Alle skal have mulighed for at leve et aktivt liv – men hvordan?

Mennesker med funktionsnedsættelser er mindre aktive end danskerne generelt. Det at leve et aktivt liv har indflydelse på både livskvalitet, sundhed og samfundsøkonomien. Men hvad skal der til for, at flere mennesker med funktionsnedsættelser bliver aktive i f.eks. idrætsklubberne? Det diskuterede netværket Aktiv fritid for alle på deres seneste netværksmøde.

Af Maja Sølvstrøm Jensen

Der er mange positive effekter ved at leve et aktivt liv. Det gælder ikke mindst for mennesker, som har en funktionsnedsættelse. Og det gælder uanset, om man er aktiv i en idrætsklub eller selv organiserer aktiviteterne. Deltagelse i fysisk aktivitet er positivt for den enkeltes livskvalitet, sundhed og socialliv. Og for samfundet generelt er det positivt, fordi aktive borgere har brug for færre sociale ydelser. Alligevel er der langt færre mennesker med funktionsnedsættelse, der er fysisk aktive, end når man ser på danskerne generelt.

Det skyldes en lang række af barrierer. Borgeren selv har måske logistiske udfordringer i forhold til at komme til og fra de tilbud, der er. Det kan også være, at vedkommende mangler motivation eller viden om de eksisterende tilbud. Samtidig mangler mange idrætsklubber viden om at inkludere mennesker med funktionsnedsættelser i deres idrætsaktiviteter. Kommunerne spiller også en rolle i forhold til at informere borgerne om tilbuddene, og i forhold til eventuelt at hjælpe med ledsagerordning for borgere, der har udfordringer med f.eks. transport.

Gentofte Kommune går forrest

I Gentofte Kommune er man opmærksom på de mange fordele og har derfor lavet en særlig indsats for at få borgere med funktionsnedsættelser i gang med idrætsaktiviteter. Kommunen har en vision om, at alle borgere skal have adgang til et aktivt fritudsliv, og siden 2008 har kommunen arbejdet aktivt for at opfylde visionen gennem en række af projekter.

De arbejder med fire typer af indsatser:

  1. Skabe nye tilbud for borgere, som har behov for specialiserede tilbud, som kan bringe dem sammen med borgere uden handicap
  2. Udvikle og implementere et foreningsspringbræt for borgere, som kan indgå på særhold i det almene idræts- og fritidsliv
  3. Gøre det lettere at finde de relevante tilbud, der er for borgere med særlige behov i det etablerede foreningsliv og på aftenskoler
  4. Understøtte etableringen af nye tilbud i det almene foreningsliv: Nye foreninger, nye særhold og øgede muligheder for inklusion i almene tilbud

”I Gentofte Kommune har vi blandt andet startet brobygningsprojekter med almene idrætsforeninger, lavet en særlig indgang fra kommunens hjemmeside, hvor borgere med funktionsnedsættelse kan få overblik over mulighederne for at være idrætsaktiv og startet efteruddannelse af personale på sociale institutioner,” forklarer Christian Madsen, som er chefkonsulent i Gentofte Kommune vedrørende idræt, fritid og handicap.

Kommunen har samtidig arbejdet med idrætsklubberne for at gøre dem mere åbne over for at optage medlemmer med funktionsnedsættelser. De har understøttet uddannelse af trænere, etablering af særhold og inklusion på almene hold. Erfaringen i kommunen er, at det mest afgørende for, om en klub er åben over for at modtage borgere med funktionsnedsættelse, er, at de har prøvet det før. Derudover kræver visionen en stor opsøgende indsats i forhold til borgerne:

”Vi har lavet en udgivelse, vi deler ud, og så er vi ude på skolerne, institutionerne og i foreningerne. Men vi oplever stadig, at folk mangler information, så det er en konstant indsats,” forklarer Christian Madsen.

Hvor svært kan det være?

Og der er behov for de særlige tiltag. Ifølge elitechef i Parasport Danmark Michael Mølgaard er mennesker med funktionsnedsættelser nemlig markant mindre aktive end danskerne generelt. Derfor søsatte Parasport Danmark i efteråret kampagnen ”Hvor svært kan det være?”, hvis mål er at få flere børn og unge med funktionsnedsættelse til at dyrke idræt.

