Test afslører mangler på Roskilde Festival

Hvordan er det at tage på nordens største festival med synshandicap? Det forsøger en konsulentvirksomhed at finde ud af ved af hjælp af en test. Handicapidrættens Videnscenter har hjulpet med at kvalificere testen – og vi var også med på sidelinjen undervejs
 

Tekst og foto: Britt Esrom

”Prøv at finde et First Aid-telt,” siger Christine Svensson, som er partner hos Ballast CPH – en virksomhed, der arbejder med tilgængelighed for personer med synshandicap.

Hun kigger over mod to unge mænd, som straks finder deres smartphones frem og trykker sig ind på Roskilde Festival app’en.
App’en fungerer nemlig som en digital lommebog med praktiske oplysninger om alt fra madboder til spilleplan og et kort over området. 

25-årige Jens Christian Carlos Sørensen og 24-årige Lasse Larsson er begge svagtseende og kommer fra Dansk Blindesamfunds Ungdom. I dag er de testpersoner for Ballast CPH, der netop nu er i gang med at undersøge, hvor tilgængelig Roskilde Festival er for personer med synshandicap.

Jens Christian Carlos Sørensen kigger op fra skærmen og siger til Lasse Larsson:

”Det må være dén vej.” 

De to unge mænd begynder at gå i retning af nogle madboder. 

Tester både fysisk og digital tilgængelighed

Blindetesten har været undervejs i nogen tid, fortæller Helle Vedø, der også er partner hos Ballast CPH.

”Vi vil gerne undersøge, hvordan det opleves at færdes på pladsen, for eksempel i forhold til de forskellige belægninger som grus og træflis, men også i forhold til hvor nemt det er at orientere sig via de fysiske skilte og digitalt,” siger Helle Vedø og fortsætter:

”Vi er også interesserede i at finde ud af, hvordan medarbejderne agerer i situationer, hvor de skal hjælpe mennesker med særlige udfordringer.” 

Ser hverken badge eller stok

Jens Christian Carlos Sørensen og Lasse Larsson lader til at have mistet orienteringen, og de går over mod den nærmeste bod for at få hjælp.

”Ved du, hvor First Aid-teltet ligger?,” spørger Jens Christian Carlos Sørensen.

”Ja, det ligger lige dernede,” siger den unge mand ved skranken, mens han læner sig frem og peger i retning af teltet, der ligger et par madboder længere nede.

Partner Christine Svensson trækker på smilebåndet:

”Ja, det er jo lidt sjovt, at han slet ikke lægger mærke til Jens’ badge,” siger hun.

Jens Christian Carlos Sørensen bærer en badge på sin t-shirt med tegningen af en mand med stok. ’SVAGTSEENDE’ står der under billedet af manden. 

Efter nogen tid lykkedes det testpersonerne at finde det hvide First Aid-telt.

Plads til forbedringer

Lasse Larsson og Jens Christian Carlos Sørensen er enige om, at app’en ikke fungerer optimalt.

For eksempel har Lasse Larsson svært ved bruge sin VoiceOver-funktion med app’en, fortæller han og fortsætter:

”Og man kan ikke se, hvor man befinder sig på pladsen, når man trykker sig ind på kortet.”

”Har I ikke også svært ved at finde ud af det?,” spørger Jens Christian Carlos Sørensen og kigger over mod Christine Svensson og Helle Vedø.

”Jo, det er da rigtigt,” konstaterer Helle Vedø, mens hun swiper rundt på kortet med fingeren.

”Og i virkeligheden handler det bare om at sætte en ekstra kodelinje ind i app’en, så kortet bliver interaktivt,” forklarer Christine Svensson.

”Ja, og mange gange er det også sådan, at hvis noget bliver mere tilgængeligt for personer med synshandicap, så bliver det også bedre for os andre,” siger Helle Vedø.

Også gode takter

Men det er ikke alt, der halter. For eksempel fungerer skiltningen optimalt. I hvert fald nogle steder, siger Lasse Larsson.

”Et godt skilt består af kontrastfarver, og ved madboden her har man for eksempel valgt en sort baggrund med hvid skrift.”

Han er også glad for, at madboden, som burgerrestauranten Halifax står bag, har valgt at placere et klapskilt et par meter fra boden.

”Så kan jeg bestemme mig for, hvad jeg vil have at spise, inden jeg stiller mig om i køen.”

Jens Christian Carlos Sørensen supplerer:

”Ja, det betyder, at man ikke først får at vide, hvad der er på menuen oppe ved skranken og dermed er tvunget til at træffe en hurtig beslutning om, hvad man vil have.”

Ballast CPH forventer at være klar med en evaluering til august i år.
 

Sidst opdateret 22. august 2018