Forside
> Om Centret >
Ledelsesberetninger > 2002
Ledelsesberetning 2002
TEORI OG PRAKSIS:
Du får aldri / tatt et tak / hvis du venter /
med å svømme / til du kan det.
(Digt af Karin Sveen, Norge, 1996)
Hvis man vil finde ud af, hvad man er god til, og hvad
man godt kan lide at beskæftige sig med, er det vigtigt, at man får prøvet
tingene i praksis. Det er en af årsagerne til, at flere og flere mennesker
med handicap vælger at dyrke idræt.
I idrætten er det muligt i højere grad end i mange
andre af livets sammenhænge at prøve sine kræfter og talenter og få hurtige
tilbagemeldinger. Da det ydermere er muligt gennem tilpasning af idrættens
regler, redskaber og organisation at skabe optimale betingelser for, at
mennesker med handicap kan udfolde sig fysisk i samspil med andre, er der
mulighed for tilbagemeldinger, som er mere optimistiske, end man måske er
vant til, og det giver mod på mere.
Det forudsætter imidlertid, at idrætsledere, trænere og
lærere er motiverede og har adgang til den fornødne viden. Det er en
hovedopgave for Handicapidrættens Videnscenter at medvirke til at
tilvejebringe denne viden.
Idræt i uddannelsen
Børn og unge med handicap har af mange årsager færre
muligheder for praktisk afprøvning af evner og talenter end andre børn. De
kan ikke frit vælge mellem alle de tilbud, idrætslivet i lokalsamfundet byder
på. Derfor er de i endnu højere grad end andre børn afhængige af et godt
idrætstilbud i skolen, som kan hjælpe dem med at finde ud af, hvad de er gode
til, og hvilke muligheder de har for at udfolde deres evner, også på det
fysiske plan.
Det handler ikke kun om sunde fritidsinteresser, god
kondition og fysisk præstationsevne. Det handler om at være et helt menneske
- et menneske med både hoved og krop.
Handicapidrættens Videnscenter udgav i september 2002
bogen "Spil mig. Inklusion af børn og unge med handicap i idræt i skole og
fritid". Bogen henvender sig til idrætslærere, pædagoger og instruktører i
den frivillige idræt, og beskriver, hvordan enkeltpersoner med handicap kan
inkluderes i idrætten i skole og forening på en måde, så både de selv og
deres kammerater uden handicap kan have fornøjelse af det.
"Spil mig" blev lanceret på et seminar i september, med
deltagelse af en af bogens australske ophavsmænd. Den vil danne udgangspunkt
for en række regionale kurser, som Videnscentret afvikler i 2003. Bogen vil
givetvis også gøre fyldest i undervisningen på seminarier og universiteter,
som i tiltagende grad anvender Videnscentrets bøger i idrætsundervisningen.
I december 2001 udgav Videnscentret bogen "Gymnastik,
børn og handicap". Den kom dog først for alvor på markedet i januar 2002,
hvor Videnscentret afholdt et velbesøgt seminar om emnet på Institut for
Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet i Odense.
"Gymnastik, børn og handicap" giver en grundig,
praktisk og teoretisk indføring i tilpasningen af gymnastik til børn og unge
med handicap. Den har fået meget flotte anmeldelser og har været
Videnscentrets "bestseller" i 2002. Sammen med "Spil mig" og en af
Videnscentrets tidligere udgivelser "Den lærende idræt" (som udkom i 2. oplag
i 2002) udgør "Gymnastik, børn og handicap" et bredt dækkende
lærebogsmateriale for lærer- og pædagogstuderende samt studerende på
grunduddannelsen i idræt på universiteterne.
Videnscentret har gennem flere år sammen med Dansk
Handicap Idræts-Forbund arbejdet for at styrke undervisningen i handicapidræt
på de videregående uddannelser. Det er hårdt tiltrængt. I modsætning til fx
Norge og Finland, har danske universiteter holdt meget lav profil på dette
område hidtil.
I 2002 lykkedes det at få "hul" på grunduddannelsen i
idræt på Syddansk Universitet i Odense. Efter aftale med instituttet afholdt
Videnscentret og DHIF i april en temadag om tilpasset fysisk aktivitet for
alle studerende på grunduddannelsen.
Efterfølgende afholdtes to
undervisningsdage hvor de studerende fik mulighed for at gå i dybden med hhv. goalball og kørestolsbasketball. Senest har vi afholdt en temadag for de
praktiske undervisere. Her blev der sat fokus på tilpasning, inklusion og
pædagogik. Efterfølgende er rammerne for det fortsatte udviklingsarbejde
blevet aftalt med universitetet.
På Århus Universitets Institut for Idræt er den
tidligere iværksatte bacheloruddannelse blevet videreført i 2002 med et
tilfredsstillende antal deltagere, som er rekrutteret såvel internt blandt
universitetets studerende som eksternt. Også til forårssemestret 2003 er der
pænt med tilmeldinger (14).
Videnscentret bidrager løbende til
uddannelsesforløbet, med undervisning på enkelte dage, som udflugtsmål for
nye hold studerende, og med fremskaffelse af undervisningsmateriale og
litteratursøgning.
Videnscentrets idrætskonsulent har til og med udgangen
af 2002 deltaget i et europæisk "tematisk netværk om tilpasset fysisk
aktivitet" kaldet Thenapa. Målet for Thenapa har været at kortlægge, hvordan
handicapidræt indgår i uddannelserne på alle niveauer i alle EUs
medlemslande, og fremlægge anbefalinger vedr. fremtiden. Rapporten vil blive
fremlagt for EU-kommissionen i marts 2003.
Mange undervisere i den vidtgående specialundervisning
anvender idræt i deres daglige praksis, og her er også et
efteruddannelsesbehov, som Videnscentret skal være opmærksom på. I 2002 har
vi bl.a. afholdt et 2-dages kursus for speciallærere i forbindelse med disses
årlige Vingsted-konference, undervist på en temadag for personale ved
specialundervisningen i Københavns amt, og tilrettelagt et 3-dages
idrætsforløb for hjerneskadede sammen med undervisere på voksenskolen ASV i
Vejle.
Idræt og rehabilitering
"Mennesker med handicap skal som alle andre
have adgang til et aktivt liv med kvalitet. Det må være udgangspunkt
for al rehabilitering."
Således indledes en hefte med titlen "Bevægelse og
frihed", som Videnscentret udgav i maj forud for afholdelsen af den årlige
handicapmesse "Rehab 2002" i Fredericia. Her mødte vi i lighed med tidligere
år et stort antal fagpersoner fra hele landet, der arbejder med
rehabilitering, hjælpemidler mv. Mange er efterhånden blevet faste "kunder"
hos os.
Allerede under indlæggelsen på hospitalet kan mennesker
med nyerhvervede handicap med fordel introduceres til idræt som et middel til
en bedre og hurtigere genoptræning, og som introduktion til et aktivt liv
efter endt hospitalsophold.
Videnscentret har i 2002 sammen med Rigshospitalets
Fysiurgiske Hospital i Hornbæk udarbejdet en plan for systematisk
introduktion af idrættens muligheder for langtidsindlagte patienter med
rygmarvsskader. Projektet ventes iværksat af hospitalet i 2003 og vil - under
forudsætning af de finansielle muligheder - blive kombineret med et
forskningsprojekt, hvor effekten af træningen vil blive vurderet.
Videnscentret har deltaget i arbejdet en følgegruppe om
etablering af en masteruddannelse i rehabilitering på Syddansk Universitet i
Odense. Uddannelsen blev igangsat i september 2002.
Endvidere har vi i årets løb bistået
Hjælpemiddelinstituttet (HMI) med videreudvikling af den offentligt
tilgængelige hjælpemiddel-database, så den kommer til at omfatte hjælpemidler
til idræts- og friluftsaktiviteter. Nu er systemet på plads i forhold til
hjælpemidler til vintersport og vandaktiviteter, og der arbejdes på den del
af basen, der skal omfatte hjælpemidler til friluftsaktiviteter. Det er et
stort arbejde at kategorisere og beskrive nye hjælpemidler, men når det
indledende arbejde er gjort, er det op til hjælpemiddel-producenterne at
levere råmaterialet, som mod betaling lægges i basen af HMIs medarbejdere. De
hidtidige erfaringer med hjælpemiddel-databasen viser, at det kan fungere.