”Der er omkring 500.000 mennesker med handicap i Danmark, og svenske studier viser, at idrætsaktivitet fører til øget selvværd og store samfundsbesparelser i forhold til målgruppen. Vi har startet kampagnen for at skabe synlighed om mulighederne for at dyrke idræt, når man har et handicap, og for at skabe en holdningsændring i befolkningen i forhold til, hvad mennesker med handicap kan,” forklarer Michael Mølgaard.

Han forklarer, at kampagnen har givet stor synlighed, og at budskabet er nået bredt ud. Rekrutteringsmæssigt har den dog kun haft en mindre effekt. Et par af deltagerne på temadagen mener, at det måske kan forklares med, at kampagnen har meget fokus på eliteidræt og konkurrence, mens mange i målgruppen dyrker idræt på grund af fællesskabet i klubberne.

Ifølge Michael Mølgaard kan en god måde at få flere mennesker med funktionsnedsættelse til at dyrke idræt være at skabe forpligtende partnerskaber mellem parasporten og den almene sport. Det er en bevægelse, som allerede er i gang, og Parasport Danmark skubber på:

”Partnerskaberne er win-win. Det skaber mere synlighed omkring parasport, det giver et større rekrutteringsgrundlag, fordi der er mange flere klubber, når man ikke begrænser sig til specialklubberne, og der er flere sportslige kompetencer og bredere og bedre idrætstilbud,” siger Michael Mølgaard.

Han fortæller, at klubberne på Parasport Danmarks hjemmeside kan finde vejledninger i at inkludere mennesker med funktionsnedsættelse i forskellige idrætsgrene.

Svært at skaffe frivillige

En anden måde at understøtte idrætsaktiviteter for mennesker med funktionsnedsættelse er ved hjælp af frivillige. Der er dog enighed om på temamødet, at frivillige ofte er svære at skaffe, fordi konkurrencen om dem er hård. Men hvad skal det til for at gøre et projekt attraktivt for frivillige? Det er der flere bud på, ikke mindst fra Christian Madsen:

”I Gentofte Kommune har vi en del erfaringer med at bruge frivillige, og der er nogle ting, som går igen i de projekter, hvor det er gjort med succes. Det er vigtigt, at man ikke styrer de frivillige for meget og vil have dem til at lave noget helt bestemt, for så har de ikke medejerskab og mister motivationen. Skal man have frivillige til at løse opgaver, gælder det om at få øje på nogen, som allerede gør noget, og som man kan koble sig på eller samarbejde med,” mener han.

Mange af deltagerne har oplevet, at frivilliggrupper kan være ustabile, og at enkelte frivillige ender med at tage hele ansvaret, og det er en skrøbelig konstruktion. Derfor arbejder flere med frivilligkontrakter, som sikrer forventningsafstemning imellem de frivillige og ”arbejdsgiveren”. Hos Københavns Idrætsforening for Udviklingshæmmede (KIFU) har man gode erfaringer med at tilbyde en hel frivilligpakke til nye frivillige:

”Her får man svar på, hvad opgaverne går ud på, hvordan samarbejdet kommer til at køre, hvad der forventes, og hvad man får ud af at være frivillig hos os. Og så underskriver man samtidig en kontrakt. Den er selvfølgelig ikke bindende, men det giver en anden følelse af forpligtelse hos de frivillige,” forklarer Sarah Forsberg fra KIFU.

Mange oplever det som et dilemma, at man på den ene side ikke vil være for styrende over for de frivillige, men at man samtidig har brug for, at de er stabile og udfører bestemte arbejdsopgaver. Der er dog på temamødet enighed om, hvad der er det vigtigste i forhold til at holde på de frivillige: Et godt fællesskab mellem de frivillige, at man føler, at man gør en forskel, og at man som frivillig også har en personlig interesse i arbejdsområdet.

Vil du være med i netværket Aktiv fritid for alle? Meld dig ind her.