Forside > Om centret > Fortælleår > Bevægelse mod deltagelse

Om at tage magten i sit eget liv

Velbesøgt temadag med fokus på, hvordan idræt kan bringe mod, myndighed og livsudfoldelse ind i rehabiliteringen

Af Knud Abildtrup, freelance-journalist

 

Den enkeltes mulighed for at erobre magten i sit eget liv – man fristes til at sige idræts-liv - stod centralt på temadagen »Bevægelse mod deltagelse« på MarselisborgCentret, hvor Handicapidrættens Videnscenter havde samlet omkring 70 fagfolk den 25. oktober.

Speciallærere og socialpædagoger, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter fyldte godt op på deltagerlisten, der også talte folk fra patientforeninger og Dansk Handicap Idræts-Forbund.
MarselisborgCentrets områdechef Jan Johansen var blandt arrangørerne og lagde op til at få rehabiliterings-begrebet endevendt og defineret og opmuntrede tilhørerne med, at det aldrig er for sent at forbedre sig i sin praksis.

Jeg kan forandre min situation

Idrætskonsulent Anne-Merete Kissow fra Videnscenteret tog den bold op i sit oplæg om »Hvilke betydninger har kroppen i rehabiliteringsprocessen?«
Hun fremhævede, hvilke kvaliteter idræt i det hele taget byder på: Når man går efter præstationen, vil forbedre og specialisere sig og f.eks. som handicappet kan skaffe sig en anderledes identitet end den, man havde i forvejen.
Når man har fokus på sundhed og velvære, ønsker at bygge kroppen op, forebygge sygdomme eller blive tyndere. Eller når man ønsker at udfolde sig – gerne sammen med andre i et fællesskab, der løfter. Hvor det er deltagelse, der tæller, ligesom den samfundsstatus, aktiviteten giver, har noget at sige.
I et rehabiliterings-perspektiv handler det om empowerment – myndiggørelse: »Jeg gør noget, jeg kan forandre min situation.«

Det er der power i!

Kissow slog et slag for at gå væk fra en ensidig medicinsk forståelse af bevægelsesaktivitet: Det handler selvfølgelig om at genvinde kontrol over kroppens funktioner, men i lige så høj grad om udfoldelse af liv.
Hun anerkendte den medicinske fornuft, der bl.a. skal modvirke tilbagefald, men talte for at tænke rehabilitering som pædagogisk projekt, hvor den enkelte lærer mod og myndighed: »Hvad kan jeg, tør jeg og vil jeg – også som deltager i samfundet?«
Afgørende er at opleve kontrol, mestring og glæde. Og jo tidligere man får følelsen af at vokse, jo nemmere at overføre følelsen til andre sider af livet. Motivationen skal ikke komme fra, at man bliver sat til noget, men ud fra »det her kan jeg mærke. Det er der power i!«

Skarpere definition, tak

Hele definitionen af handicap og rehabilitering fik nogle skud for boven, da docent ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Jesper Holst, talte om »Rehabiliteringens udfordring fra et specialpædagogisk perspektiv.«
Han advarede imod en for bred definition af handicaps og imødegik den officielle definition om, at »alle, der har – eller er i risiko for at få – fysisk, psykisk eller social nedsat funktionsevne« har behov for rehabilitering.
Holst pegede lidt provokerende på, at med tidens udbredte diagnosticering af børn, er der nærmest ikke børn nok til alle de diagnoser, der findes:
»Hvis 6-7 pct. har autismelignende træk, og 10 pct. har DAMP, så når vi med alle spiseforstyrrede, ordblinde osv. op over 100 pct., selv med overlapninger.«
Han ironiserede over, at en syg efterhånden opfattes som én, der ikke er funktionsdygtig i de omgivelser, man nu en gang er i. »Hvad så, hvis man bor i en koncentrationslejr?« spurgte han retorisk.

