Mennesker med handicap må også gerne tage risici

Eriko Mizuno er uddannet fysioterapeut fra Japan og er taget med til Arctivity i Norge for at hente inspiration til sit arbejde. I Japan er der nemlig ikke tradition for, at mennesker med funktionsnedsættelser deltager i idræt eller udfordrer sig selv fysisk.

Tekst: Maja Sølvstrøm Jensen

Arctivity er en sommerbegivenhed, hvor mennesker med funktionsnedsættelser i en uge kan prøve kræfter med aktiviteter som kajak, klatring, ridning eller fridykning. Årets deltagere kommer fra Norge og Danmark, men en enkelt japaner har også fundet vej til Bodø i det nordlige Norge, hvor begivenheden finder sted.

Eriko Mizuno har tilbragt det seneste år på Egmont Højskolen uden for Aarhus. En af hendes venner fra højskolen skulle efterfølgende deltage i Arctivity og opfordrede Eriko til at blive frivillig til arrangementet. Hun takkede ja, og det er hun glad for. Både på Egmont Højskolen og i Norge er hun nemlig blevet konfronteret med en tilgang til det at have et handicap, som er meget anderledes end den, hun kender fra Japan:

”Egmont højskolen er sådan et specielt sted. Der siger man: Du skal prøve. Så forsøger man sammen at finde en vej, hvor det kan lade sig gøre. Det er meget anderledes i Japan. Der forsøger man at få det stoppet, hvis et menneske med handicap gerne vil afprøve en fysisk aktivitet,” fortæller hun.

Jeg har aldrig før taget chancer

I Japan er det primære fokus ifølge Eriko på de negative konsekvenser og på, at fysisk aktivitet kan være farligt for mennesker med handicap. Samtidig er man som læge eller fysioterapeut bange for at sidde med ansvaret, hvis det går galt. Derfor vil man normalt forsøge at tale patienter fra at prøve kræfter med fysiske udfoldelser.

”I Danmark, og nu i Norge, har jeg oplevet en helt anden tilgang, hvor også mennesker med handicap opfordres til at tage ansvar for sig selv og udfordre sig selv. Jeg er rigtig glad for at have fået de oplevelser, og jeg vil lade mig inspirere i mit arbejde, når jeg vender hjem til Japan,” siger hun og fortsætter:

”I Japan er kulturen helt anderledes, og jeg har heller aldrig selv taget chancer i mit arbejde som fysioterapeut. Jeg har også forsøgt at tale folk fra at udfordre sig selv. Men det vil jeg lave om på, når jeg kommer tilbage. Mit ophold i Skandinavien har lært mig, at også mennesker med handicap gerne må tage risici og afprøve ting, som de ikke er sikre på, at de kan klare.”

Man finder altid en løsning

Eriko er imponeret over, hvordan man ved hjælp af kreativitet kan finde løsninger, så alle kan være med i de fysiske udfoldelser. Pludselig kan mennesker i kørestol eller med spastisk lammelse klatre på fjeldet, sejle i kajak eller ride på hesteryg.

”I Danmark har jeg aldrig oplevet, at nogen har sagt: Det kan du ikke. Man finder altid en løsning. Det er rigtig fedt at se, hvordan der bliver arbejdet med det her. I Japan overbeskytter vi folk og accepterer, at man lever et passivt liv, bare fordi man har et handicap,” fortæller hun.

Hun mener, at det kan blive svært at ændre den japanske kultur, men det skal ikke afholde hende fra at prøve:

”Da jeg kom her, tænkte jeg jo selv ligesådan. Men jeg har lært en masse og ændret mit syn på tingene, så forhåbentlig kan jeg også påvirke andre. Det er så vigtigt, at min nye viden bliver givet videre. Når jeg kommer hjem, vil jeg opfordre mine patienter til at finde den sikreste måde at gøre tingene på frem for at prøve at tale dem fra det.”

Rygsækken er blevet fyldt

Eriko er samtidig blevet overrasket over det forhold, hun oplever, at der er mellem mennesker med handicap og deres hjælpere i Skandinavien.

”Hvis man er handicaphjælper i Japan, er det bare er arbejde. Her kan man mærke, at mange hjælpere har et personligt forhold til dem, de hjælper. Man kan se, at de faktisk nyder deres arbejde og det selv at være med til aktiviteterne. På den måde får begge parter noget ud af det,” mener hun.

Samtidig oplever hun, at deltagerne viser store fremskridt på få dage, og at det også skyldes den positive tilgang, der er til aktiviteterne:

”Folk er meget engagerede, og man kan mærke, at alle nyder at være her. Alle deltagerne er enormt aktive, og man kan se store fremskridt i deres evner – mange af deltagerne med handicap er f.eks. blevet meget dygtigere end mig til at ro kajak. Jeg har også roet kajak i Japan, men det var meget konkurrencepræget og ikke ret sjovt. Her har jeg lært at nyde det i stedet,” siger hun og fortsætter:

”Jeg har fået en masse redskaber i rygsækken, som jeg kan tage med hjem. Før mit ophold på Egmont havde jeg ingen.”

Sidst opdateret 10. januar 2017