For Videnscentret betyder det, at en opgave, som vi
anser for vigtig, og som ville være for stor for os at løfte alene, nu kan
håndteres fagligt forsvarligt af andre i form af en database, som i forvejen
er basisredskab for hjælpemiddelcentraler, kommuner, klinikker m.fl. over
hele landet. Vores opgave kan således begrænses til at rådgive HMI og i
tvivlstilfælde hjælpe med at kategorisere nye typer idrætshjælpemidler.
I 2001 indledte Videnscentret et samarbejde med
Københavns amts beskyttede værksteder om afklaring og opkvalificering af
udviklingshæmmede, så de kan udsluses til individuel beskyttet beskæftigelse
på det almindelige arbejdsmarked. Dette samarbejde er videreført i 2002,
bl.a. med afholdelse af et 3-dages "krop-og-job" kursus med deltagelse af 23
udviklingshæmmede og 3 pædagoger fra det beskyttede værksted Sandtoften.
Kurset, der fandt sted i februar, gentages hver gang der starter en ny gruppe
på udslusningsholdet på Sandtoften.
Erfaringerne viser, at ved at bruge idræt som medium er
det muligt at give de udviklingshæmmede en ny oplevelse af, hvem de selv er,
hvad de kan yde, hvordan de kan blive bedre til at samarbejde, og hvilke krav
de vil blive mødt med, når og hvis de forlader det beskyttede miljø på
institutionen. Også pædagogerne får et nyt syn på de udviklingshæmmede via
krop-og-job-kurset, og det er ikke det mindst vigtige: Det er dem, der skal
få øje på mulighederne, og dem der skal præsentere de udviklingshæmmede for
mulige arbejdsgivere og følge op på praktikker osv.
I november afprøvedes krop-og-job-konceptet på en
gruppe fysisk handicappede deltagere i edb-uddannelsen på NetJob, der er et
projekt med tilknytning til Hjælpemiddelinstituttet. Succes'en var mindre
iøjnefaldende end tilfældet var med de udviklingshæmmede deltagere, og der
skal givetvis arbejdes mere med deltagernes motivation og
forhåndsinformation, inden det evt. gentages.
Jobformidling og -netværk
"De sande mysterier er skjult i lyset!" (Jean
Giono, Frankrig, 1950'erne).
Et optimistisk menneskesyn som det, der præger
handicapidrætten, er et godt værktøj til at åbne døren til arbejdsmarkedet
for personer med nedsat arbejdsevne. Det er dokumenteret udover enhver tvivl
i de 7 år, Videnscentret har haft jobkonsulenter ansat.
De vigtigste spørgsmål, vore jobkonsulenter stiller de
mange, der henvender sig for at få hjælp til at finde job, er variationer
over temaet: Hvad har du lyst til? Er der noget du brænder for? Hvad laver
du, når du selv bestemmer over din tid? Opgaven er så at finde et sted på
arbejdsmarkedet, hvor disse ønsker og dette engagement kan finde anvendelse.
Det er ikke altid let, men ofte ligger løsningen lige for, hvis man
hører godt efter, hvad jobsøgeren siger.
Findes jobbet ikke i forvejen, kan det måske skabes -
eller vi må sammen finde ud af, hvor tæt på vi kan komme. Er der tvivl, må
det komme an på en prøve. Hvad er det værste der kan ske, hvis det ikke går
godt? Hvad er chancerne for at lykkes, hvis man ikke prøver?