Glem ikke den enkelte

Som rådgiver på bomiljøer for fysisk-psykisk handicappede problematiserede han også at kalde samtlige beboere her for rehabilitanter:
»OK, hvis de falder eller kommer ud for en ulykke, skal de selvfølgelig rehabiliteres, men rehabiliterings-begrebet i medicinsk forstand bør være skarpere.«
Holst blev imødegået fra salen, for gjaldt hans synspunkter ikke kun i et ideelt samfund? Og ville en skarpere handicap-definition ikke blive udnyttet politisk til skade for de handicappede? Diskussionen nåede ikke længere, mens Holst konkluderede, at udfordringen til specialpædagogikken må være ikke at glemme enkeltindividet – og til rehabiliteringen også at få samfundet til at byde velkommen.

Motion på recept

Med et mål om, at give folk tiltro til, at motion kan gøre en forskel for helbredet kunne sundheds- og forebyggelseskonsulent Rolf Jakobsen fra Ribe Amt berette om gode resultater fra projektet »Motion på recept«.
Deltagerne havde livsstilssygdomme som fedme, blodtryksproblemer og rygerlunger og fik for 750 kr. i brugerbetaling 4 måneders intensiv træning, samtaler og coaching. Med kontrol af kondital før og efter blev rigtig mange gjort bevidste om, hvordan de faktisk godt selv kan flytte noget.
138 ud af 191 gennemførte forløbet, der ikke var en slankekur, men en igangsætter af fysisk aktivitet. Og som et bud på succesraten steg andelen af deltagere, der selv betragtede deres helbred som godt, fra 35 til 62 pct.

Ud af isolation

Fra Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk bidrog afdelingsleder Mette Molin Nefling med dugfriske erfaringer i, hvordan frivillig idræt kan blive et stærkt led i rehabiliteringen.
Her kunne patienterne vælge sig ind på idrætter i to-måneders-forløb: Dels de kendte som bordtennis, boccia, skydning, bueskydning, håndcykling, svømning, tæppecurling og siddende aerobic. Dels nyere som præcisionsorientering for kørestolsbrugere, billard-formen snooker, kuglespillet roboule og curling med rampe.
Projektet gik målrettet efter at øge deltagernes personlige, sociale og politiske muligheder for at forbedre deres livssituation. Det lystbetonede var vigtigt, men hver enkelt skulle også gennemføre en valgt aktivitet for at optræne evnen til at opbygge kendskab til noget nyt og ikke bare zappe rundt.
Før havde mange patienter isoleret sig på værelser med kaffe og nyanskaffede fjernsyn, men selv de mere forsigtige tog nu del i aktiviteterne, der lå uden for det obligatoriske program.

Smil og bedre nattesøvn

Med instruktører fra handicapidrætten, der kunne være troværdige rollemodeller, men uden professionelle indpiskere kunne flere konstatere, hvordan idrætten gav liv, bedre nattesøvn, kaldte på smilet, fik folk til at slippe de stive former – og nogen gange til at gøre noget, der minder om det, man kunne før.
»Ikke alle er lige gode til at være overladt til sig selv«, lød det fra en patient, som så, at man vanskeligt kunne undslå sig, når man så mange andre ha’ det sjovt.
En kvinde, der efter projektet kunne se sig selv gå på jagt igen, som hun havde gjort før, og en 19-årig godt på vej ind i en kørestols-basketklub var for Mette Molin Nefling slagkraftige eksempler. Og hun så ingen grund til, at tilsvarende projekter ikke kan tage form andre steder.

Og med så forskellige bud på bevægelse og idræt i rehabiliteringen – fra både teoriens og praktikkens verden – fik deltagerne et budskab med sig om, hvor meget handicapidræt i bred forstand kan være med til at løfte store samfundsmæssige opgaver.
Som leder af Handicapidrættens Videnscenter, Kristian Jensen, udtrykte det i forbindelse med temadagen: »Der står i stigende grad respekt om handicapidrætten uden for handicapidrættens egne rækker. Fordi den duer til noget.«

(Artiklen bringes også i bladet Handicapidræt).