Tema-nummer om Nordisk konference: Idræt Handicap Læring

Indholdsfortegnelse:

Hvor skal handicappede dyrke idræt?

Ukuelig vilje til at ville

Udvikling før afvikling

Opfattelse af det normale

Sindslidende og psykomotorisk træning

Idrætsskole for børn med handicap

Kan idræt fremme deltagelse i hverdagsliv?

Læring som social praksisdeltagelse

Aflevér den bold

Idrætsprogram for børn og unge med handicap

Læring gennem idræt

Idræt som øjenåbner

At lære gennem deltagelse

Senhjerneskadede lærer at tage ansvar

Bedre køresolsteknik giver bedre livskvalitet

Af: Vibeke Lund

Idrætskonsulent i Handicapidrættens Videnscenter

På konferencens afsluttende paneldebat blev dette spørgsmål rejst. I en blanding af konstatering, frustration og undren blev det fremført, at det endnu ikke er lykkes at lave landsdækkende tilbud om foreningsidræt til fx mennesker med erhvervet hjerneskade. I den pædagogiske verden er der mange gode erfaringer med at inddrage idrætten i undervisningen – men den frivillige idræt ser ud til at have svært ved at følge op på de behov og interesser, der er blevet vagt hos deltagerne!

Man ser et billede for sig af et tog, der får flere og flere med, kommer op i fart for så pludselig at tabe dampen, når deltagerne stopper undervisnings- eller behandlingstilbudet. Her stopper toget brat ude af stand til at se de spor, der skal føre deltagerne videre til en livslang idrætsdeltagelse.

Med udgangspunkt i dette billede, kan man spørge:

Hvad er det for et spor, der skal lægges? Skal den sædvanlige organiseringsform stilles til debat? Hvor skal sporene føres hen? Skal der etableres partnerskaber?

Hvem lægger spor ud? Er det DHIF? Eller er der også andre aktører og i så fald hvilke?

Bolden er givet op.

På konferencen var det tydeligt, at idrætten er kommet på dagsorden i det omgivende samfund – hvem skal eller vil være med til at løfte opgaven?

Af: Dorthe Christiansen

David Lega er idrætsmand, foredragsholder og snart jurist. Han blev født i 1973 i Sverige. Under graviditeten blev hans mor forkølet. Det påvirkede hans celler i ryggen. Davids arme hænger ned langs siden, uden han har kontakt med musklerne. Armene kan derfor ikke rigtig bruges til noget. I sine ben har han til gengæld 3 % styrke. Han kan ikke strække benene. Men han kan bruge munden til at skrive med – og tæerne kan han bruge til det meste:

- Når man har et handicap, erstatter man det med noget andet. Når man ikke kan bruge armene, så bruger man munden eller fødderne. Jeg skriver fx med munden. Alt andet bruger jeg tæerne til. Børn er bedre til at lære end voksne. Som to-årig sad jeg ikke og spekulerede så meget over, hvordan jeg kunne lege – nej, jeg prøvede mig frem. Jeg legede og havde det sjovt. Lige som alle andre børn. Derfor lærte jeg at bruge tæerne til absolut alting, siger David Lega.

Allerede som barn havde David tilsyneladende en ukuelig vilje til at ville selv. Til at afprøve mulighederne og dermed lære nye ting:

- Det har altid være naturligt for mig at konkurrere mod mig selv. Jeg var to et halvt år, da jeg sad selv - og det til trods for at lægerne havde sagt, at jeg aldrig ville komme til at sidde selv. Så lærte jeg at løfte fødderne. Hele tiden lærte jeg nye ting. Det gør, at jeg ser på mig selv på en anden måde – jeg ved ikke, hvor min grænse går. Jeg kan altid udvikle mig. Jeg har respekt for mine grænser, men jeg er altid parat til langsomt at prøve grænserne af, fortæller David.

David Lega har selv udviklet sin kørestol, som har tre hjul – det ene sidder foran og har pedaler. David bruger fødderne til at styre kørestolen, som han i øvrigt har kørt en halv marathon på! Det med idræt har faktisk en særlig betydning for David. Igennem idrætten er mange grænser prøvet af og mange sejre er nået. Men den træning, som har fundet sted sammen med fysioterapeuterne, ser han derimod ikke så mildt på:

- Fysioterapi er røvsygt – hvis man synes, det er sjovt, skal man have undersøgt sin humor! Hele min barndom var jeg i forhandling med mine fysioterapeuter. Med idræt er det noget andet. Det er sjovt!, siger David.

