|
”Hvor der er en vilje, er der
en vej!”
Initiativtager til lov 564,
Tina Petersen (DF) fastslog, at intentionen bag loven er, at den
unge skal komme før systemet. Derfor er der meget frie kår for dem,
der beskæftiger sig med området, og viljen til at gøre noget godt er
det vigtigste! I kølvandet på konferencerne har Tina Petersen
indkaldt undervisningsministeren i samråd for at høre, hvad han vil
gøre for at sikre, at uddannelsen kommer til at fungere efter
hensigten.
”Udmøntningen af denne lov er
gået hurtigt – og vi vidste godt, at der var ting, der skulle
arbejdes med – men der kom valg, og det var meget vigtig for mig at
få gennemført loven inden valget. Og så må vi bygge ting på senere –
bl.a. de uafklarede spørgsmål omkring økonomien. Så det er meget
vigtigt for at mig at have dialog med alle parter i denne sag –
blandt andet jer på denne konference.
For vi ER stødt på
vanskeligheder – fx at både sagsbehandlere og også forældre ikke er
klar over eksistensen af denne lov og den rettighed til uddannelse,
som den sikrer," sagde Tina Petersen i sit oplæg på konferencen i
Sorø.
"På den første konference på
Egmont fik jeg kendskab til mange problemer – bl.a. om visitation,
kompetencebevis osv. Og jeg er her for at lytte til jer, der sidder
med fingrene nede i arbejdet til daglig. Det vigtigste for mig er,
at vi skal have denne lov til at fungere, så de unge, den omhandler,
kan få et godt liv.
Og derfor har jeg med
udgangspunkt i konferencen her kaldt undervisningsminister Bertel
Haarder i samråd for at få svar på en række spørgsmål.” (Læs
Tina Petersens spørgsmål til ministeren her (Word-fil))
Det faktum, at loven ikke
indeholder en fastdefineret model til, hvordan ungdomsuddannelserne
skal finansieres, og hvordan den unge skal forsørges under
uddannelsen, mødte således hård kritik fra salen – især på
Egmont-konferencen. Et par deltagere kaldte det direkte pinligt, at
økonomien ikke er på plads. Men den kritik havde initiativtager til
lovgivningen, Tina Petersen, ikke meget til overs for:
”Det undrer mig ærlig talt, at I
fokuserer så meget på at fremhæve de negative sider ved loven i
stedet for at kigge på de muligheder, den åbner. Vi politikere
bliver dagligt spurgt om økonomien i loven og om, hvorfor
uddannelsen ikke er SU berettiget. Og det er noget vi udmærket er
klar over skal løses. Vi kender alle problemerne og arbejder med
dem. Jeg må minde om, at loven blev vedtaget for kun otte måneder
siden. Der er stadig rigtig mange ting, der skal arbejdes med, og
der kommer til at gå mange år, før end det hele fungerer optimalt,”
sagde hun.
Et andet spørgsmål, der vakte
debat, var om de konkrete formuleringer i lovteksten. Flere
konferencedeltagere kritiserede de mange passager, hvor der står
”kan” i stedet for ”skal” og efterlyste helt klare formuleringer.
Men Tina Petersen afviste også denne kritik.
”Det er endnu et spørgsmål, som
vi har debatteret grundigt, og det er helt bevidst, at flere
formuleringer er formuleret løst. For vi må ikke som lovgivere
begrænse mulighederne for jer som praktikere. Der kan være stor
forskel på, hvad man mener, er den rigtige løsning, og derfor lægger
loven op til, at man i det daglige arbejde har frihed til at gøre
det, man selv synes er det rigtige. Jeg mangler generelt lidt gejst,
lidt glæde og lidt begejstring hos jer. Nu har vi fået loven og
mulighed for at rykke noget på det her felt. Vi skal lære at være
åbne, kigge på den enkelte elev og få det bedste ud af det. Hvor der
er en vilje, er der en vej – intentionen med denne lov er at åbne
for jeres muligheder til gavn for den unge,” fastslog hun.
|