|
 |
Bøger til salg |
| |
|
| |
|
|
|
Anmeldelser af "Vi er med"
Bogen "Vi er med" har været
anmeldt i følgende tidsskrifter:
Handicapidræt
Folkeskolen
Muskelkraft
Idræt i skolen
Anmeldelsen er bragt i
Handicapidræt, marts 2004
Anmeldt
af Søren Madsen ,
formand for Børneudvalget, DHIF.
Bogen "Vi er med" er skrevet af den tidligere redaktør af Handicapidræt,
Jette Lyhne, og er for nylig udgivet af Handicapidrættens Videnscenter i
samarbejde med DHIF.
I bogen bliver vi via 9 interviews, 5 reportager og en e-mail præsenteret
for 10 unge mennesker i alderen 10 til 19 år. Fællesnævneren for dem er at
de alle er idrætsinteresserede og idrætsaktive. Nå ja, så er de også
handicappede, men det fokuserer de i mindre grad på. Det er mulighederne der
tæller for dem. De har valgt at være med, deraf også bogens titel. Som
Louise på 12 år udtrykker: "Jeg vil gerne prøve det -og se om det lykkes".
Desværre er deres omgivelser, særligt skolen, ikke altid så parat til at
have dem med, især ikke når det gælder idrætsundervisningen. Det gør
indtryk, når så mange af de unge i bogen fortæller, at idræt er et af deres
yndlingsfag i skolen. Idræt er ikke kun et spørgsmål om muskler og
koordination. Idrætten er en vej til at få accept, respekt og anerkendelse
og idrætten er socialt fællesskab. Indtrykket bliver ikke mindre, når man
samtidig tager i betragtning, at mange af dem fortæller, at de tit ikke er
med i idrætsundervisningen. Det er en vigtig problemstilling bogen rejser.
Bogens indhold formidles i et ungt og direkte sprog, der helt sikkert vil
appellere til andre unge, handicappede eller ej. Jette Lyhne lader de unge
komme til orde i deres eget sprog. Det giver bogen en stor troværdighed. Vi
hører ikke kun om idræt og handicap, men også om alle mulige andre ting, der
berører ungdommen: Kærester, kammerater, drømme, drillerier, osv.
Afvekslingen mellem interview og reportage giver bogen et godt flow,
samtidigt med at den er flot sat op med stemningsfyldte billeder. Alt i alt
er det spændende bog, der kan lære både unge og voksne noget. Jeg vil ønske
at bogen kommer vidt omkring og bliver læst af mange af de personer ude på
skolerne, der underviser handicappede elever i såvel idræt som andre fag.
Disse lærere kan her læse nogle gode historier og lære af disse. Det
vigtigste de nok kan lære af bogen, er at have det samme gå-på-mod som de unge
udviser. De skal tage Louises kloge ord til sig og prøve om de ord ikke
kunne gælde for deres undervisning af handicappede elever:
Jeg vil gerne prøve det - og se om det lykkes Og måske skulle der også
sniges et enkelt eksemplar ind i undervisningsministeriet og på landets
lærerseminarier. Så kunne folk der få øjnene op for hvor vigtig en rummelig
idrætsundervisning er, ikke kun for handicappede elever, men også for de,
der kan føle sig tilsidesat af andre grunde - om de så er tykke, tynde,
klodsede, langsomme, fumlede eller bare usikre. Som Jette Lyhne skriver, er
der mange, der kunne få glæde af det, hvis der blev lidt bedre plads til
alle.
Det skal nævnes, at Handicapidrættens Videnscenter har udarbejdet en
omfattende liste med arbejdsspørgsmål til brug for undervisning eller
opgaveskrivning i forbindelse med bogen. Dette kan bestemt anbefales til
folkeskolens mellemste og ældste klasser, handicappede elever i klassen
eller ej.
Arbejdsspørgsmålene findes her.
Anmeldelse bragt
på "Folkeskolen-on-line", april 2004
Anmeldt af Hans Erik Berthelsen
Bogen rummer en række artikler, som har været bragt i bladet
"Handicapidræt" siden år 2000. De handler om reportager fra ture med
handicappede, interview med en række unge med forskellige handikap og en
enkelt email, deraf undertitlen. Reportagerne er blandt andet fra en
klatretur, rappellingtur, hedder det helt nøjagtigt, på Nordbornholm med en
flok blinde drenge. En af dem mener, at det er en fordel, at han er helt
blind, for så kan han jo ikke se, hvor langt der er ned! Andre reportager er
fra en fisketur på Øresund, fra en fægteturnering, hvor udøverne sidder i
kørestol, fra en el-hockeyturnering, det vil sige hockey med små eldrevne,
gokartlignende køretøjer, og fra en fodboldkamp.
Interviewene er med børn og teenagere med forskellige handikap, og de
fortæller om deres tilværelse, tanker, drømme og idræt. Det er en stærkt livsbekræftende bog, hvis lettilgængelige tekst er
suppleret med talrige fine farvefotos, og den beretter om en række unge,
hvis udgangspunkt i livet har været anderledes end de flestes, men det synes
ikke at have taget livsmodet fra dem - måske snarere tværtimod.
