Formanden for socialchefernes forening, Ole Pass
Invaliderende at vente
Vidneudsagn 5 og 6: Socialchefforeningen og Handicapidrættens
Videnscenter
Næste vidner i høringen var formand for socialcheferne,
socialdirektør Ole Pass, Rødovre, og centerleder Kristian Jensen,
Handicapidrættens Videnscenter.
- Der er problemer med fleksjobbere på
ledighedsydelse. De kan komme i tvivl om arbejdsevnen, når de er
parkeret på ledighedsydelse, og det kan være invaliderende at vente
på at få et job. At det også er økonomisk svært at håndtere, kommer
ikke bag på os. Der skal skabes 10.000 fleksjob om året for at løse
problemet, men det lykkes kun at skabe 6.-7.000 om året. Kan og skal
vi bremse tilgangen til fleksjob? spurgte Ole Pass.
- Vi vil gerne i socialchefforeningen se på, om der er for få,
som får førtidspension. Reglerne er meget individuelt orienteret, og
der er en meget firkantet pensionslovgivning. Og der vil være nogen,
som falder i hullet mellem førtidspensionen og fleksjob. Man kunne
kombinere førtidspension og et forpligtende tilbud om arbejde
udenfor det almindelige arbejdsmarked. Og der er en stor gruppe på
kontanthjælp, som også er i klemme, disse kunne også få dette
tilbud.
- Det har været nævnt, at kommunerne ikke er så gode til
afklaring. Er det fordi, der er for meget omhu i forhold til
rettidighed? I al fald er reglerne på arbejdsmarkedet blevet en
jungle. Fokus skal væk fra processen, for vi vil måles på effekten.
Hvis der bliver ansat flere jobkonsulenter, vil antallet af fleksjob
stige, så her er en mulighed.
- Jeg har stor sympati for, at fleksjobbere også vil i en
a-kasse. Men de risikerer at blive kastebolde i forhold til de
fremtidige A- og B-centre.
- De kommuner, der er gode, er dem, der har en integreret,
helhedsorienteret indsats i forhold til arbejdsmarked, sociale
forhold, job, afklaring mv., opsummerede Ole Pass.
Billedet er forstyrret
Handicapidrættens Videnscenter har i ni år arbejdet med
formidling af job til mennesker med handicap.
- Det er en dejlig opgave, og der er gode muligheder i de regler,
der findes. Men det er synd, at der nu er noget, som forstyrrer det
billede. Der skete et skift i humøret hos vores kunder for ca. to år
siden, hvor flere følte sig presset, jaget og truet på deres
velfærd. Kommunen krævede mere af dem, end de kunne klare, samtidig
med at flere kom i venteposition til job og var utålmodige efter at
komme i gang, fortalte Kristian Jensen.
- Det var på det tidspunkt, førtidspensionsreformen trådte i
kraft. Gennem en undersøgelse som vi lavede sammen med kommunens
folk i Helsingør i foråret 2004, fandt vi ud af, at ud af 100
mennesker på ledighedsydelse burde 20 procent have pension, 45
procent manglede afklaring, og kun 35 procent var umiddelbart parate
til job.
- Kun en mindre del af dem, der har nedsat arbejdsevne, falder
indenfor fleksjobreglerne. Nogle har for lidt, andre for meget
arbejdsevne. Kun gruppen med mellem 33 og 50 procent restarbejdsevne
dækkes af reglerne. Specielt for dem i bunden af skalaen er det et
problem at få plads. Og de, som er længst væk fra arbejdsmarkedet,
har det svært, fordi de, som skal arbejdsfastholdes, kommer i første
række, sagde Kristian Jensen.
Politiker-panelet:
Ida Jørgensen (R) var første politiker til at stille spørgsmål:
- Risikerer vi at styre kommunerne for meget, hvis vi siger, at
de bør ansætte flere jobkonsulenter? Hvor gode er vi til at vurdere
folks restarbejdsevne?
Lars Barfoed (Kons.) supplerede: - Hvad skal vi give plads til
for at forbedre jobformidlingen? Hvad kan førtidspensionister
arbejde med? Er der mulighed for at arbejde frivilligt?
- Skal vi genindføre 1/4 løntilskud, eller vil det være bedre med
en mere fleksibel procentordning? Kan vi skrue ordningen sammen, så
vi bedre hjælper fleksjobberne? spurgte Bjarne Laustsen (S).
- Er førtidspensionen en mental barriere for at få en
arbejdsmarkedstilknytning, spurgte Charlotte Antonsen (V).
Ole Pass svarede: - I jobcentrene er vores store frygt, at vi gør
borgerne til kastebolde. Det er en misforståelse, at vi klientgør
folk på socialforvaltningerne. Min frygt er, at vi får to
myndigheder, som ikke har fælles platform. Jeg vil gerne have flere
jobkonsulenter og beder ikke om penge, for de bærer lønnen hjem i
sig selv. Når virksomhedskonsulenter er ude, skal de have hele
paletten med, så de kan agere på alle områder.
Kristian Jensen svarede: - Vurderingen af restarbejdsevnen er
svær, den kan variere over tid og i forhold til forskellige typer
job. Den, der er anbragt godt, vil vokse - den, der anbringes
forkert, vil blive slidt. Job med løntilskud til førtidspensionister
er prioriteret helt ned af kommunerne, der er ikke sket det mindste
de sidste 8 år. Det er en stor fejl. Dermed fratager man
fø'rtidspensionisterne nogle udviklingsmuligheder.
- Folk, der har mellem 60 og 90 procent restarbejdsevne, passer
heller ikke ind. De skal gøre sig dårligere for at komme i fleksjob.
Mere fleksible tilskudsregler vil hjælpe.
- Der er plads til mange
flere på arbejdsmarkedet. En god jobkonsulent kan skaffe 40 i fleksjob om året, så 200 nye jobkonsulenter vil i løbet af et år
kunne skaffe de 8.000 fleksjob, der mangler i øjeblikket. Det er
vigtigt at ansætte folk, som kun arbejder med dette område,
og ikke skal tage sig af almindelige AF-opgaver samtidig, sagde Kristian Jensen.
Læs også:
Afslutning: Kommentarer fra
salen
Opsummering: Effektiv afklaring får flere i fleksjob
Oversigtsartikel: Op mod 10.000 venter
på fleksjob