Gretha Lukovski Andersen:

Jeg vil gerne arbejde!

 

Af: Dorthe Christiansen

Foto: Tinie W. Rasmussen

 

Der er en tilfredsstillelse i at tjene sine egne penge, så længe det overhovedet er muligt, mener Gretha Lukovski Andersen. Derfor ønskede hun ikke at få førtidspension som 30-årig, selv om hendes kommune mente, det var det bedste for hende. Et fleksjob gav Gretha mulighed for at blive på arbejdsmarkedet.

 

Gretha Lukovski Andersen er sidst i 30´erne, gift og mor til en dreng. Hun bor i Karise. Gretha har fibromyalgi, er hybermobil, har slidgigt og mavesår.  Hun er uddannet smørrebrødsjomfru og har haft forskellige job inden for sit fag.

 

På tidspunktet for interviewet i efteråret 2003 arbejder Grethe i et fleksjob som pædagogisk madmor på den selvejende institution Sivbæk, som er et opholdssted for omsorgssvigtede børn og unge mellem 10-18 år. Hun har været ansat i to et halvt år i femten timer om ugen fordelt på tre dage. Grethas opgave er kort fortalt at lave mad og snakke med de unge om vigtigheden af sunde kostvaner.

 

Måtte slås med kommunen

 

Inden Gretha fik jobbet som pædagogisk madmor, måtte hun slås med sin kommune i 6 år. Hun blev sendt i flere arbejdsprøvninger og oplevede nederlag på nederlag. Hun ville selv gerne have et fleksjob femten timer om ugen. Men der var ikke megen hjælp at hente til den idé. Kommunen ville hellere give hende pension. Jobkonsulenten mente, det var umuligt at finde en arbejdsplads til hende, når hendes arbejdsevne ”kun” var på femten timer om ugen. ”Du finder aldrig et job” var jobkonsulentens kommentar til hende. Men Gretha havde ikke lyst til at blive pensioneret:

 

- Jeg er jo et totalt udadvendt menneske. Jeg har det da godt med at være hjemme, men.....jeg var kun 30 år. Skulle mit arbejdsliv allerede stoppe der? Nej, jeg ville gerne ud og være ”normal” nogle timer om ugen. Ud og bruge mig selv, gøre noget for andre og blive anerkendt som menneske. Og så vil jeg da heller ikke lægge skjul på, at der også er økonomi i det. Der er da en tilfredsstillelse i selv at kunne tjene sine penge. Jeg havde ikke lyst til at blive hjemmegående!, fortæller Gretha.

 

Hun var frustreret, og følte sig svigtet af systemet. Mistænkeliggjort på grund af sin diagnose:

 

- Jeg ser jo glad og smilende ud, og derfor tænker mange ”nåh, hun har nok ikke så ondt, som hun siger”. Men jeg har kroniske smerter, og mit overskud er ikke som alle andres. Derfor kan jeg ikke klare en hel arbejdsdag. Det er nødvendigt at tage skånehensyn. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan klare noget som helst, fortæller Gretha.

 

En dør åbnes

 

I bladet ”Optimisten” så Gretha en omtale af Handicapidrættens Videnscenters jobformidling, og derfor tog hun kontakt hertil. Hun mødte jobkonsulent Torben Pehrsson og:

 

- Det er det bedste og mest optimistiske, der er sket for mig i syv år: For os med fibromyalgi er et dømt folkefærd. Neuropsykolog Lise Ehlers har fx været fremme og sagt, at sygdommen slet ikke eksisterer, men at det hele handler om ondt i livet.

- Men Torben så på mig som et menneske. Han vurderede mig ikke ud fra min diagnose, han hørte på, hvad jeg havde at sige. Han spurgte mig, hvad jeg gerne ville arbejde med - og han gav udtryk for, at det sagtens kunne lade sig gøre at finde et fleksjob til mig, fortæller Gretha

 

Det endte med jobbet som pædagogisk madmor. Et sted hvor hun har været glad for at være: