God tilgængelighed til fuglekig i Kværkeby

I Kværkeby Fuglereservat lidt uden for Ringsted vægtes tilgængeligheden til naturoplevelser for alle højt. Man har således prioriteret at bruge midler på både handicaptoilet og trappelift i udkigshuset

Tekst og foto: Bo Therkildsen

Alle mennesker skal have mulighed for at tage på tur ud i naturen og kigge på fugle, sommerfugle og vilde blomster. Den grundholdning gennemsyrer folkene bag Kværkeby Fuglereservat så meget, at de netop har fået installeret handicaptoilet og lift i deres nyrenoverede fugle-kigger-hus med fantastisk udsigt ud over søerne Kværkeby Fuglereservat.

”Det er de færreste steder, man kan komme helt op og kigge i et fugletårn, hvis man sidder i kørestol – men det kan man her hos os.,” siger bestyrelsesmedlem i Kværkeby Fuglereservats Venner, Benny Rosenqvist.
”Vi vil meget gerne give både børn, unge og voksne med handicap oplevelsen af at sidde lidt i skjul heroppe og observere de rigtig mange forskellige fugle og dyr, der kommer her i reservatet. Derfor er det skrevet ind i vores vedtægter, at vi skal være handicaptilgængelige!”

Børn og plejehjemsbeboere

Området lidt uden for Ringsted på Midtsjælland blev med hjælp fra flere gavmilde donationer købt fri af Kværkeby Fuglereservats Venner for et par år siden. Siden har bestyrelsen arbejdet hårdt for at gøre det smukke område tilgængeligt og indbydende for en større skare. Der er blevet flyttet op mod 100 kubikmeter grus for at lave en befæstet sti hele vejen rundt om reservatet, der er blevet klippet ned og der er anlagt handicaptoilet og lift. Alt sammen takket være velvillige fonde, virksomheder, privatpersoner og medlemmernes fantastiske arbejdsindsats. I dag drives Kværkeby Fuglereservat som en medlemsforening, hvor man for 200 kr. om året køber sig adgang til at deltage i arrangementer og til at få adgang i weekenden.

Og for Benny Rosenqvist er tilgængeligheden hele tiden en vigtig medspiller. Han drømmer således om at få indkøbt et par golf-biler, så man let ville kunne køre dårligt gående eller kørestolsbrugere rundt i hele området.

”Vi er så heldige at have et af de mest arts-rige områder i landet, og det vil vi gerne give så mange som muligt mulighed for at opleve. Hvad med beboerne på plejehjemmene? Eller børn med handicap? Og hvad med blinde eller døve? Måske kunne man i fremtiden lave nogle særlige guidede ture for dem også,” siger han.

Skulle man have lyst at læse mere om Kværkeby Fuglereservat  - eller måske blive medlem – kan man kontakte bestyrelsen via hjemmesiden www.fuglereservat.dk

Sidst opdateret 07. december 2016