Det er en bog, som vil være oplagt til et emnearbejde om handikap, men
også til glæde og opmuntring for elever med eget handikap - og for dem uden,
som måske kan opnå et nyt perspektiv for deres egen tilværelse. Og e-mailen
er for resten fra Daniel, der dømmer om at komme til at repræsentere Danmark
ved handicap-OL. Daniel er spastiker og kan ikke tale, men hovedet fejler
ikke noget, og han har spillet boccia siden 1993 og været på landsholdet
siden 1997
Anmeldelse bragt i
"Muskelkraft", juni 2004
Af Lene Kjær Thomsen
Louise på 12 år elsker matematik. Hendes yndlingsforfattere er Astrid
Lindgren og H.C. Andersen, og så er hun vild med fodbold. Det er Martin på
14 år også. Han er stor fan af OB og David Beckham. Nina vil gerne lave
tegnefilm, og så er hun helt tosset med dyr.
Jette Lyhnes bog 'Vi er med' indeholder en række interviews med børn og
unge mellem 10 og 19 år. De har forskellige - og nogle gange ens -
interesser, idoler og drømme for fremtiden, men fælles for de ti børn og
unge er, at de alle dyrker en eller anden form for sport - og at de har et
handicap. Men selv om de har de to ting til fælles, er de sportsgrene, de
dyrker vidt forskellige: Kristian går til el-hockey, Ulla spiller håndbold,
og Søren tager på overlevelsesture i naturen. Personernes handicap er også
af forskellig art: spastisk lammede, svagtseende, muskelsvind og downs
syndrom.
Gennem bogens ti interview får man et indblik i, hvor svært det kan være
at gøre sig gældende på et område, der i høj grad hylder den stærke krop.
Samtidig viser interviewene, hvor stor en tilfredsstillelse, det er, når man
deltager og bryder de forventninger, der er til en. Kamilla er trods sit
dårlige syn den bedste pige til fodbold på hele sit gymnasium og mener, at
hendes præstationer er med til at vinde respekt blandt kammeraterne. Nicklas
har vundet alt, hvad der er at vinde i el-hockey. Og motivationen har han
stadig, siger han, for han hader at tabe!
Men selv om deres sport er et sted, hvor de kan udfolde sig med
jævnbyrdige, er aldersspredningen ofte så stor, at det ikke bliver til noget
socialt uden for træningen. Hvad de ti børn og unge også fortæller er, at de
næsten alle sammen har været udsat for mobning i skolen, og at de har følt
sig udenfor, både i idrætstimerne og i det almindelige sociale fællesskab i
og uden for skolen. De har til tider været alene i frikvartererne, og en del
af dem har følt sig hensat til at spille computerspil frem for at deltage i
de andres leg.
De forklarer, at det ofte er svært at få folk til at huske, at tingene
ikke altid går helt så hurtigt, når man har et handicap, og at det er rart,
når der endelig er nogen, der lige stopper op og venter. Men det kan være
svært at snakke om sit handicap og forklare, hvad det helt nøjagtig betyder.
Rasmus på 10 år fortæller, at hvis raske børn fik et handicap, ville de
kunne se, hvor svært det kan være at lave de ting, han laver. Alle er åbne over for spørgsmål og ønsker ikke, at folk skal holde sig væk fra dem,
bare fordi de er bange for at spørge.
Selv om jeg ikke rigtig føler, at bogen henvender sig til mig, nikker jeg
alligevel genkendende til mange af de situationer, de unge og børnene
beskriver, både i forhold til nederlag og til succeser. Det tror jeg, de
fleste vil kunne.
Bogen kan bruges som inspiration for børn og deres forældre. Den viser,
at der er mange forskellige sportsgrene, hvis man har et handicap. Desuden
er den, som det står skrevet på omslaget, velegnet til undervisningsbrug.
Det er næppe en bog, man læser fra ende til anden, men de enkelte
interview kan dog let stå alene og sætte fokus på mange af de
problemstillinger, der gør sig gældende, når man har et handicap. De vil med
rette kunne læses og diskuteres af elever med og uden et handicap.
Børnene beskriver med deres egne ord, hvor problemerne er størst, og hvor
lidt der egentlig skal til for at ændre på dem. Bogen viser, at der ingen
tvivl er om, at - med eller uden et handicap - er alle børn og unge på de
fleste områder ens.
Anmeldelse bragt i "Idræt i
skolen", august 2004
Af Flemming Rasmussen, redaktør
"Vi er med" er titlen på en ny bog fra Handicapidrættens Videnscenter.
Den nye bog beretter om livet med et handicap med udgangspunkt i ti børn og
unges oplevelser i skolen, fritiden, og med deres kammerater og idræt.
Herunder kommer de ind på, hvordan det føles at være anderledes og om
mobning og glæden ved livet.
Artiklen på de næste sider med Nina Eg fra Jyllinge er lånt fra bogen.
Hun fortæller om sin idræts- og svømmeundervisning, og hvordan hun deltog i
et handicapidrætsstævne for enkeltintegrerede elever sammen med to
klassekammerater. Stævnet laves i et samarbejde mellem Dansk Handicap
Idræts-Forbund og Dansk Skoleidræt flere steder i landet hvert år. Når
handicappede fortæller, kan man ikke undgå at identificere sig. Den
handicappedes verden rummer nemlig stærke personlige oplevelser, hvor der er
gravet et spadestik dybere på livets forunderlige landevej. Herved er den
handicappedes eksistens blevet udfordret, og det medfører ofte, at den
handicappede er blevet en stærkere personlighed.
Det er netop den centrale pointe i "Vi er med", hvor de interviewede
giver udtryk for humor, livsvisdom og refleksioner over tilværelsen. Det er
inspirerende for alle, fx elever, forældre, lærere. Bogen er derfor velegnet
til undervisningsbrug. Formen, den er formidlet i, en journalistisk
interviewform, gør den ikke mindre spændende.
|
|
|
|