Ny bog om idræt for børn med autisme og ADHD

Handicapidrættens Videnscenter er stolt over at kunne præsentere sin seneste bogudgivelse - Idræt flytter grænser - for børn med autisme og ADHD, skrevet af Anette Bentholm.

At bevæge sig og dyrke idræt rummer nogle afgørende værdier for børn og unge. Både i forhold til sundhed, velvære, socialt samvær og kropslig læring. Værdier som er med til at flytte børns grænser for, hvad de kan, hvordan de har det, og hvordan de opfatter sig selv. Børn med enten autisme eller ADHD har pga. deres diagnose en række udfordringer og problemstillinger i forhold til både deres fysiske, psykiske og sociale funktionsniveau. Så for dem er det at deltage i idrætsaktiviteter og dermed få flyttet sine grænser ekstra vigtigt. Men for at det kan lade sig gøre at give disse børn mulighed for gode idræts- og bevægelsesoplevelser, vil der være en række forhold, man som idrætsunderviser skal være opmærksom på og kan gøre.

I denne bog deler Anette Bentholm sine erfaringer med at tilrettelægge og gennemføre idrætsaktiviteter for børn med autisme og ADHD i alderen 6-12 år. Hun giver et indblik i, hvad det betyder at have autisme og ADHD, hun giver en grundig indføring i, hvad der skal til for at imødekomme børnenes behov og udfordringer, og hun kommer med en lang række konkrete forslag til aktiviteter, som er særligt velegnede til denne målgruppe. Undervejs i bogen er der citater fra forældre til børn med autisme og/eller ADHD, unge voksne med autisme og ADHD, samt lærere, der til dagligt underviser børn med autisme og ADHD i skolen.

Idræt flytter grænser henvender sig til alle, der beskæftiger sig med idræt til børn med autisme og ADHD. Det kan være skolelærere, pædagoger, studerende, fysio- og ergoterapeuter, trænere og ledere i idrætsklubber og –foreninger og også forældre og andre pårørende til børn med autisme og ADHD.

Bestil Idræt flytter grænser her. Bogen koster 250 kr.

Om forfatteren

Anette Bentholm er uddannet exam. scient i idræt, fysioterapeut og har en Master i Idræt og Velfærd. Er lektor og udviklingskoordinator på fysioterapeutuddannelsen, University College Nordjylland i Aalborg.
I fritiden underviser hun i gymnastik og idræt for børn og voksne, og har de sidste 7 år afholdt kurser og oplæg i Idræt til børn med autisme og ADHD under DGI, DHIF, idrætsforeninger, skoler, kommuner og interesseorganisationer.

Sidst opdateret 07. december 2016