|
Arbejde førte
til idrætskarriere
Af: Dorthe
Christiansen
Søren Hansen
har altid været vild med at spille fodbold - og kun fodbold. Da han
brækkede ryggen for ni år siden, regnede han derfor med, at det var
slut med idræt. Men så startede han med at arbejde i et
kørestolsfirma, og her fik en kollega lokket ham med til
kørestolsbasket. Nu drømmer han om en karriere som professionel
basketballspiller!
Søren Hansen
er 33 år (sommer 2004) og bor sammen med sin kæreste i et hus i landsbyen Bjerge,
som ligger ved landevejen mellem Kalundborg og Slagelse. Han er
vokset op ud til vandet ved Bjerge Strand, og han er vant til et
aktivt liv i naturen med cykelture og fiskeri.
Håbede på
pension – men kom på revalidering
Søren er uddannet smed. For ni år siden var han ude
for en arbejdsulykke, hvor han faldt igennem et tag og brækkede
ryggen. Han er paraplegiker og kørestolsbruger, men klarer i øvrigt
sig selv. Efter ulykken håbede han på at få pension, men kommunen
mente, han var for god, og ville derfor have ham igennem et
revalideringsforløb:
- I starten håbede jeg på at få pension. For at få
lidt fred. Et er at komme tilbage til hverdagslivet og forsøge at få
det til at fungere efter en skade, noget andet er at skulle til at
forholde sig til uddannelse og fremtid, især når man som jeg ikke er
særlig glad for at gå i skole!
- I starten var jeg heller ikke meget for at komme ud
blandt andre mennesker. Bare det at skulle handle var en barriere
for mig. Mit køleskab var fuldstændigt tomt, før jeg tog ud for at
handle. Jeg brød mig ikke om, at folk så mig i kørestolen, fortæller
Søren.
Starter i
fleksjob
Igennem næsten seks år var Søren igennem en række
revalideringsforsøg, bl.a. startede han på teknisk skole. Han havde
dog selv mest lyst til at få et arbejde:
- Jeg var derfor til en samtale med min fagforening
og AF om mine jobmuligheder. AF havde hørt om Handicapidrættens
Videnscenter og mente, at centret måske kunne hjælpe mig med at
finde et job. Derfor tog vi kontakt til Torben (jobkonsulent i
Handicapidrættens Videnscenter), og vi mødtes til en snak om mine
jobønsker. Da jeg havde snakket med ham i et par timer, havde han
arrangeret en jobsamtale med et firma som sælger kørestole! Det blev
dog ikke til et job dér, men i et andet kørestolsfirma, fortæller
Søren.
Mødte
først modstand fra kommunen
Da Søren fremlagde ideen med et fleksjob til
kommunens sagsbehandler var der modstand. Selv om Søren stod med et
job på hånden, mente sagsbehandleren ikke, det var relevant med et
fleksjob, men ville derimod hellere fortsætte med revalideringen.
Det lykkedes dog at få overbevist sagsbehandleren om, at Søren var
berettiget til et fleksjob. Derfor startede han i november 2001 i et
fleksjob hos TA Service i 20 timer om ugen med tilretning og
indstilling af kørestole. Det har han været glad for:
- Det var godt at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Det er rart at kunne bruges, og jeg føler, at jeg bidrager med noget
fornuftigt. Det sociale betyder også meget. Og så har det ført meget
med sig. Jeg var fx ikke begyndt at spille kørestolsbasket, hvis jeg
ikke var kommet i job. En af mine kollegaer fik lokket mig med til
basket, og det har jeg været bidt af lige siden, siger Søren.
Begynder
til kørestolsbasket
Før Søren startede til basketball tilbragte han mest
tid sammen med familie og venner. Han var derfor ikke sammen med
andre mennesker med handicap:
- Jeg holdt mig for mig selv sammen med vennerne.
Egentligt betegnede jeg ikke mig selv som handicappet. Jeg drønede
jo rundt sammen med mine ”normale” venner. Så startede jeg til
kørestolsbasket sammen med andre rygmarvsskadede, og det åbnede for
nogle ting. Jeg fik svar på nogle spørgsmål, som jeg ikke kan spørge
andre om. Små, men vigtige ting. Det er rart at være sammen med
nogle, som tumler med de samme ting som mig. Nogle, som har det helt
inde på livet, siger Søren.
Næste job:
Professionel spiller i Italien?
Søren Hansen har opdaget, at det er muligt for ham at
dyrke en holdsport med fuld knald på og med masser af intensitet.
Der er andet i livet end fodbold:
- Tidligere spillede jeg fodbold, og der var ikke
andet end fodbold, der sagde mig noget. Så da jeg blev skadet,
tænkte jeg slet ikke på, at det var muligt at dyrke holdsport. Jeg
trillede bare en tur i stedet. Nu kører jeg 90 km på arbejde. Fra
mit arbejde er der 60 km til Rødovre, hvor jeg træner
kørestolsbasket og fra Rødovre og hjem er der 110 km. Så jeg får
kørt lidt i bil. Men jeg gør det gerne. Jeg prioriterer basket højt,
fordi der er en gulerod i det. Hvis man har lyst, så er det muligt
at nå langt med sin sport. Min største drøm er at blive professionel
basketballspiller i Italien!
Når man er ude for en ulykke, får man masser af tid
til at tænke over livet. På nogle områder ændrer livet måske
retning:
- Mit tidligere liv var mere overfladisk. Mit liv var
hurtigt, og det var vigtigt for mig at tjene mange penge. Nu er der
skruet ned for tempoet. Jeg tænker mere over livet og mærker mere
efter, om jeg trives med de ting, jeg laver. Før tog jeg bare det
hele med. Men der er selvfølgelig også forskel på at være 23 og 33
år, siger Søren.
Skrevet sommeren 2004
| 
Videnscenter
Bibliotek
Job
