Anmeldelser af "Den lærende idræt"
Bogen er anmeldt af:
Ergoterapeuten,
2 - 2001 skrev om "den lærende idræt"
"Idræt kan bruges til at øge velfærden for
mennesker med handicap, ikke bare i fritiden, men også i relation til
arbejde og deltagelse i samfundslivet i øvrigt.
Idrætsarenaen yder den bedste kulisse for
udvikling af personlige og sociale kompetencer hos udøveren. Men det
forudsætter en god tilrettelæggelse, og at instruktørerne ved, hvordan de
skal arbejde med idræt.
Det er nogle af hovedbudskaberne i bogen,
som først og fremmest henvender sig til undervisere og studerende på
landets pædagog- og lærerseminarier. Men den kan med fordel læses af alle
med interese for, hvordan man kan bruge idræt til at opnå pædagogiske mål
i arbejdet med mennesker med handicap, motoriske problemer eller
indlæringsvanskeligheder."
Døvblinde-Nyt,
nr. 1, 2001 skrev om "Den lærende idræt"
"Bogen tager udgangspunkt i idrætten, som
den er kendt af de fleste. Men den giver først og fremmest insiration samt
nogle redskaber til at tilpasse idrætten til den gruppe, aktiviteten
retter sig mod. Den beskriver f.eks., hvordan et spil kan udvikles, så det
bliver "noget værd" for udviklingshæmmede, spastikere, bevægelseshæmmede
m.fl. Bogen peger også på, hvordan idrætten med dens konkrete muligheder
for afprøvning og feedback kan være en god læreplads eller et
mini-univers, hvor lyst, selvværd og kompetencer kan udvikles.
I praksisafsnittene finder man en
beskrivelse af, hvordan forskellige kognitive, sociale og
personlighedsmæssige mål kan indfries gennem legen, spillet eller
konkurrencen. Bogens målgruppe er studerende på pædagog- og
lærerseminarier samt fysio- og ergoterapeutskoler. Men også andre der
arbejder med idræt kan have glæde af bogen. "