Friluftsliv i undervisningen af børn med særlige behov:

Med naturen som terapeut

På Dybkær Specialskole i Midtjylland er frisk luft, kajakker og fiskestænger vigtige undervisere for en gruppe børn med forskellige former for udviklingshæmninger. Gennem aktiviteter i naturen opnår eleverne en række færdigheder, som er vigtige for deres personlige udvikling, og som traditionel klasseundervisning ikke kan klare på samme måde.

Tekst og foto: Bo Therkildsen

Kim sætter tålmodigt prop og lodder på fiskesnøren. Han koncentrerer sig nøje og bruger lang tid på at få det gjort rigtigt. Han får lidt hjælp med krog og orm, og så er han klar til at kaste ud. Det vælter ned med regn denne onsdag formiddag ved Gudenåen, men Kim er ligeglad. Han kaster gentagne gange snøren ud, selvom han allerede har konstateret, at de aldrig fanger noget. Alligevel er Kim vild med at fiske.”Jeg er begyndt at fiske rigtig meget, og jeg har engang fanget en gedde på 7 kg. Så bøjede fiskestangen SÅ meget,” fortæller han stolt.

Kim går i 9. klasse på Dybkær Specialskoles ungdomsafdeling i Lemming lidt uden for Silkeborg. Dybkær Specialskole er en skole med vidtgående specialundervisning til børn med udviklingshæmning.
Kim har aldrig været god til at sidde stille på skolebænken, og tidligere kunne temperamentet godt løbe af med ham. Men ude på fiskebroen ved Brassø nær Sejs er der masser af luft og plads, og oplevelserne herude med fiskestangen har gjort noget ved Kim, mener de tre hovedansvarlige for Dybkær Specialskoles friluftsaktiviteter, lærer-uddannede Jesper Homann og ergoterapeuterne Linda Nielsen og Ulla Westendorp:
”Kim er med luften og pladsen uden for blevet bedre til at falde til ro. Han er blevet vist tillid og er blevet bygget op, så han er god til nogle ting. Nu fungerer han faktisk som en praktisk hjælp for os voksne, når vi er af sted, og det har givet ham selvtillid at opleve, at han er dygtig til noget,” siger Jesper Homann

Tæt på vandet

Friluftsaktiviteterne på Dybkær Specialskole begyndte så småt, da skolen i 2002 fik motorbåden Katrine. En af lærerne var ivrig fisker og søgte en masse fonde. Samtidig var Ulla Westendorp bidt af at sejle kajak, og med midler fra Friluftsrådet og forskellige fonde kunne skolen købe tre kajakker, cykler, fiskegrej, klatreudstyr og redskaber til at lave bål. Alt sammen pakket klar i en trailer, så det er nemt at tage af sted. Så i dag er friluftsaktiviteterne blevet en væsentlig del af elevernes hverdag, fortæller Ulla Westendorp:

”Der er så meget, vi kan bruge kajakkerne til. Rent motorisk er der koordinations- og balancetræning, og så er der noget pædagogisk træning i det, for eleverne vil gerne ud og sejle kajak. Her får de en mulighed for at være tæt på vandet. De multihandicappede sidder bare i kajakken og mærker vandets bevægelser. Og så er der planlægningsdelen. De SKAL styre og koordinere, ellers sejler de ind i sivene eller i kanten. Desuden er forberedelsernes forskellige faser god træning i, hvornår skal vi pakke, og hvad vi skal have med,” siger hun.

Mere end bare sjov

Ulla Westendorp, Jesper og Linda er enige om, at friluftsaktiviteterne har en større betydning end bare at være sjove for eleverne. Både i forhold til ergoterapi-træning og elevernes personlige udvikling, kan naturoplevelserne bidrage positivt.