Når man ser David Lega, tror man ikke lige straks, at han er en af Sveriges mest succesfulde idrætspersoner. Men det er han. Han har deltaget to gange i Verdensmesterskaberne i svømning og to gange i De Paralympiske Lege (PL). Om handicapidræt siger David Lega:

- Handicapidræt opfylder samme mål som almindelig idræt: Helse, styrke, mental træning, fællesskab, konkurrence og selvtillid. Men handicapidrætten indeholder et par elementer mere: Nemlig selvhjulpenhed og troen på sig selv. Derfor begynder mange at træne som supplement til fysioterapien – som er det kedeligste, som findes! I dag findes små børn, som træner for at vinde PL – der er kommet mere prestige i handicapidrætten, og det er fantastisk.

- Men egentligt er eliteidræt uinteressant. Der er mange, som siger, at det er klart, jeg har selvtillid, fordi jeg har vundet så mange medaljer. Men det er ikke medaljerne, som giver selvtillid. At lære at svømme giver derimod en masse selvtillid, siger David.

David Lega trænede derfor ikke først og fremmest for at vinde – selv om det naturligvis var super fedt at stå øverst på skamlen. Det vigtigste for David var at teste, hvor god han selv kunne blive. David fandt også blandt de andre kørestolsbrugere nogle forbilleder. Han så, hvordan de tacklede deres handicap og overførte nogle gange disse erfaringer til sit eget liv.

David fortæller, at journalister altid forventer, at det må være deprimerende at være ham. Han ligner jo ikke nogle andre og har intet håb om at komme til det. Men til det svarer David:

- Det her er mig – jeg har aldrig været deprimeret over mig selv. Det er normalt for mig. Det er meget overraskende for mange ikke-handicappede, at jeg aldrig er deprimeret. Men jeg er glad for det jeg kan. Andre siger, at de ofte er deprimerede – selv om de tilsyneladende har alt. Der findes personer, som er dygtige, populære, flotte osv – men som alligevel har det skidt med sig selv. Så findes der andre, som på overfladen ikke ser ud som en succes, men som alligevel har masser af ressourcer og glæde i sit liv. Hvorfor er nogle altid triste, mens andre altid er glade?

- Hvis man aldrig må kæmpe for noget, og derfor aldrig vinder nogle sejre, så er det nok ikke så fedt. Jeg ved, at jeg kun kan konkurrere med mig selv – og så er jeg sikker på at vinde. De små sejre giver øget selvtillid og selvværd og lyst til at konkurrere igen.

- Og jo, jeg ville ønske, jeg kunne gå – men jeg ønsker også at vinde i Lotto! Og jeg ved, det er urealistiske mål.

- Journalister spørger mig altid: Hvorfor er du så glad? Men prøv at tænke på, hvor meget anerkendelse jeg får! Jeg skriver mit navn på en overhead med munden – og straks synes alle, at jeg er helt fantastisk. Så kan man kun være glad. Tænk, hvis alle kunne føle sig så fantastiske! Det er jo et paradoks, at fordi jeg på grund af mit handicap er så dårlig, så synes folk, jeg er helt fantastisk, fortæller David.

David fortæller, at det i Sverige løbende bliver diskuteret, om man må stille krav til andre mennesker, især til mennesker med handicap. Mange mener, det er forkert at stille krav, men sådan ser David ikke på det:

- Man må forstå, at det er livsvigtigt at stille krav. Det giver selvtillid, når nogle stiller krav og forventer noget af en. Nogle der kender dig og ved, hvad du kan klare, og som tror på dig. I stedet for at diskutere om man bør stille krav, skulle man hellere diskutere, hvordan man skal stille krav, mener David Lega.

Når der generelt ikke stilles så mange krav til mennesker med handicap, mener David, at det handler om, at mange synes, det er synd for mennesker med handicap:

- Det er svært at stille krav til nogle, man synes, det er synd for. Forældre, der synes det er synd for deres børn, er ikke i stand til at stille krav. Derfor spiller alle som arbejder med handicappede en rolle: I skal stille krav til os handicappede – det er nødvendigt for vores selvtillid, at vi som alle andre får lov at afprøve grænser og få succesoplevelser. I må ikke synes, det er synd for os.