Udover at finde job til en lang række enkeltpersoner,
har Videnscentrets jobsektion i 2002 været involveret i en del større
samarbejdsprojekter og har deltaget i eller fungeret som tovholdere i
forskellige faglige netværk, fx:
- Landsdækkende netværksgruppe for kvindelige
jobkonsulenter ansat i koordinationsudvalg, handicaporganisationer,
formidlingsenheder og private jobformidlinger
- "Kaffeklub" for jobformidlere Øst for Storebælt med
repræsentanter for Arbejdsformidlingen, kommuner, amtslige institutioner,
sociale koordinationsudvalg, handicaporganisationer og frivillige
rådgivninger
- Et nyetableret, landsdækkende netværk for ansatte på
amtslige specialskoler for voksne, der interesserer sig for jobformidling
- Jobnetværk for blinde og svagtseende med tilknytning
til Blindeinstituttet (joblinjen.dk)
- Netværk for jobsøgere med tilknytning til
Handicappede Studerende og Kandidater (HSK)
Nedenfor følger nogle pluk fra større enkeltprojekter,
som Videnscentrets jobkonsulenter har været involveret i i året der gik.
Unge med DAMP
Unge med DAMP, deres forældre, sagsbehandlere og
jobkonsulenter har i 2002 i stort tal henvendt sig til Videnscentret for at
få hjælp fra vore jobkonsulenter. Forud for henvendelserne er ofte gået
lange, traumatiske forløb, hvor vanskelighederne med at finde eller fastholde
job kun er kronen på værket.
Unge med DAMP-diagnosen (Deficit in Attention,
Motorfunction and Perception) er naturligvis forskellige, men omfanget af de
nederlag og sociale problemer, de har med i bagagen, er ofte så stort, at man
ikke begriber, hvordan de selv og deres nærmeste pårørende har overlevet.
Problemerne involverer ofte hele deres tilværelse: Bolig, forsørgelse,
fritid, relationer til pårørende, kæreste/ægtefælle, bank, skattevæsen,
kriminalforsorg mm. Ofte har forældrene langt ud over den unges
myndighedsalder påtaget sig rollen som stødpude, fortaler og problemløser.
Mange er rigtig slidte.
Problemerne er i reglen så store og indbyrdes
forbundne, at det er umuligt at løse arbejdsløshedsproblemet isoleret. Derfor
- og fordi ingen andre har ønsket at påtage sig opgaven - har Videnscentrets
jobkonsulent i en række tilfælde fungeret som bisidder for unge med DAMP og
som tovholder for et større netværk af involverede fagpersoner. Et eksempel
på dette er beskrevet i et temanummer af Videnscentrets nyhedsbrev BRUG
BOLDEN (oktober 2002).
Vi har i det sidste par år haft et tæt samarbejde med
DAMP-foreningen om dette, og det har nu resulteret i etableringen af et
"flyverkorps" bestående af to personer, ansat af DAMP-foreningen og
superviseret af Videnscentrets jobkonsulent. De to "flyvere" vil fremover
varetage funktionen som bisiddere og tovholdere, mens Videnscentrets
jobkonsulent udover sin supervisor-funktion vil kunne koncenterere sig om at
finde job til de, som er eller bliver parate til det.
Job til nydanskere
I september 2002 igangsatte Videnscentret efter aftale
med Ishøj kommune et jobformidlings-projekt for nydanskere i Ishøj. Formålet
med dette projekt er, at:
- finde gode job til nydanskere, der ønsker det
- afdække de barrierer, der findes, herunder finde ud
af, hvorfor nydanskere med varig nedsat arbejdsevne kun sjældent bliver
visiteret til job på særlige vilkår (fleksjob og skånejob mv.)
- etablere et netværk af samarbejdspartnere der kan
løfte indsatsen i fremtiden
Den praktiske del af projektet ventes
afsluttet i marts 2003.
Herefter vil erfaringerne blive opsamlet og
formidlet til alle interesserede. Kort skal her blot nævnes:
Vi har i perioden har haft kontakt med ca. 50
jobsøgere.
Deriblandt er en stor gruppe unge, der - trods det at
de er født i Danmark - taler et meget mangelfuldt dansk og har meget lidt
arbejdspladserfaring. Som teenagere har de svært ved at få job efter
skoletid, og når de slutter folkeskolen er de ikke bogligt klar til at gå i
gang med en ungdomsuddannelse. Forældrene kan ikke hjælpe dem, for de har
ofte selv kun ringe boglige færdigheder og marginal tilknytning til
arbejdsmarkedet.
