Inklusion er et fælles ansvar – men det kræver viden og ressourcer

Inklusion er oppe i tiden, og udfordringer og løsninger debatteres ivrigt blandt politikere, fagfolk og forældre. Det trak da også fulde huse, da Handicapidrættens Videnscenter den 26. januar var værter for en stor inklusionskonference, hvor forskellige faggrupper sammen forsøgte at blive klogere på, hvordan inklusionsopgaven kan løftes.

Tekst: Maja Sølvstrøm Jensen. Fotos: Sonja Iskov.

  • slide
  • slide
  • slide
  • slide
  • slide
  • slide
  • slide
  • slide
  • slide
  • slide
  • slide
  • slide

Anledningen til konferencen var den nye bog, Alle til idræt, som Handicapidrættens Videnscenter netop har udgivet. Bogen er en vejledning i, hvordan man skaber inkluderende idrætsundervisning. Og den falder desværre på et tørt sted. Undersøgelser viser nemlig, at der er store problemer med inklusionen, især i idrætsundervisningen.

Karen Il Wol Knudsen, chefkonsulent i Danske Handicaporganisationer (DH), indleder konferencen med at fortælle om en undersøgelse, DH lavede i 2016. Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 650 forældre til børn med handicap.

”26 % af forældrene angav, at deres børn generelt blev fritaget fra nogle fag i skolen. Og langt over halvdelen af fritagelserne var i idræt,” fortæller hun.

Det er et problem af flere årsager. For det første er der både sundhedsmæssige og sociale gevinster ved at deltage i idrætsundervisningen, som også styrker fællesskabet i klassen i det hele taget. For det andet er idræt blevet et eksamensfag, og det betyder, at fritagelse kan få konsekvenser for adgangen til de videregående uddannelser.

”60 % af forældrene oplever, at lærerne mangler viden om at inkludere elever med handicap. Derfor tror jeg også, at den nye bog falder ned i et hul af mangel på viden. Derudover peger forældrene på den forlængede skoledag. Den fører til større udtrætning, især blandt elever med handicap, og så bruger man måske idræt som et pauserum.”

Karen Il Wol Knudsen fortæller, at DH også har lavet undersøgelser blandt lærerne, og de viser, at lærerne ligeledes oplever, at de mangler både kompetencer og ressourcer for at kunne løfte inklusionsopgaven.

Man skal turde risikere en bold i hovedet

Næste oplægsholder er Mads Wiberg Sørensen. Han er volleytræner, pædagogisk sociolog og har cerebral parese. Han har arbejdet med idræt for mennesker med handicap i mange år.

”Jeg kalder det idræt og ikke handicapidræt. Når aktiviteterne bliver pakket ind i, at det er specielt målrettet handicappede, bliver det hurtigt uinteressant for mennesker med handicap,” mener han.

”Man skal tænke i de samme ting, som motiverer andre mennesker. Man skal ikke blive bange, når der kommer en i kørestol og gerne vil spille fodbold. Der findes hjælpemidler og tilpasninger, der gør, at det meste kan lade sig gøre,” forklarer Mads Wiberg Sørensen og fortsætter:

”Jeg oplever selv af og til, at mennesker, der møder mig første gang, trækker en stol helt hen foran mig og taler meget højt. Det er helt unødvendigt og gør mig bare mere bevidst om mit handicap. Den tilgang viser, at der mangler noget viden på området. Selvfølgelig skal vi tage hensyn, men vi skal også se, hvem det enkelte menneske er.”

Mads Wiberg Sørensen er selv træner for et volleyballhold for mennesker med handicap, og for ham er det afgørende, at man som træner eller underviser også bruger sig selv:

”Det fungerer sjældent at sætte sig på sidelinjen. Man skal være inspirator, og det indebærer selv at være aktiv. Flere var skeptiske over for mit volley-projekt, men det handler om ikke at have en fast ramme for, hvordan volley skal se ud. Man skal ikke undervurdere, hvad den enkelte kan, og så skal vi turde at fejle. Det er ok at få en bold i hovedet engang imellem.”

Vi har et ansvar for at skabe gode rammer

Malene Schat-Eppers er uddannet lærer og arbejder som læringskonsulent i Undervisningsministeriet. Hun er bekymret over de mange elever, som ikke deltager i idrætsundervisningen:

”Problemet er ikke, om elever med handicap kan gå til prøve, for det kan de. Problemet er, hvis de ikke har deltaget i undervisningen de sidste to år, for så kan de selvfølgelig ikke. Det handler om at skabe undervisning, som kan rumme alle. Der står ikke i fagformålet, at man skal lære at spille fodbold, Der står, at man skal lære at kaste og gribe en bold. Så man kan tilpasse rammerne efter eleverne,” forklarer hun.

