Skjoldungeklubben har snigpremiere på nyt uderum

Et nyt uderum med shelter og bålplads skal give børn og voksne med særlige udfordringer bedre mulighed for gode naturoplevelser. Vi var med, da en helt særlig gruppe af børn med handicap indviede træhuset


Tekst og foto: Britt Esrom

Små og store fødder bevæger sig forsigtigt over den bløde skovbund. De forcerer krat og stendiger, mens de følger en usynlig sti rundt i skovbrynet.

Stedet er i Bidstrupskovene ved Avnstrup Overdrev på Midtsjælland, hvor Skjoldungeklubben er i gang med at udforske området ved deres nye uderum.

For nogle ligner uderummet måske bare et sted, hvor man kan overnatte og lave mad over bål, men for Skjoldungeklubben har det en meget større betydning.

”For børn med kognitive vanskeligheder er det vigtigt at skabe struktur og tryghed. De har behov for at være et kendt sted hver gang for at mindske den stress, der ellers kan opstå,” siger Tine Soulié, som er konsulent hos Handicapidrættens Videnscenter.

Red Barnet er tovholder på projektet Skjoldungeklubben, der henvender sig til børn mellem 5 og 12 år med handicap, men Handicapidrættens Videnscenter har været med, siden projektet begyndte at tage form i foråret 2017.

Adgang for alle

Som konsulent har Tine Soulié hjulpet med at gøre uderummet tilgængeligt for personer med handicap. Hun er især spændt på, om den nye lift til kørestolsbrugere kommer til at fungere, som den skal, når den bliver sat op.

”Der findes ingen prototyper for uderum til denne målgruppe, så det er et slags eksperiment,” siger hun og fortsætter:

”Planen er, at der skal opsættes en mobil lift på skinner, så kørestolsbrugere har mulighed for at overnatte i shelteret, og så de kan komme op i en hængekøje, hvor de kan ligge og lytte til skovens lyde og nyde naturen generelt.”

Uderummet er cirka otte diameter, med shelteret i den ene ende og bålhuset i den anden. Alt i alt strækker træbygningen sig over godt 150 kvadratmeter, fortæller Morten Kjelmann, som er projektleder for Red Barnet.

”Det er nødvendigt, at huset er så stort, for der skal være plads til mange kørestole og deres hjælpere, og samtidig skal det være stort nok til, at brugerne har ”luft nok” til at indfange alle sanseindtryk i herude.”

HVAD ER SKJOLDUNGEKLUBBEN?

Skjoldungeklubben i Lejre henvender sig til børn i alderen 5 – 12 år med handicap og deres familier.

Klubben er et samarbejde mellem Red Barnet, Handicapidrættens Videnscenter og Lejre Kommune. Kavli Fondet har doneret pengene til det nye uderum.

Har du et barn, som kunne tænke sig at blive en del af Skjoldungeklubben, eller har du lyst til at være frivillig? Så kontakt naturvejleder og projektleder Morten Kjelmann, Red Barnet.


Uderum skaber struktur

Placeringen af det nye uderum er ikke tilfældig. Langtfra. Tilgængelighed måles nemlig også på, om det er nemt for blandt andre personer med fysiske handicap at komme til og fra stedet.

”Her ligger parkeringspladsen tæt på, og det gør handicaptoilettet også. Det var afgørende for, at vi i sin tid valgte netop dette område til uderummet,” siger Morten Kjelmann.

Når uderummet officielt åbner til august, vil brugerne desuden nyde godt af en ny bro over den bæk, man skal krydse for at komme til uderummet, ligesom stien derhen bliver gjort bredere.

Skjoldungeklubben glæder sig over den nye tilbygning, fortæller Lærke Lyngby Bødker. Hun er mor til Kaya Lyngby Bødker på otte år, som er ét af de fem børn i klubben. Den lille, lyshårede pige er både fysisk og kognitivt udfordret. Derfor har hun nogle forskellige behov, der skal tages højde for, når hun er ude i naturen, fortæller Lærke Lyngby Bødker.

”For Kaya er skoven i sig selv et meget ustruktureret miljø, så det handler om at skabe sammenhæng, hvis hun skal have nogle gode naturoplevelser. Det nye uderum er med til at skabe en sammenhæng, der betyder, at hun fremover kan forbinde det med Skjoldungerne.”

Familien Lyngby Bødker har været en del af Skjoldungeklubben siden begyndelsen for lidt over et år siden, og det har den ikke fortrudt. Tværtimod.

”Her er højt til loftet, både i forhold til naturen og i forhold til de andre i gruppen. Her gør det ikke noget, at man stikker lidt ud. Der er ingen, som ser skævt til nogen, og børnene finder sammen på kryds og tværs. Vi ser det som vores frirum.”

Sidst opdateret 04. juli 2018