Handicapidrættens Videnscenter

Gå til: Forside > Publikationer > Anmeldelser af "Vi er med"

Anmeldelser af "Vi er med"

Bogen "Vi er med" har været anmeldt i følgende tidsskrifter:

Anmeldelsen er bragt i Handicapidræt, marts 2004

Anmeldt af Søren Madsen, formand for Børneudvalget, DHIF.

Bogen "Vi er med" er skrevet af den tidligere redaktør af Handicapidræt, Jette Lyhne, og er for nylig udgivet af Handicapidrættens Videnscenter i samarbejde med DHIF.

I bogen bliver vi via 9 interviews, 5 reportager og en e-mail præsenteret for 10 unge mennesker i alderen 10 til 19 år. Fællesnævneren for dem er at de alle er idrætsinteresserede og idrætsaktive. Nå ja, så er de også handicappede, men det fokuserer de i mindre grad på. Det er mulighederne der tæller for dem. De har valgt at være med, deraf også bogens titel. Som Louise på 12 år udtrykker: "Jeg vil gerne prøve det -og se om det lykkes".

Desværre er deres omgivelser, særligt skolen, ikke altid så parat til at have dem med, især ikke når det gælder idrætsundervisningen. Det gør indtryk, når så mange af de unge i bogen fortæller, at idræt er et af deres yndlingsfag i skolen. Idræt er ikke kun et spørgsmål om muskler og koordination. Idrætten er en vej til at få accept, respekt og anerkendelse og idrætten er socialt fællesskab. Indtrykket bliver ikke mindre, når man samtidig tager i betragtning, at mange af dem fortæller, at de tit ikke er med i idrætsundervisningen. Det er en vigtig problemstilling bogen rejser.

Bogens indhold formidles i et ungt og direkte sprog, der helt sikkert vil appellere til andre unge, handicappede eller ej. Jette Lyhne lader de unge komme til orde i deres eget sprog. Det giver bogen en stor troværdighed. Vi hører ikke kun om idræt og handicap, men også om alle mulige andre ting, der berører ungdommen: Kærester, kammerater, drømme, drillerier, osv. Afvekslingen mellem interview og reportage giver bogen et godt flow, samtidigt med at den er flot sat op med stemningsfyldte billeder. Alt i alt er det spændende bog, der kan lære både unge og voksne noget. Jeg vil ønske at bogen kommer vidt omkring og bliver læst af mange af de personer ude på skolerne, der underviser handicappede elever i såvel idræt som andre fag. Disse lærere kan her læse nogle gode historier og lære af disse. Det vigtigste de nok kan lære af bogen, er at have det samme gå-på-mod som de unge udviser. De skal tage Louises kloge ord til sig og prøve om de ord ikke kunne gælde for deres undervisning af handicappede elever:

Jeg vil gerne prøve det - og se om det lykkes Og måske skulle der også sniges et enkelt eksemplar ind i undervisningsministeriet og på landets lærerseminarier. Så kunne folk der få øjnene op for hvor vigtig en rummelig idrætsundervisning er, ikke kun for handicappede elever, men også for de, der kan føle sig tilsidesat af andre grunde - om de så er tykke, tynde, klodsede, langsomme, fumlede eller bare usikre. Som Jette Lyhne skriver, er der mange, der kunne få glæde af det, hvis der blev lidt bedre plads til alle.

Det skal nævnes, at Handicapidrættens Videnscenter har udarbejdet en omfattende liste med arbejdsspørgsmål til brug for undervisning eller opgaveskrivning i forbindelse med bogen. Dette kan bestemt anbefales til folkeskolens mellemste og ældste klasser, handicappede elever i klassen eller ej.

Arbejdsspørgsmålene findes her.

Anmeldelse bragt på "Folkeskolen-on-line", april 2004

Anmeldt af Hans Erik Berthelsen

Bogen rummer en række artikler, som har været bragt i bladet "Handicapidræt" siden år 2000. De handler om reportager fra ture med handicappede, interview med en række unge med forskellige handikap og en enkelt email, deraf undertitlen. Reportagerne er blandt andet fra en klatretur, rappellingtur, hedder det helt nøjagtigt, på Nordbornholm med en flok blinde drenge. En af dem mener, at det er en fordel, at han er helt blind, for så kan han jo ikke se, hvor langt der er ned! Andre reportager er fra en fisketur på Øresund, fra en fægteturnering, hvor udøverne sidder i kørestol, fra en el-hockeyturnering, det vil sige hockey med små eldrevne, gokartlignende køretøjer, og fra en fodboldkamp.

Interviewene er med børn og teenagere med forskellige handikap, og de fortæller om deres tilværelse, tanker, drømme og idræt. Det er en stærkt livsbekræftende bog, hvis lettilgængelige tekst er suppleret med talrige fine farvefotos, og den beretter om en række unge, hvis udgangspunkt i livet har været anderledes end de flestes, men det synes ikke at have taget livsmodet fra dem - måske snarere tværtimod.

Det er en bog, som vil være oplagt til et emnearbejde om handikap, men også til glæde og opmuntring for elever med eget handikap - og for dem uden, som måske kan opnå et nyt perspektiv for deres egen tilværelse. Og e-mailen er for resten fra Daniel, der dømmer om at komme til at repræsentere Danmark ved handicap-OL. Daniel er spastiker og kan ikke tale, men hovedet fejler ikke noget, og han har spillet boccia siden 1993 og været på landsholdet siden 1997

Anmeldelse bragt i "Muskelkraft", juni 2004

Af Lene Kjær Thomsen

Louise på 12 år elsker matematik. Hendes yndlingsforfattere er Astrid Lindgren og H.C. Andersen, og så er hun vild med fodbold. Det er Martin på 14 år også. Han er stor fan af OB og David Beckham. Nina vil gerne lave tegnefilm, og så er hun helt tosset med dyr.

Jette Lyhnes bog 'Vi er med' indeholder en række interviews med børn og unge mellem 10 og 19 år. De har forskellige - og nogle gange ens - interesser, idoler og drømme for fremtiden, men fælles for de ti børn og unge er, at de alle dyrker en eller anden form for sport - og at de har et handicap. Men selv om de har de to ting til fælles, er de sportsgrene, de dyrker vidt forskellige: Kristian går til el-hockey, Ulla spiller håndbold, og Søren tager på overlevelsesture i naturen. Personernes handicap er også af forskellig art: spastisk lammede, svagtseende, muskelsvind og downs syndrom.

Gennem bogens ti interview får man et indblik i, hvor svært det kan være at gøre sig gældende på et område, der i høj grad hylder den stærke krop. Samtidig viser interviewene, hvor stor en tilfredsstillelse, det er, når man deltager og bryder de forventninger, der er til en. Kamilla er trods sit dårlige syn den bedste pige til fodbold på hele sit gymnasium og mener, at hendes præstationer er med til at vinde respekt blandt kammeraterne. Nicklas har vundet alt, hvad der er at vinde i el-hockey. Og motivationen har han stadig, siger han, for han hader at tabe!

Men selv om deres sport er et sted, hvor de kan udfolde sig med jævnbyrdige, er aldersspredningen ofte så stor, at det ikke bliver til noget socialt uden for træningen. Hvad de ti børn og unge også fortæller er, at de næsten alle sammen har været udsat for mobning i skolen, og at de har følt sig udenfor, både i idrætstimerne og i det almindelige sociale fællesskab i og uden for skolen. De har til tider været alene i frikvartererne, og en del af dem har følt sig hensat til at spille computerspil frem for at deltage i de andres leg.

De forklarer, at det ofte er svært at få folk til at huske, at tingene ikke altid går helt så hurtigt, når man har et handicap, og at det er rart, når der endelig er nogen, der lige stopper op og venter. Men det kan være svært at snakke om sit handicap og forklare, hvad det helt nøjagtig betyder.

Rasmus på 10 år fortæller, at hvis raske børn fik et handicap, ville de kunne se, hvor svært det kan være at lave de ting, han laver. Alle er åbne over for spørgsmål og ønsker ikke, at folk skal holde sig væk fra dem, bare fordi de er bange for at spørge.

Selv om jeg ikke rigtig føler, at bogen henvender sig til mig, nikker jeg alligevel genkendende til mange af de situationer, de unge og børnene beskriver, både i forhold til nederlag og til succeser. Det tror jeg, de fleste vil kunne.

Bogen kan bruges som inspiration for børn og deres forældre. Den viser, at der er mange forskellige sportsgrene, hvis man har et handicap. Desuden er den, som det står skrevet på omslaget, velegnet til undervisningsbrug.

Det er næppe en bog, man læser fra ende til anden, men de enkelte interview kan dog let stå alene og sætte fokus på mange af de problemstillinger, der gør sig gældende, når man har et handicap. De vil med rette kunne læses og diskuteres af elever med og uden et handicap.

Børnene beskriver med deres egne ord, hvor problemerne er størst, og hvor lidt der egentlig skal til for at ændre på dem. Bogen viser, at der ingen tvivl er om, at - med eller uden et handicap - er alle børn og unge på de fleste områder ens.

Anmeldelse bragt i "Idræt i skolen", august 2004

Af Flemming Rasmussen, redaktør

"Vi er med" er titlen på en ny bog fra Handicapidrættens Videnscenter. Den nye bog beretter om livet med et handicap med udgangspunkt i ti børn og unges oplevelser i skolen, fritiden, og med deres kammerater og idræt. Herunder kommer de ind på, hvordan det føles at være anderledes og om mobning og glæden ved livet.

Artiklen på de næste sider med Nina Eg fra Jyllinge er lånt fra bogen. Hun fortæller om sin idræts- og svømmeundervisning, og hvordan hun deltog i et handicapidrætsstævne for enkeltintegrerede elever sammen med to klassekammerater. Stævnet laves i et samarbejde mellem Dansk Handicap Idræts-Forbund og Dansk Skoleidræt flere steder i landet hvert år. Når handicappede fortæller, kan man ikke undgå at identificere sig. Den handicappedes verden rummer nemlig stærke personlige oplevelser, hvor der er gravet et spadestik dybere på livets forunderlige landevej. Herved er den handicappedes eksistens blevet udfordret, og det medfører ofte, at den handicappede er blevet en stærkere personlighed.

Det er netop den centrale pointe i "Vi er med", hvor de interviewede giver udtryk for humor, livsvisdom og refleksioner over tilværelsen. Det er inspirerende for alle, fx elever, forældre, lærere. Bogen er derfor velegnet til undervisningsbrug. Formen, den er formidlet i, en journalistisk interviewform, gør den ikke mindre spændende.