Bibliotek         Publikationer         Idræt         Job         Om centret  
 Job
 
  Jobkonsulenter
  Netværksgrupper
  Projekter
  Andre aktører
  Kalender
  Links
   
  Temaer:
   
  Portrætter: I job
  God praksis
  Tendenser i tiden
  Coach the coaches
   
   

 
Gå til: Forside > Job > Teater > reportage

 

Skuespillere på 100 procent

 

I efteråret har 16 personer med nedsat funktionsevne været igennem elleve ugers skuespilundervisning som forløber for en egentlig skuespiluddannelse for skuespillere med funktionsnedsættelse. Resultatet er blevet en gruppe mennesker, der blandt andet har lært, at det kræver 100 procents engagement og mod til at gå til den både fysisk og verbalt for at stå på en scene foran publikum.

 

Af Bo Therkildsen, januar 2007

 

”Det skal være 100 procent. Altid 100 procent i alt, I laver på scenen,” bryder Jesper Michelsen – den ene af to undervisere på skuespillerkurset ind, mens to kursister er i gang med at spille en scene.

”Publikum gider ikke betale penge, hvis det ikke er 100 procent,” forklarer Jesper og sætter de to skuespilaspiranter med funktionsnedsættelse i gang igen – denne gang med det vigtige 100 procents engagement.

 

”Det er vigtigt med 100 procents energi og fokus, fordi skuespillerne skal være til stede lige nu og her og lukke alt irrelevant ude,” uddyber Jespers med-underviser, Lars W. Thomsen, de insisterende kommandoer.

”Vi prøver at få kursisterne til at spørge sig selv: ”Giver jeg mig maximalt i denne scene? – Kan jeg gøre det endnu mere og forfølge mit mål endnu mere?” spørger Lars retorisk.

 

For erfaringerne viser ifølge de to undervisere, at publikum sagtens kan mærke, om skuespillerne giver alt de har til en scene. Så i det netop afsluttede efterårskursus, som har fungeret som en forløber for en rigtig skuespilleruddannelse, har det været en læreproces for skuespillerne selv at tage det ansvar at mærke efter, om de giver sig 100 procent.

Målet med efterårets to kurser – et for fysisk handicappede og et for udviklingshæmmede - er at forberede både potentielle elever og også Jesper Michelsen og Lars W. Thomsen selv som undervisere til den ”rigtige” skuespilleruddannelse, som efter planen skal begynde i januar 2008. Desuden skal kurserne gøre potentielle skuespillere interesserede og kompetente til at medvirke i en forestilling, der får premiere i april 2007.

 

Man behøver ikke være sød

”Alle 16 deltagere har rykket sig på de elleve uger, kurset har varet. De er kommet ind i teaterverdenen og har tilegnet sig det særlige teater-sprog. De ved, hvad det vil sige ”at forfølge målet”. De har alle fået en ny begrebsverden, fx med, at man ikke behøver være så søde ved hinanden. Det sidste har været nemmere at få de fysisk handicappede til at forstå, hvor i mod de udviklingshæmmede ofte gerne vil undskylde og generelt er mere søde over for hinanden og mere konfliktsky. Men i dette teater-rum kan alt ske, og man må gerne gå til den – både fysisk og verbalt, hvilket de udviklingshæmmede også i høj grad har lært.” siger Jesper.

 

Noget af det, kursisterne får med hjem, er nogle konkrete redskaber, som de senere kan bruge i arbejdet med teater.

”Desuden får de lov at snuse til, hvad det vil sige at gå på en professionel skuespilleruddannelse og arbejde professionelt med teater. Mange her har prøvet lidt teater før – men ikke professionelt,” siger Jesper, som sammen med Lars har prøvet at pille nogle rutiner ud af eleverne.

 

”Vi har prøvet at give kursisterne en nøgle til at forstå, at de ikke er centrum hele tiden. Hvis de bliver sultne midt under prøven er det bare bad luck. Det er vel en slags af-institutionalisering og en forudsætning for det vi laver. Vi skubber også lidt til dem og giver dem noget modspil. For vi prøver bare at se på dem som mennesker, der skal lære nogle skuespilteknikker – ikke som handicappede,” siger han.

 

Handicappet som en styrke

Selve funktionsnedsættelsen kan dog bruges rent teknisk som en styrke i skuespillet. Og det er en af de ting, som Lars og Jesper som undervisere har fået ud af efterårets kursus.

”Vi har lært, hvordan vi kan tilpasse skuespiller-teknikkerne, så de passer ind med funktionsnedsættelsen. Så vi er bevidste om, at deres handicap kan bruges aktivt i en scene, fx at sætte Vibeke, som sidder i kørestol, til at rydde nogle ting op fra gulvet, som hun ikke kan nå. Det gør, at hun strækker sig, kæmper og tilfører scenen noget energi. Vi skruer op for kampen. Det skal være en 100 % kamp hver gang. De her mennesker kan nogle andre ting som skuespillere, og det skal vi udnytte som en force i stedet for at lade det være en begrænsning,” mener Jesper.

 

Og ikke kun kursisterne, også undervisere har lært meget i løbet af efterårets kurser, forklarer Lars:

”Vi er blevet klogere som instruktører og projektkoordinatorer. Vi har fået fjernet nogle påstande og nogle fordomme – og fået andre bekræftet. Vi har lært, hvordan vores fremgangsmåde skal være i fremtiden – og ofte er de problemer, vi støder på, de samme som hos alle mulige andre skuespiller-spirer,” siger han.

 

Forestilling og festival

Skuespillerkurserne i efteråret har været en forløber for et tættere samarbejde mellem Z-up teaterkompagni, som har bidraget med underviserne Jesper og Lars og TV Glad, som har stillet administration og lokaler til rådighed. Det kommende samarbejde får navnet Glad Teater, og allerede til foråret skal den første forestilling have premiere. Stykket bliver Snedronningen skrevet af dramatikeren Jokum Rohde. I januar 2007 vil der være åben audition for interesserede skuespillere og forestillingen skal desuden være en del af en international handicap-teaterfestival i København. Formålet med festivalen er at lave et startskud for vedvarende professionelt teater med funktionsnedsatte skuespillere i Danmark, der bl.a. kommer til udtryk i Glad Teaters 3 årige skuespilleruddannelse, der starter introforløb i September 2007.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto af skuespillere i aktion

 

Se billeder fra skuespilkurset

 

Læs interview med fire af deltagerne

 

Åben audition på Snedronningen

 

 

Til Aktuelt

 

 

Nyhedsmail fra handivid.dk

Nu kan du blive ajourført med opdateringer fra handivid.dk direkte i mailboksen.

 

 

 

 

Handicapidrættens Videnscenter - Havnevej 7 - DK-4000 Roskilde - telefon 4634 0000 - email post@handivid.dk