Linda: Vi bruger udeaktiviteterne aktivt i ergoterapien. Vi forsøger at gå væk fra 25 min. daglig ergo-træning til i stedet at kombinere træningen med udeaktiviteterne. Der skal være en funktion i træningen, som har relation til hverdagen. Fx skal de spise madpakker udenfor, når vi er på tur. Det træner deres evne til at være fleksible. Verden går ikke i sort, hvis de skal med familien på skovtur. For de har prøvet de modstande, der vil kunne opstå. De skal lære at være på skovtur, og det gør de ikke i et lille skolelokale. Eller toiletbesøg. De skal forholde sig til forskellige toiletter. Det giver dem en øget aktivitetsradius, når de kan omstille sig til forhold, der er anderledes, end de er vante til. At kunne forholde sig til halvkolde toiletter gør det mindre farligt i hverdagen. Og så bliver de bedre til at kunne komme ud senere i livet. Mange er børnene her er på det konkrete plan, de kan ikke tænke abstrakt. Og vi ser, hvordan elever med finmotoriske problemer, som ikke kan knappe knapper i jakken eller holde på en blyant pludselig kan sidde i en båd og knytte knuder på en fiskesnøre. Måske fordi omgivelserne er de rette,” mener hun.

Jesper: Igennem friluftsaktiviteterne kan eleverne få succesoplevelser, som kan betyde meget for deres personlige udvikling. I stedet for bare at sætte dem på en skolebænk for at lære dem at skrive/regne – hvilket er fint nok – får de også nogle oplevelser i naturen. Og det tror jeg kan give dem mere end den traditionelle klasseundervisning. Bare det at være uden for i luften og få en kropslig oplevelse. Vi starter altid med den gode oplevelse. Nå vi skal fiske sørger vi for at rigge udstyret til, så det bliver en god start. Senere skal eleverne så selv sætte orm og prop på, men så kender de belønningen fra tidligere. Vi skal altid starte med den gode oplevelse for at sørge for motivationen, og så kan vi stille krav senere,” siger han.

Ulla Westendorp uddyber:” Vi arbejder generelt meget med motivation. Det er meget vigtigt at finde motivationen hos den enkelte – det gør vi ved at præsentere dem for aktiviteten uden al for meget forklaring. Det skal være konkret. Det handler om elevens alsidige personlige udvikling. Vi kan nå meget længere, fordi de er motiverede. Her skal de tage redningsvest på, når de skal sejle og tage regntøj på, hvis det regner. Det er meningsfulde aktiviteter, som giver motivation. Bevægelse. De er jo teenagere med alt det, det indebærer af dovenskab og slængen sig i sofaer og stole. De skal holdes i gang, de skal have glæden ved at bevæge sig. Vi skal udvide deres aktivitetsmuligheder – især aktiviteter med henblik på bevægelse - i hverdagen,” siger hun.

Det sociale er en ekstra gevinst

”Alle får en funktion og et ansvar. Når vi laver bål er der fx brug for alle. En elev var normalt en kilde til irritation for de andre. Pludselig samlede han brænde til bålet og fik ros af kammeraterne. Vi har set eleverne i nye roller, og hierarkiet bliver rykket rundt. En af pigerne var ikke den mest populære eller respekterede, men da vi skulle klatre i træer og på klatremur, var hun hurtigst og højest. Derefter kunne hun hæve hovedet, og de andre fik respekt for hende,” fortæller Ulla Westendorp.

Dybkær Specialskole har friluftsaktiviteter hver onsdag fra påske til efterårsferien. Dog afhængigt af vejret, for det er ikke altid, eleverne har fået regntøj og gummistøvler med hjemmefra. Men så længe de voksne er engagerede, betyder en smule regn ikke altid aflysning, og lidt ekstra indkøbt regntøj klarer de værste problemer.
”Friluftsliv kræver tydelige voksne, der har kontrol og som virkelig vil. For de her elever har ikke den egen indre drivkraft, så de har brug for at blive smittet af de voksne. Det er også vigtigt, at de voksne er med 100 %. Hvis de voksne synes, det er kedeligt, synes børnene det også. Det smitter af,” siger Ulla Westendorp.

Se også:

Tema - Friluftsliv. Artikler, netværk, litteratur.

Sidst opdateret 13. december 2016