Jacob nåede toppen i kørestol

Kan man bestige Nordeuropas højeste bjerg i kørestol? Nej, vil mange nok mene, inklusive de guider, der hjælper klatrere op til toppen af Galdhøpiggen. Men det stoppede ikke Jacob Riis, som med hjælp fra seks venner som den første i verden har besteget bjerget, selv om en nervesygdom binder ham til en kørestol. Handicapidrættens Videnscenter mødte Jacob til Arctivity i Norge.

Tekst: Maja Sølvstrøm Jensen

Da Jacob og hans seks venner ankom til Norge med det formål at bestige landets højeste bjerg, Galdhøpiggen, var det ikke opbakning, de mødte. Guiderne mente ikke, at det kunne lade sig gøre at få en kørestol op på toppen af det 2469 meter høje bjerg, og de frarådede drengene at forsøge.

Det forhindrede dem dog ikke i at begive sig ud på den færd, som de måneder tidligere havde planlagt efter en god del rødvin. Og guider ville de ikke have med. I stedet drog de selv afsted med al deres oppakning og Jacob i den kørestol, de havde specialbygget til formålet.

Kunne ikke tales fra det

Guiderne var ikke de eneste, som var betænkelige ved projektet:

”Min mor troede, at hun kunne tale mig fra det. Men det kunne hun ikke, og det er hun glad for nu,” fortæller Jacob.

Holdet nåede nemlig toppen efter nogle dages hårdt arbejde gennem sne og ufremkommelige veje, hvor de skiftevis måtte skubbe og trække kørestolen og til tider bære Jacob på ryggen. Jacob og hans venner er enige om, at turen var markant hårdere, end de havde regnet med.

Men de nåede toppen, selv om de var tæt på at give op undervejs. De fortsatte, fordi det var så vigtigt for dem at få Jacobs drøm til at gå i opfyldelse.

”Jeg ringede til min mor oppe fra toppen, men jeg kunne slet ikke sige noget, jeg hylede bare. Hun var så glad for, at vi havde klaret det,” fortæller Jacob.

Til hest for første gang

Jacob er 23 år gammel og lider af den sjældne nervesygdom Machado-Joseph Disease. Sygdommen er uhelbredelig og betyder, at han langsomt mister både førlighed og tale. Netop derfor er Jacob opsat på at opleve så meget som muligt, mens han kan. Og heldigvis har han gode venner, som støtter op om det.

Nu er han og to af vennerne, som også er hans hjælpere, taget til Arctivity i Norge, hvor Jacob skal prøve kræfter med ridning. Han havde aldrig siddet på en hest før, men han har ikke planer om, at det skal være sidste gang.

”Arctivity har været helt vildt godt, sjovt og udfordrende. Alle er så søde, og jeg har fået rigtig meget støtte i forhold til ridningen. Det skal jeg helt sikkert prøve igen, når jeg kommer hjem.”

Next stop: Japan

På en aften-fjeldtur aftenen før forsvandt Jacob, Nikolai og Jeppe da også pludselig – Jacob havde fået den idé, at de skulle en tur i elven, og vennerne var selvfølgelig med på planen. Vennernes opbakning har også været afgørende for, at bestigningen af Galdhøpiggen kunne lade sig gøre, mener Jacob.

Han havde en gruppe omkring sig, som alle var dedikerede til, at han skulle nå toppen. Og skal han give et godt råd til andre, siger han:

”Tænk det igennem og forbered dig – og gør det. Det lykkedes for os, fordi vi prøvede.”

Vennerne er enige om, at deres egen forberedelse kunne have været bedre. Men de er også enige om, at man nogle gange er nødt til at gøre ting for at finde ud af, om man kan.

Jacob har også allerede ideer til, hvor den næste ekskursion skal gå hen. Han vil gerne til Canada og opleve den storslåede natur der. Og måske senere en tur til Nepal for at vandre i bjergene. I første omgang har han dog planlagt en rejse til Japan, hvor han skal ned og fortælle om sine oplevelser med at bestige Galdhøpiggen.

”Det har været et stort eventyr for mig, og jeg håber, at jeg kan inspirere andre,” siger han.

Oprettet 02. december 2016