Foto af deltagerne på Vinden i Ryggen

Vinden i ryggen, smil på læberne og erfaringer i rygsækken

Efter fire dages vandring, roning, cykling, sejlads samt overnatning og madlavning i det fri, landede Vinden i ryggen ekspeditionen glade og trætte på Egmont Højskolen i Hou, hvor en stor delegation af højskolens elever klappede de 6 deltagere + følge i land.

Det blev en tur, som med en heldig planlæggerhånd var begunstiget af fremragende vejr fra start til slut, men som alligevel bød på udfordringer og oplevelser, som alle deltagere vil huske i mange år. Med start fra Gudenåens udspring ved Tinnet Krat i Østjylland på gåben 11 km til Tørring, hvor frokosten blev indtaget, og der blev skiftet til kanoer. Herefter en god rotur op ad Gudenåen til lejrplads i Åle med overnatning i telte. Dag 2 startede med endnu en kanotur længere op ad åen, indtil vi nåede Gudenå Campingplads, hvor der blev spist frokost og skiftet til cykler. Anden dags lejrplads blev nået om eftermiddagen i Lundum, hvor der var mulighed for overnatning i shelters. Dag 3 startede med en ny cykeltur ind til Horsens havn, hvor der blev spist frokost, inden vi satte os i to både, der sejlede os ud gennem Horsens Fjord til lejrplads på stranden ved Snaptun - den mest primitive lejrplads på de tre dage!
Endelig på dag fire sejlede vi i strid modvind på mod Egmont Højskolen i Hou, som vi ramte ca 15.30 - til fornem modtagelse med stående klapsalver, livemusik og boblevin!

En fremragende tur, som jo ender med at blive en til dokumantarfilm, som udkommer i slutningen af dette år.

Læs mere og se flere billeder på www.vindeniryggen.com

Alle arrangører: Egmont Højskolen, Dybkær Specialskole, UC Syddanmark og Handicapidrættens Videnscenter siger tak for en fantastisk tur. Og også en stor tak til DiTFRiLUFTSLiV og VendsMotorik- og Naturskole. Uden dem, var turen blevet en helt, helt anden!

Desuden tak til Vanførefonden og Friluftsrådet for økonomisk støtte, der gjorde hele projektet muligt!

Deltagerne på turen var:

Lillian, 39 år. Har SLE (lupus), som er en immunforsvarssygdom og har desuden kunstig hofte og skader i begge skuldre. Har boet i Norge i 20 år og er entusiastisk bruger af naturen. Er uddannet lærer med efteruddannelse i teater- og dramapædagogik.

Svend Erik (kaldet Svende), 44 år. Er mildt udviklingshæmmet. Har siden 2008 arbejdet som skovhjælper i Naturcenter Herstedhøje, hvor han er særligt ansvarlig for fårene. Bor til daglig i Taastrup med sin kone.

Hazel, 23 år. Er født blind med ca. 2 % restsyn. Kan se en smule, når det er mørkt. Studerer litteraturvidenskab og spiller goalball på det danske landshold. Bør i Brøndby Strand.

Jeppe, 24 år. Er spastiker – og en cool én. Er glad for at rejse og har lige været 3 måneder i USA. Bruger naturen meget og elsker at lave bål og sove under åben himmel.

Lotte, 42 år. Er rygmarvskadet og sidder i kørestol, men er dog i stand til at gå. Desuden født med kraftigt nedsat syn – 5 %. Laver meget foreningsarbejder i Dansk Handicap-Forbund, RYK, Foreningen Servicehunde til Handicappede mm.

Claus, 36 år. Fik en blodprop i hjernen i maj og har siden døjet med koncentration, overblik og træthed. Er asfaltarbejder og kom fra en hverdag med fuld knald på med familie og arbejde, men har måttet ændre sin dagligdag radikalt de seneste måneder. Bor til daglig i Kjellerup kone og 3 børn.

Sidst opdateret 05. maj 2017