Nyt multifunktionelt uderum klar til brug   

Skjoldungeklubbens nye multifunktionelle uderum er nu officielt indviet. Placeringen i udkanten af Bidstrup Skovene i Lejre gør det nemt at komme til og fra stedet, og samtidig er uderummet designet på en måde, der gør det nemmere for personer med handicap at opholde sig i naturen


Tekst: Britt Esrom

Et nyt multifunktionelt uderum, der er specielt designet til mennesker med handicap, er blevet indviet. Og dermed findes der nu også et særligt tilpasset uderum i Bidstrup Skovene i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Uderummet er bygget til Skjoldungeklubben, der er Red Barnets naturoplevelsesklub for børn med kognitive og sensitive udfordringer samt deres familier. Men alle andre får også mulighed for at booke sig ind i uderummet.

Det er Kavlifondet, Fonden Roskilde Festival, Naturstyrelsen, Lejre Kommune og Nationalpark Skjoldungelandet, der står bag finansieringen af uderummet.

Ved indvielsen sagde tidligere formand for Kavlifondet, Knud Lilholm:

- Jeg håber, at uderummet giver ungerne mulighed for at tilbringe tid i skoven og få sig nogle oplevelser i naturen, ligesom alle andre børn. Giv den gas!

Designet til alle

Uderummet består af et 160 kvadratmeter overdækket areal med shelter, bålplads og aflåst grejbank. I grejbanken findes der blandt andet soveposer, liggeunderlag og hængekøjer, der kan sættes op ved hjælp af fast opsatte kroge.

Der er også indrettet særlige lifte til mennesker i kørestol, så de har nemmere ved at ligge sig til rette i shelterdelen.

I det hele taget er uderummet designet på en måde, der gør det nemmere at være en del af fællesskabet, også hvis man f.eks. sidder i kørestol.

- Ofte er det sådan, at mennesker i kørestol bliver placeret ude i siden af f.eks. en bænk, fordi det er dér, der tilfældigvis er plads til kørestolen. Men her har vi gjort et stykke af bænken fleksibel, så man efter behov kan gøre plads til en kørestol midt inde i fællesskabet, siger Tine Soulié, som er konsulent i Handicapidrættens Videnscenter og har hjulpet med at rådgive om indretningen.

Det fleksible stykke af bænken kan bedst beskrives som et væghængt klapbord, der kan slås op og ud, når man vil.

Fakta om uderummet

  • Ligger i Bidstrup Skovene i Lejre på Midtsjælland
  • 160 kvadratmeter
  • Bålplads i flere niveauer, så alle kan være med
  • Lift i loftet, der kan hjælpe mennesker i kørestol på plads i shelterdelen
    • Særlig træbænk med en indsats, der gør det muligt for personer i kørestol at være en del om fællesskabet omkring bålet
  • Handicaptoilet i nærheden
  • Bred sti til og fra uderummet
  • Ny bro over en å, der skal passeres på vejen

Udvalgsformand: Uderum skaber lighed

Thomas Bisgaard, som er formand for udvalget for Børn og Ungdom i Lejre Kommune, deltog også i indvielsen.

Han håber, at uderummet kan gøre skoven mere tilgængelig for alle.

- Naturen skal mærkes. Natur er nemlig ikke kun til, for at vi kan se på den. Naturen er til for at blive brugt, og så skal den være tilgængelig for alle. Men ikke alle har lige mulighed for at opleve naturen, og den ulighed er Red Barnet, Handicapidrættens Videnscenter og Lejre Kommune gået sammen om at gøre noget ved, sagde han og fortsatte:

- Et sundt liv afhænger som bekendt af meget mere end broccoli og brombær. Derfor tror jeg, at fremtiden tilhører fællesskabet, og i dette uderum er der i den grad plads til bærende fællesskaber mellem børn og voksne.

Sidst opdateret 29. august 2018