Vi har også mødt en stor gruppe voksne kvinder, som har
boet i Danmark i mange år, men ikke taler dansk. De ønsker ofte job indenfor
rengøring og køkken, men selv om de er dygtige til både at gøre rent og lave
mad - hvilket man kan konstatere ved selvsyn når man besøger dem i hjemmet -
kan de ikke få job, fordi det kræves, at de skal kunne forstå både mundtlige
og skriftlige instruktioner på dansk. Også kulturen i familierne, herunder
kønsrollemønstret, kan lægge hindringer i vejen.
Det er problemer, som den aktive arbejdmarkedspolitik
ikke har umiddelbare løsninger på. Videnscentrets vante, meget individuelt
orienterede indsats rækker heller ikke til. Ofte skal hele familien
inddrages, før der kan findes gangbare løsninger.
Når vi sammenligner med situationen blandt etniske
danskere er det iøvrigt slående, at vi næsten aldrig træffer nydanskere med
diagnosticeret ordblindhed, DAMP o.lign., ligesom nedsat syn og hørelse først
for nylig er blevet emner, som offentlige institutioner, der arbejder med
jobformidling i forhold til nydanskere, er begyndt at forholde sig til. Det
synes som om problemer relateret til etnisk herkomst i nogen grad skygger for
problemer af mere almen karakter, herunder handicap.
Andre projekter
Videnscentret har i 2002 fungeret som rådgiver i
forhold til:
- et EU-støttet projekt, som den private jobformidling
PlusJob har gennemført for langvarige kontanthjælpsmodtagere i Løkken-Vrå
kommune
- igangsætning af Jobcenter Marselisborg i Århus.
Jobcentret startede sin virksomhed i foråret 2002
- Huset Venture, som er en social virksomhed, der
beskæftiger mennesker med handicap i Århus. Videnscentret har sæde i
Ventures bestyrelse
- projekt Formidlingscenter Øresund (arbejdstitel),
som er en videreudvikling af Helsingør kommunes sekretariat for formidling
af job på særlige vilkår, Flex-Gruppen
I slutningen af året tog vi hul på et samarbejde med
den landsdækkende Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH).
Samarbejdet handler i første omgang om brug af Videnscentrets lokaler til
interne og eksterne møder for DUKHs konsulenter øst for Storebælt, men
perspektivet er fra vor side et fremtidigt samarbejde på en række faglige
områder også.
Bestyrelse og personale
Halvdelen er medlemmerne i Videnscentrets bestyrelse på
seks er tiltrådt i 2002, idet Roskilde kommunes repræsentant og to af Dansk
Handicap Idræts-Forbunds repræsentanter i bestyrelsen er blevet udskiftet.
Videnscentrets personale er i 2002 blevet suppleret med
en bibliotekar i fleksjob. Personalesituationen har iøvrigt været præget af,
at hele tre medarbejdere har været på barselsorlov samtidig, og der har kun
været penge til én vikar på deltid. To af medarbejderne er nu tilbage på
jobbet. Videnscentret har i 2002 beskæftiget 11 medarbejdere, inklusive
personer på barselsorlov.
Økonomi
Videnscentrets stramme økonomi afspejler sig i
regnskabsresultatet. Den beskedne økonomiske reserve er opbrugt, og det er
nødvendigt at der opnås balance i økonomien i 2003. En medvirkende årsag
hertil har været, at ministeriet i 2002 - i modsætning til tidligere år - har
beregnet sig et administrationsbidrag på 3 pct. af satspulje-bevillingen. Det
svarer til 100.000 kr. på årsbasis. På grund af den sene udmelding - som igen
var affødt af den sene vedtagelse af Finansloven for 2002 - var det ikke
muligt at tage højde for dette i Videnscentrets budget for 2002.
I forbindelse med Folketingets satspuljeforlig for 2002
har Videnscentret til gengæld fået sikkerhed for den fortsatte drift frem til
udgangen af 2005, hvilket er meget tilfredsstillende. Tilskuddet fra
satspuljen dækker ca. 2/3 af Videnscentrets driftsudgifter, mens den sidste
1/3 som hidtil forventes finansieret via tilskud fra Kulturministeriets tips-
og lottomidler suppleret med egen indtjening.
Roskilde, den
7. marts 2002