Handicapidræt

Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) er et specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund (DIF). DHIF har ca. 420 medlemsklubber med tilsammen ca. 18.000 medlemmer. DHIF's klubber tilbyder aktiviteter inden for mere end 30 idrætsgrene.

Dansk Handicap Idræts-Forbund er stiftet som selvstændig landsorganisation i 1971. Pionererne inden for handicapidrætten var de fysisk handicappede, der tilpassede eksisterende idrætsgrene og udviklede nye, både i Danmark og internationalt. I dag har DHIF medlemmer med alle slags handicap, inkl. blinde og svagtseende, alle former for fysisk handicappede, udviklingshæmmede og hørehandicappede. Døveidrætten har sin egen organisation, Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI), der er medlem af DHIF. Handicapidrætten i Danmark finansieres af tips- og lottomidler, samt af sponsorer og private midler.

Læs mere om Dansk Handicap Idræts-Forbund

Mere end 30 forskellige idrætsgrene

DHIF tilbyder  aktiviteter inden for mere end 30 forskellige idrætsgrene og kombinerede aktiviteter for børn, unge, nyhandicappede og for alle på tværs af idræt og handicap.

DHIF har eliteidrætsudøvere inden for 11 idrætsgrene:
Atletik, bordtennis, cykling, goalball, kørestolscurling, kørestolsrugby, ridning, sejlads, skydning, svømning og vintersport.
Dele af eliteidrætten får støtte fra Team Danmark.

Læs mere om idrætsgrenene på irfa.dk

Konsulenttjeneste hos DHIF

DHIF har en konsulenttjeneste, som støttes af Kulturministeriet og Danmarks Idræts-Forbund. Den består af 3 regionale teams med hver 3 - 5 konsulenter og nogle administrative og informationsmedarbejdere.

Stævner

DHIF organiserer nationale stævner, turneringer og forbundsmesterskaber og organiserer deltagelse i internationale stævner og mesterskaber som NM, EM, VM og De Paralympiske Lege, som DHIF har deltaget i siden 1968.


DHIF igangsætter og organiserer som landsforbund desuden en række aktiviteter på tværs af foreningerne, som f.eks. fællestræning for unge, sommerlejre, kurser for ledere og trænere etc.

 

 

 

 

 

Oprettet 02. december 2016