Og i idrætten er der masser af muligheder for at teste, hvad man kan magte. Ofte kan man mere, end man troede var muligt. Rigtig tilrettelagt kan idrætten give en masse sejre, som kan give mod på endnu flere udfordringer og dermed give mere selvtillid:

- En gang oplevede jeg min gamle svømmetræner i gang med at instruere en dreng på omkring 10 år. Drengen måtte virkelig kæmpe for hver en meter, han svømmede, og det tog lang tid. Midt i vandet stoppede drengen med at svømme, han gav op, han kunne ikke mere. Træneren kunne have valgt at hjælpe drengen op. Det gjorde han ikke – i stedet tog han en "badeting" og smed på maven af drengen samtidig med, at han sagde til ham, at han skulle tage at svømme videre. Det lyder måske lidt hårdt. Men det er et eksempel på, at træneren stillede realistiske krav til drengen. Drengen fortsatte nemlig sin svømning, og da han nåede ind til svømmekanten, var han meget glad og stolt. Han havde lige haft en kæmpe succesoplevelse, fortæller David Lega.

David er også træt af den fortsatte debat om, hvad man skal kalde mennesker med handicap. Han er dødtræt af, at det hele skal være så politisk korrekt:

- Så er vi funktionshæmmede, dernæst brugere, og nu tales der om, at vi er "deltagerindskrænkede". Folk er bange for at sige noget, fordi de er bange for at komme til at sige noget forkert. Derfor er jeg ikke handicapidrætsmand, men et mennesker med et handicap, som dyrker idræt – Fis! Vi skal bare opføre os pænt og normalt over for hinanden, siger David Lega.

I bogen "David Lega – när inte armarna räcker till" fortæller David Lega om sit liv til forfatteren Petter Karlsson. Bogen kan købes hos boghandleren. ISBN: 91-631-3330-x

Af: Jan Sau Johansen

Inga Friis Mogensen arbejder som selvstændig handicap- og motorik konsulent. Hun mener, at træning af færdigheder altid skal tage hensyn til den enkeltes forudsætninger for at sikre en optimal udvikling for den enkelte. Det er især vigtigt at være opmærksom på den reflektoriske og sansemæssige udvikling.

I sin tilgang til en idrætslig / træningsmæssig praksis skal fagpersoner ifølge Inga Friis Mogens forholde sig til 3 parametre:

• en teorisætning / et vidensfelt

• professionaliteten

• målgruppen

Praksisfeltet udfolder sig i samspillet mellem disse tre parametre - og om der sættes en afviklings- eller en udviklingsproces i gang afhænger af, hvordan den enkelte fagpersons forholder sig til de tre parametre.

Inga Friis Mogensen mener, at det er en forudsætning for udvikling, at der foregår en stimulering – understimulering, kan i visse tilfælde ses som en ubrugthed.

En af Inga Friis Mogensens teser er, at "hvis man er understimuleret på sanserne, bliver det vanskeligt at anvende kroppen."

Det er nemlig vigtigt at bruge sanserne, så de ikke udvikler sig til barrierer eller stopklodser for en videre udvikling af det handicappede barn, unge eller voksne. Baggrunden for denne tese, finder Inga Friis Mogensen i det faktum, at sanserne kan udløse reflekser. Det drejer sig om at afvikle reflekserne, så de bliver en bevidst tanke. Sanserne kan kun integreres ved at blive udløst.

Inga Friis Mogensen skiller sanserne i 2 hovedgrupper og en brobygningssans:

• Sanser, der primært retter sig mod omverdenen (fjernsanserne): syn, hørelse, lugt og smag

• Sanser, der primært retter sig mod kroppen (nærsanserne): labyrintsansen og den kinestetiske sans

• Den sans, der fungerer som brobygger og dermed retter sig mod såvel krop som omverden er ifølge Inga Friis Mogensen følesansen – den taktile sans.

Det centrale i arbejdet med udvikling er at se på de processer og forudsætninger, der ligger forud for beherskelsen af færdigheder. Såfremt man fra starten fokuserer på færdighederne, vil de sansemæssige forudsætninger kunne optræde som stopklodser for udviklingsprocessen:

- En refleks er en bevægelse, der ikke er på hjerneniveau. Når refleksen er integreret, udføres bevægelsen derimod som en bevidst motorisk handling. Denne reflekstræning er med andre ord en meget vigtig hjerneproces, altså et læringsmål, siger Inga Friis Mogensen.

