Forside
> Om Centret > Vedtægter
Vedtægter for
centret
§ 1 Navn og status
Handicapidrættens Videnscenter er
en selvejende institution, oprettet af Dansk Handicap Idræts-Forbund
den 20. april 1995 med baggrund i en finanslovs-bevilling.
§ 2 Formål
Institutionens formål er på
landsplan at indsamle, systematisere, bearbejde og formidle viden, med
henblik på at fremme anvendelsen af handicapidrættens erfaringer
i alle relevante sektorer i samfundet, samt at iværksætte og
forestå projekter inden for beslægtede områder, herunder
projekter der sigter mod at fremme handicappedes erhvervsmæssige
beskæftigelse.
§3 Bestyrelsen
Den selvejende institution ledes af en
bestyrelse bestående af 6 medlemmer.
Formanden og 2 medlemmer udpeges af Dansk
Handicap Idræts-Forbund.
1 medlem udpeges af beliggenhedskommunen.
1 medlem udpeges af De Samvirkende Invalideorganisationer.
1 medlem udpeges af de 5 forannævnte medlemmer.
Bestyrelsen udpeges for en 4-årig
periode, svarende til den kommunale valgperiode. Ved periodens udløb fungerer den siddende bestyrelse, indtil
nye medlemmer er udpeget. Genvalg kan finde sted. Hvis et medlem træder ud midt
i en valgperiode, udpeges en afløser for den resterende del af perioden.
Bestyrelsen fastsætter selv sin
forretningsorden.
Bestyrelsen mødes mindst én
gang i kvartalet, og iøvrigt når formanden eller 2 medlemmer
finder anledning til det.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede.
Afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Bestyrelsen delegerer i fornødent
omfang kompetence til centrets leder.
Der føres beslutningsprotokol over
bestyrelsens møder.
Der ydes ikke vederlag for deltagelse
i bestyrelsesarbejdet.
§4 Finansiering
Handicapidrættens
Videnscenter modtager driftstilskud fra staten. Institutionen kan derudover modtage fondsmidler
og oppebære indtægter.
§ 5 Rapportering
Bestyrelsen fremsender årligt beretning over institutionens virksomhed til
de bevilgende myndigheder.
§ 6 Den daglige drift
Den daglige ledelse af Handicapidrættens
Videnscenter varetages af centrets leder under ansvar overfor bestyrelsen.
Lederen deltager i bestyrelsens møder
uden stemmeret.
§ 7 Personale
Ansættelse og afskedigelse af personale
foretages af bestyrelsen.
§ 8
Regnskab
Institutionens regnskabsår er finansåret.
Bestyrelsen godkender centrets budget
og årsregnskab. Regnskabet revideres af statsautoriseret revisor og
fremsendes efter bestyrelsens godkendelse til de bevilgende myndigheder.
Bestyrelsen er ansvarlig over for bevillingsgiver for bevillingers
anvendelse og overholdelse af bevillingsrammerne.
§ 9 Vedtægtsændringer
Ændringer i vedtægterne
kan ske,
hvis 2/3 af de fremmødte på to på hinanden følgende
bestyrelsesmøder, afholdt med mindst en måneds mellemrum, stemmer
for det. Nedlæggelse af institutionen kan kun ske med Dansk Handicap
Idræts-Forbunds godkendelse. Ved nedlæggelse træffer Dansk Handicap
Idræts-Forbund bestemmelse om centrets eventuelle formue.
Seneste vedtægts-ændring:
10. november 2006.