står, at det er bopælskommunen, der betaler. Der findes bestemmelser om, hvad der er opholdskommunen – og det er opholdskommunen, som skal betale.. Forpligtelsen bør i min forståelse kobles med pligt til sociale planer og beskæftigelsesplaner.

Målgruppen har tidsmæssige behov der strækker sig over det almindelige. Gælder også indholdsmæssigt, så uddannelserne kan tænke i det og give mulighed for at målgruppen kan tage uddannelsen i et passende tempo.