Handicapdagen sætter fokus på uddannelse

Færre unge med handicap tager en uddannelse end tidligere, og det er dybt problematisk, mener Danske Handicaporganisationer. Derfor sætter organisationen fokus på unge og uddannelse den 3. december i forbindelse med FN’s internationale handicapdag
 

Tekst: Britt Esrom
28. november 2018

Når FN’s internationale handicapdag bliver markeret 3. december, bliver det med fokus på, at flere unge med handicap skal have en uddannelse.

Det er Danske Handicaporganisationer, der står bag årets tema herhjemme, og som samtidig har valgt at markere dagen i Handicaporganisationernes Hus i Høje-Taastrup med et arrangement, hvor både Kronprinsesse Mary og statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager.

- Uddannelse er ekstra afgørende for, at unge med handicap får et job. Vi skal have mere viden om handicap på uddannelserne og skabe mere fleksibilitet i uddannelsessystemet. Det kan være længere studietid som Team Danmark-klasserne eller længere tid til eksamen, siger Thorkild Olesen, som er formand for Danske Handicaporganisationer.

thorkild-olesen-hoej-oploesning.jpg

Thorkild Olesen er formand for Danske Handicaporganisationer.

Vigtig hjælp udebliver

Ifølge de seneste tal fra Institut for Menneskerettigheder er der sket et mærkbart fald i antallet af unge med handicap, der tager en uddannelse.

Således faldt andelen fra 74 procent til 66 procent i perioden 2012 – 2016 for personer med handicap i alderen 30 – 40 år.

Sofie Monggaard Christensen, som er formand for Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) genkender desværre også de kedelige tal.

Samtidig kender SUMH også til unge studerende med handicap, som oplever problemer, når de f.eks. begynder på universitetet.

- Det kan typisk være, at de ikke bliver oplyst om rettigheder og hjælpemidler, selvom de før studiestart har oplyst i ansøgningsskemaet, at de har et handicap.

- Men det kan også være et spørgsmål om tilgængelighed for kørestolsbrugeren, som har brug for en rampe til at komme ind i en bygning eller til en forelæsning.

SOFIE.jpg

Sofie Monggaard Christensen er formand for SUMH.

Studerende har også et ansvar

Formanden for SUMH mener ikke, at det er udtryk for manglende vilje, hvis hjælpen udebliver fra uddannelsesstedet.

Sofie Monggaard Christensen mener nærmere, at det skyldes mangel på tid og ressourcer og måske i nogle tilfælde, at folk glemmer det i forbifarten.

Men mest af alt er det et spørgsmål om manglende viden, siger hun:

- Der er generelt behov for mere viden omkring handicap ude på uddannelsesstederne. Der er mange, som ikke ved, hvordan man griber det an at have studerende med handicap, uanset om der er tale om et fysisk, kognitivt eller sensorisk handicap.

Sofie Monggard Christensen understreger dog også, at den enkelte studerende har et ansvar for selv at gøre opmærksom på sit handicap:

- Hvis omgivelserne skal have mere viden, skal vi også være gode til at dele ud af vores egne oplevelser som mennesker med et handicap. Man kan ikke bare læse sig til, hvordan et handicap fungerer for lige netop den person, som man står over for, fordi det er individuelt, siger hun og tilføjer:

- I SUMH er vi meget optagede af, at flere unge med handicap får mulighed for at videreuddanne sig, og vi har derfor planer om at skrue op for vores fokus på området i 2019.

Sidst opdateret 12. december 2018