Dans - The feel good way

The Feel Good Way er dans, som ikke kan gøres forkert. Ingen forkerte trin, ingen forkert dansefatning, ingen forkert rytme. For The Feel Good Way handler om, at ALLE skal kunne deltage, og at ALLE skal blive motiveret til at bevæge sig og have det sjovt!

Tekst og video: Bo Therkildsen

Signe Naessings energiniveau er beundringsværdigt allerede fra starten af dagens første to danse-sessions. I Skanderborg Aktivitetscenter har ca. 25 deltagere - personer med udviklingshæmning eller hjerneskade – stillet sig op i en cirkel på det store gulv, og straks Signe skruer op for musikken, bliver de drevet rundt i lokalet som opvarmning. Alle deltagere virker som om, de ved, hvad de skal, og alle deltager, så godt, de nu kan.

”Så er vi til rockkoncert og spiller luftguitar!” brøler Signe, og de dansende deltagere spiller guitar, det bedste de har lært.
”Og nu er vi skovhuggere, der skal ud i skoven og save de største træer ned!”, lyder instruksen til den næste sang, og så bliver der ellers lavet store savebevægelser.

Historierne driver værket

For en gruppe mennesker, der normalt ikke bevæger sig meget, er denne dags dansetime rigeligt til at få sved på panden og få gang i muskler, der sjældent bliver rørt. Og netop det, at hver dans indeholder en lille historie, der definerer bevægelserne, er en del af idéen bag the Feel Good Way, forklarer Signe Naessing.

”Det er historierne, der driver værket og giver deltagerne lyst til at gøre mere. Det er ikke fordi, jeg siger, at de nu skal bevæge sig præcis på en bestemt måde. Fortællingerne er lette at afkode og betyder, at deltagerne ikke bare følger instruktørens bevægelser, men skaber sine egne. For der er ikke noget, der hedder rigtige eller forkerte bevægelser i vores dans. På den vis er det helt modsat den mere traditionelle terapi og genoptræning, hvor bevægelserne er mere fastlåste. Jeg kan se – når jeg arbejder med et hold over længere tid – at der sker seriøse kvantespring i deltagernes formåen – de stamper hårdere, de strækker sig højere, de rammer rytmen bedre og bedre.”

Deltag med det, du kan!

På dagens andet hold – et bosted for mennesker med alvorlige hjerneskader og/eller udviklingshæmning i Horsens, er deltagerne dårligere rent fysisk og motorisk. Flere sidder i kørestol, nogle må blive siddende på en stol hele timen, mens andre måske er gående, men meget låste i deres bevægelser. Men da først musikken spiller, og Signe sætter gang i dansen, deltager alle så meget de kan. Og netop det, at man deltager, med det, man kan, er endnu en af nøglerne i the Feel Good Way.

”Meget af den dans, der bruges til mennesker med handicap, er bygget op omkring færdige koreografier -  stort set alt handler om at gøre noget rigtigt. Vi prøver i stedet at bygge et rum, hvor vi skaber selvtillid hos deltagerne og er katalysator til, at de bevæger sig mere – og ikke ifølge en fast koreografi. På den måde er alle en succes lige fra starten.  I princippet er jeg ligeglad med, hvilken bevægelse, deltagerne laver, bare der ER en bevægelse! Det gør, at vi kan skabe et rum, hvor alle kan være med – uanset funktionsniveau, og at vi gennem dansen kan træne og udvikle deres motorik, koordination og balance. Jeg kan se, at ligeså snart, de afkoder, at vi mener det alvorligt med, at de ikke kan gøre noget forkert, så bliver bevægelserne større, flere af dem strækker sig mere og roterer meget mere i kroppen, og jeg kan se, at flere bliver overrasket over, hvor meget de rent faktisk er i stand til at bevægelse sig. For de bliver grebet af stemningen – de bliver optaget af historien om at plukke æbler, spille luftguitar eller save træer,” siger Signe Naessing.

”Man får rørt kroppen”

For 30-årige Jane, der deltager på det første hold i Skanderborg, er den ugentlige dansetime en god mulighed for at få rørt sig og være sammen med veninden Louise.

”Jeg har nok været til dans 30-40 gange. Jeg kan rigtig godt lide det, man får rørt hele kroppen og man får varmen. Louise er min bedste veninde, som jeg har kendt i 8 år. Hun kan ikke snakke, men smiler med øjnene. Jeg danser med Louise hver gang og hjælper hende med at danse,” fortæller hun.

Fakta:

The Feel Good Way er en videreudvikling af The Groove Method - en dansestil udviklet af den amerikanske danser Misty Tripoli.
The Feel Good Way har eksisteret siden 2011 og tilbyder i dag både uddannelse, kurser, sommerskole, workshops mm. til meget brede målgrupper.

Læs mere om The Feel Good Way på deres hjemmeside

Sidst opdateret 05. maj 2017