Af: Dorthe Christiansen

Samfundets opfattelse af det normale skifter med de fremherskende dogmer, mener Birgit Kirkebæk, som er dr. pæd., forsker og forfatter. Nogle gange skifter opfattelserne blandt de professionelle behandlere så hurtigt, at et barn gennem sin opvækst kan nå at få adskillige diagnoser på sig, som hver gang påvirker den måde vi møder barnet på. Det er problematisk, fordi man dermed ikke tager udgangspunkt i det potentiale det enkelte barn har. Men derimod i de potentialer, som den enkelte diagnose giver. Men kan man vurdere et barn på baggrund af en diagnose og ens ekspertviden? - eller skal man lade barnet og han eller hendes unikke udviklingspotentialer være styrende for de tilbud der gives? Birgit Kirkebæk mener det sidste. Som behandlere må vi møde barnet på lige fod:

- Vi må "være mennesker først, så pædagog". Vi må bestræbe os på at få den nøgle til det kommunikative samspil, som barnet har. Vi må afbalancere samspillet, så begge parter får indflydelse på forløbet ud fra en ligeværdihedsideologi. Vi må først og fremmest undgå at bruge barnet, den unge eller den voksne som en skabelon for os selv eller som objekt for egne forestillinger om, hvad det er meningsfuldt at beskæftige sig med, eller hvordan "det normale" ser ud, siger Birgit Kirkebæk.

Du kan læse hele Birgit Kirkebæks foredrag her.

Af: Vibeke Lund

Der var stor opmærksomhed og spørgelyst til dette emne, som Jan Svensson fremlage på en af konferencens parallel-sessioner. Jan Svensson er leder af Idrætshuset for psykisk syge i Københavns kommune.

Foredraget tog udgangspunkt i en ph.d.-afhandling, som Jan Svensson har lavet på Amtssygehuset i Glostrup. Erfaringerne herfra støtter en antagelse om, at psykomotorisk træning har en positiv effekt på de indlagte patienter.

Jan Svensson kunne fra sin undersøgelse fremhæve følgende områder, som deltagerne oplevede, at idrætten havde bidraget til:

• større selvtillid
• større udadventhed
• mere energi – også til daglige gøremål
• større respekt for hinanden
• glæde

Også personalet havde oplevet den psykomotoriske trænings positive effekt. De siger, de har oplevet:

• ressourcer hos patienterne som ikke ses i andre sammenhænge
• fællesoplevelser, at være sammen på lige fod
• mere ro og større aktivitet i afsnittet
• mindre sygefravær
• større respekt for hinanden.

Jan Svensson fortalte levende om, hvordan deltagerne gennem idrætten, legen, kampen og konkurrencen fik vendt op og ned på deres negative oplevelse af sig selv og deres krop. Disse gode resultater opstår næppe fordi man ureflekteret arrangerer nogle idrætsaktiviteter.

I bogen "Psykomotorisk træning i behandlingen af indlagte psykiatriske patienter". (Svensson, 2001) kan man læse meget mere om hele den måde, hvorpå projektet blev gennemført og evalueret. Det er meget interessant læsning, som vi kun kan anbefale at kaste sig over, hvis man ønsker inspiration til igangsætning af idræt for sindslidende.

Du kan se Jan Svenssons præsentation her.

Af: Dorthe Christiansen

Annica Fornell er projektleder for "Försök med motions- og idrötsskolor". Hun har igennem mange år været aktiv i SHIF (det svenske handicapidrætsforbund). Hun fortæller, at der sidst i 90´erne var en negativ tendens i handicapidrætten med færre medlemmer - bortset fra udviklingshæmmede, som blev mere og mere aktive.

Der var derfor et ønske om at vende udviklingen i forhold til fysisk handicappede.

- Vi havde ikke så mange piger i vores handicapidrætsforeninger. Samtidig vidste vi, at integreringen i skolernes idrætsundervisning ikke fungerer. Derfor har børn og unge med handicap ikke så mange tilbud om fysisk aktivitet som andre børn og unge. Men de har mindst lige så meget brug for det! Motions- og idrætsskolerne skulle muliggøre, at børnene kunne være med til idræt og gøre sig nogle erfaringer, som forhåbentligt vil motivere dem til at fortsætte med idræt, fortæller Annica Fornell.