Idrætsundervisningen handler om at udvikle sociale og fysiske kompetencer, ikke om at den enkelte skal blive ekspert i en bestemt idrætsgren.

”Prøven er også en gruppeprøve, og den handler både om samfund, kultur og om at være i et forpligtende fællesskab. I Folkeskolen er man sat ind i et fællesskab, man ikke selv vælger. Derfor har vi også et ansvar for at skabe de bedste rammer for alle,” siger Malene Schat-Eppers og fortsætter:

”I idræt er der mange muligheder for at fejle, men der er også mange muligheder for at shine. Der er noget på spil, og vi skal støtte eleverne i at få succesoplevelser, som de kan tage med videre. Det gør vi blandt andet ved at skabe et trygt læringsmiljø og have fokus på didaktikken.”

Hun mener, at man som lærer nemt kommer til at skubbe eleverne i en bestemt retning, som når man for eksempel går ud fra, at piger ikke vil spille fodbold, og at drenge ikke vil danse. På samme måde kan man komme til at møde børn med handicap med forudindtagede forventninger til deres evner og ønsker.

”Når vi kategoriserer et barn efter et bestemt handicap, risikerer vi automatisk at sætte dem nederst på forventningsstigen. Vi skal både kigge på det enkelte barns vanskeligheder, men også på de vanskeligheder, der er i fællesskabet og rammerne, som gør det svært for barnet at deltage. Det handler ikke kun om individet, men om at organisere fællesskabet, så elever i vanskeligheder ikke skal bruge så mange kræfter på at være med.”

Inklusion er et nyt stigma

Lotte Hedegaard-Sørensen, lektor på DPU, tager i sit oplæg udgangspunkt i den nye bog, Alle til idræt. Om den siger hun:

”Det er en vigtig bog, og den er velplaceret tidsmæssigt. Det er sjældent at se en bog med så flot layout og så inspirerende billeder, og så har den en nuanceret inklusionsforståelse.”

Og det er der brug for, mener Lotte Hedegaard-Sørensen.

”I litteraturen foregår der en problematisk opdeling mellem to forståelser af inklusion, hvor man enten fokuserer på individet eller på omverdenen. Men opdelingen holder slet ikke i virkeligheden. Fokuserer vi kun på barriererne, overser vi individet og funktionsnedsættelsen. Og fokuserer vi kun på individet, glemmer vi fællesskabet og rammerne.”

Hun mener, at bogen giver gode bud på, hvordan de to ting skal tænkes sammen.

”Den er meget nuanceret og operationaliserer, hvordan det kan se ud helt konkret i en skolevirkelighed. Inklusion er blevet et nyt stigma, og der sker en opdeling mellem dem, som er henholdsvis indenfor og udenfor den almindelige undervisning. ”Inklusionselever” ender ofte med at betyde ”elever, jeg ikke behøver at tage mig af.””

Ressourcerne er ikke fulgt med kravene

Ifølge Lotte Hedegaard-Sørensen er problemerne i høj grad en konsekvens af mangel på ressourcer:

”Det kan ikke nytte at øge diversiteten i børnegruppen og samtidig fastholde forestillingen om, at det skal én lærer kunne klare. Der skal flere voksne ind, og vi skal inddrage andre faggrupper som for eksempel pædagoger i både planlægning, udførsel og evaluering af undervisningen. Pædagogik er desværre ret fraværende på læreruddannelsen.”

Tove Siglev er lektor på UC Lillebælt, og hun er enig i, at man med fordel kan inddrage pædagogerne mere i undervisningen:

”Vi uddanner pædagoger i inklusion og i at se barnet før diagnosen, hvor lærerne nok er mere fagdidaktiske. Derfor synes jeg, at skolerne skal byde de nye pædagoger velkommen.”

Helle Winther er lektor på Institut for idræt og ernæring ved Københavns Universitet. Hun oplever, at der er store udfordringer med inklusionen, og at bogen derfor falder på et tørt sted:

”Bogen understreger fællesskabet samtidig med, at hver elev ses som unik. Der er et godt samspil mellem teori og praksis, og den er båret af både en stor vision og mange års praktisk erfaring. Det handler grundlæggende om, at læreren skal kunne tage vare på fællesskabet og samtidig se den enkelte,” mener hun.

”Alle elever har brug for, at idrætsundervisningen foregår i et fællesskab med andre. Samtidig er hver elev unik, og man skal som lærer have blik for den enkelte. Det skaber nogle udfordringer, og det er både kommuner, ledere, politikere og læreres ansvar at få det til at lykkes.”

Du kan læse mere og købe bogen Alle til idræt her.