Det startede med et cykelstyr, et støvsugerrør og en gammel kontorstol

Det er 26 år siden, at Connie Hansen og Mansoor Siddiqi tog de første spadestik til den disciplin, som i dag hedder RaceRunning. Connie og Mansoor har dedikeret mange år til at udvikle og udbrede idrætsgrenen, og det hårde arbejde har nu virkelig givet pote. IPC har per 1. januar 2018 anerkendt RaceRunning som officiel parasportsdisciplin, og Connie og Mansoor har samtidig vundet Kulturministerens Parasportspris. Her fortæller de to ophavsmænd om med- og modgang og nogle af de største øjeblikke.

Af Maja Sølvstrøm Jensen

”Kan du hjælpe mig med at designe en baglæns racerkørestol, som virkelig udnytter mine kræfter?” Sådan spurgte Mansoor Siddiqi i 1991 kørestolsraceren Connie Hansen. Mansoor havde i mange år kørt baglæns kørestolsrace, men han følte ikke, at kørestolene gav ham det fulde udbytte. Connie Hansen er, foruden at være femdobbelt guldvinder i kørestolsrace, uddannet ergoterapeut og havde tilbragt meget af sin barndom i sin fars maskinværksted. Hun tog imod udfordringen, og det blev startskuddet til historien om RaceRunning.

Efter nogle uger vendte Connie tilbage til Mansoor og spurgte: ”Hvorfor vil du egentlig køre baglæns?”. De fleste spastisk lammede atleter kørte på det tidspunkt baglæns og brugte benene til at sparke sig frem, og Mansoor havde ikke overvejet alternativet. Men Connie udviklede sammen med sin far en helt ny stol, som var specialdesignet til at køre forlæns og give støtte de rigtige steder, så atleterne bedre kunne udnytte deres kræfter.

”Den første stol lavede vi ud af et gammelt cykelstyr, hjulene fra en barnevogn, støvsugerrør og ryggen fra en kontorstol. Vi prøvede os frem for at finde ud af, om vi overhovedet kunne lave noget, der fungerede.”

At løbe fremad er at angribe

Det kunne de heldigvis godt, og senere samme år deltog Mansoor i Robin Hood Games i Nottingham, hvor han stillede op mod kørestolsracerne, som kørte baglæns. Da han ankom med sin specielle stol fik han at vide, at den kunne han ikke få lov at køre i. De indvilligede dog i at lade ham køre, hvis han ikke deltog i konkurrencen om medaljerne.

”Det var helt fint med mig. Og det viste sig jo, at jeg kunne spæne fra de andre deltagere. Jeg lå mindst et par sekunder foran i alle de løb, jeg deltog i,” griner Mansoor.

Det betød, at flere fik øjnene op for det nye redskab, og en af klassifikatørerne fra CPISRA, som er den internationale organisation for atleter med cerebral parese, udtalte:

”Det her er da den naturlige vej at løbe. At løbe fremad, det er at angribe. At løbe baglæns er at flygte fra noget.”

Siden da er der sket meget. Connie har videreudviklet RaceRunneren og producerer og eksporterer i dag sin model til mange forskellige lande. Og Mansoor har som klubformand på Frederiksberg og som cheftræner for RaceRunning i Parasport Danmark været en hovedkraft bag udbredelsen af RaceRunning til klubber i både Danmark og resten af verden.

Om deres samarbejde fortæller de, at det er som at være i familie – nogle gange er man enige om tingene, andre gange er man ikke. Men de har overordnet set arbejdet for det samme mål, som nu er godt på vej til at lykkes.

Udviklingen er langsom – men i den rigtige retning

I dag konkurrerer omkring 500 atleter på verdensplan i RaceRunning, og lokale klubber skyder op rundt omkring i Danmark. Og i oktober måned annoncerede IPC, at RaceRunning fra 1. januar anerkendes som officiel parasportsdisciplin. Det betyder blandt andet, at RaceRunning er på programmet ved IPCs officielle Europamesterskaber i Berlin i sommeren 2018, og det er en kæmpe sejr. Men vejen dertil har ikke været uden modstand.

”Vi har mødt mange forskellige udfordringer, og det betyder, at det har taget enormt lang tid at udvikle idrætten. Det handler om timing, politik og trends – og så er der nogle helt konkrete udfordringer med, at målgruppen er lille og spredt geografisk, som kan gøre det svært at skabe lokalforeninger,” forklarer Connie.

”Det har også været en forhindring, at der var nogle atleter, som havde trænet hårdt i mange år i baglæns kørestolsrace. Hvis man pludselig tillod de her RaceRunnere, som kunne løbe meget stærkere, så ville de atleter jo hurtigt blive fortrængt. Så vi har måttet vente på den naturlige afgang, både blandt udøvere og politikere.”

Men RaceRunning handler for Connie og Mansoor langt fra kun om eliteidrætsudøverne. Tværtimod er det en stærk motivation for dem, at RaceRunning kan hjælpe mange mennesker, som ellers ikke har været i stand til at dyrke idræt.

”Noget af det fantastiske ved RaceRunning er, at nogle af dem, som alle troede ingenting kunne, de viser sig at kunne rigtig meget. Det handler også om at give den enkelte en tro på, at de kan. Hvis du får at vide 100 gange om dagen, at du ikke kan, så ender du måske med at tro på det,” siger Mansoor.

RaceRunning viser menneskers fulde potentiale

RaceRunneren giver en helt anden støtte end en klassisk kørestolsracer, og det betyder netop, at mennesker med sværere handicap har mulighed for at dyrke idrætten. Og Mansoor og Connie har set utrolige ting igennem tiden. Mansoor fortæller om det største øjeblik, han har oplevet:

”I 1999 afholdt vi en workshop på en specialskole i Belgien. En af deltagerne var en 10-årig dreng med spastisk lammelse, som kom sammen med sine forældre. Han blev kørt ind i sin seng, fordi han ikke kunne rejse sig. I løbet af de fire dage, vi var der, fik vi ham op at gå i en RaceRunner. Hans forældre var helt ude af den, for han havde aldrig været ude af den seng før. Lige præcis det øjeblik, det vil jeg altid huske.”

Connie supplerer:

”Desværre er den historie også udtryk for en massiv forsømmelse i hele handicapbranchen i forhold til at se menneskers sande ressourcer og potentiale. Der var tale om en af de største og mest specialiserede institutioner for handicappede i Belgien, og så ligger der et barn på den måde,” siger hun og fortsætter:

”Vi har masser af eksempler på børn, som måske udefra kan ligne grønsager. Men så viser det sig, at hvis de får den rette støtte, så kan de det mest utrolige. Man er nødt til at give mennesker en chance for at vise, hvad de kan. Så vi kæmper også med en mangel på lyst til at udfordre det bestående.”

Vi må ikke blive selvfede

De er heldigvis enige om, at der er sket meget siden 1991:

”Vi startede jo på et tidspunkt, hvor man havde en anden forståelse af cerebral parese, og hvor man stadig var meget forsigtig med, hvad man turde udsætte mennesker med handicap for. Det har ændret sig, og i dag er det nemmere at få læger og videnskab til at bakke op om, at intensiv aktivitet er både godt og nødvendigt, hvis man skal være bedst muligt funderet til at håndtere sine udfordringer,” mener Mansoor.

I dag bruges RaceRunneren derfor ikke blot indenfor idræt, men også af institutioner og fysioterapeuter i både Danmark og Sverige. Og Mansoor og Connie arbejder fortsat for udbredelsen af deres efterhånden 26 år gamle opfindelse.

”Det er vigtigt for os, at der hele tiden sker noget nyt. Vi må ikke blive selvfede og sige: Hold kæft, hvor går det godt! Vi skal ud over stepperne og kigge på, hvad der er af muligheder. Det, at vi nu er godkendt som World Para Athletics, er kæmpe stort. Nu får vi virkelig lov at vise, hvad potentialet er for de svært handicappede,” siger Mansoor. Han og Connie har samtidig vundet Kulturministerens Parasportspris i januar 2018.

Connie afslutter:

”Hvis nogen dengang havde sagt til os: ”Det kan ikke betale sig at lave den cykel, for I kan alligevel ikke få den på det paralympiske program inden for de første 30 år”, så havde vi sagt: Who cares? Nu skal vi først lige se, om vi kan få Mansoor til at fise rundt på den. Vi er nået meget længere, end vi på nogen måde havde drømt om dengang.”

Sidst opdateret 23. januar 2018