Mens børnene går i Idrætsskolen, skal de finde ud af, hvad de vil, og trænerne har til opgave at hjælpe dem videre – også ud i raskidrætsforeningerne. Derfor er det vigtigt, at børnene præsenteres for nogle forskellige idrætsgrene. Og børnene skal have en viden om, hvad det vil sige at gå til idræt: Man skal klæde om, ind på banen, adlyde instruktionen, spille sammen med andre børn, være social og efter idrætten skal man i bad og klæde om.

Idrætsskolen skal derfor:

• Skabe forudsætning for at børn med handicap kan prøve idræt i nærmiljøet

• Lave idræt ud fra barnets behov og forudsætninger
• Tilbyde mindst fem idrætter på et år
• Give medlemskab i en forening

Det er forskelligt, hvornår og hvor længe idrætsskolen har aktiviteter.

Da projektet startede, var målet at etablere fem skoler med forskellige driftsmåder. Her fem år efter er der etableret 55 idrætsskoler rundt om i Sverige. De drives fx som:

• En handicapidrætsforening
• En raskidrætsforening
• Et samarbejde mellem kommune, idrætsforening og interesseorganisation
• Et samarbejde mellem børnerehabilitering, idrætsforeninger og kommunen

Annica Fornell fortæller, at det har været betydningsfuldt for børnene, at nogle af lederne og trænerne selv har et handicap og har været aktive i handicapidrætten. Dermed kan trænerne være levende beviser på, at meget kan lade sig gøre. Trænerne fungerer dermed som forbilleder, som børnene kan spejle sig i. Og det kan være til inspiration for børnene, men også for deres forældre. Til gengæld skal man ikke kræve af træneren, at han eller hun skal vide alt om handicap – skal der tages specielle hensyn til barnets handicap, så er der brug for personlig assistance. Men det er ifølge Annica Fornell vigtigt, at lederne og trænerne laver så homogene grupper som muligt fysisk, mentalt og aldersmæssigt.

Idrætsskolerne skal være med til at motivere børnene til et aktivt idrætsliv. Igennem projektet får børnene mulighed for at mærke efter, hvor de har lyst til at være. Skal det være i en handicapidrætsforening eller i en raskidrætsforening? Skal det være boldspil, svømning eller gymnastik? Der skal være en valgmulighed. Man skal se på individet.

Igennem projektet får børnene nogle oplevelser sammen med andre børn, som har et handicap. I dag er børn med handicap integreret i en almindelig skole, og derfor får de ikke særlig mange oplevelser sammen med andre handicappede. Og selv om det er godt med integration, så er det også godt at være sammen med nogle, som er i samme situation, og som man derfor kan drøfte særlige spørgsmål med, mener Annica.

Annica Fornell har også oplevet en forandring i raskidrættens holdning til handicappede. Idrætsskolerne har været en god måde at åbne døren ind til raskidrætten. Når man starter med børnene bliver det med handicappet afdramatiseret. Og for nogle børn betyder det rigtig meget at kunne træne i den lokale idrætsklub sammen med kammeraterne.

Når flere instanser går sammen om en idrætsskole, behøver det ifølge Annica Fornell ikke at være særlig dyrt. Det koster 5-10.000 kr pr. år at drive en idrætsskole, hvis man gør det sammen. I øvrigt er der mange fonde at søge, når man har et godt formål!

Annica Fornell kan kontaktes på følgende adresse:

Annica Fornell, Korskrog 90, 590 33 Borensberg, Sverige eller e-mail: fornella@algonet.se

Af: Vibeke Lund

Dette spørgsmål har Bente Schwensen sammen med kolleger fra Videnscenter for specialpædagogik i Nykøbing Falster undersøgt.

De har i en tre-årig periode benyttet idræt som bærende metode i undervisningen af voksne med erhvervet hjerneskade.

Projektgruppen siger selv om deres erfaringer:

For at klare hverdagslivets udfordringer efter en hjerneskade må der ske en læring inden for forskellige kompetenceområder. I projektet ville man sætte fokus på, hvordan man gennem idrætsdeltagelse kunne udvikle kognitive, sociale, fysiske og psykiske kompetencer.

Forskellige temaer inden for de fire kompetenceområder skulle være retningsgivende for tilrettelæggelsen af undervisningen. Modellen giver et billede af den tænkning, der ligger bag: