Kogeskole for socialt udsatte

Hvordan læser man en opskrift? Hvor længe skal kødet steges i forhold til kartoflerne? Og hvordan sammensætter man et sundt og billigt måltid? Kogeskolen i Odense hjælper en gruppe socialt udsatte borgere med grundlæggende køkkenfærdigheder og giver dem samtidig et trygt sted, hvor de kan snakke om de betydningsfulde ting i deres hverdag.

Skrevet af Marianne Mogensen, faglig koordinator, og Jane Poulsen, klinisk diætist, Projekt Kogeskole.

At følge en opskrift. At strukturere, hvornår risen skal sættes over i forhold til kødet. At tilberede og spise grønsager. Undervisningen i Kogeskole for socialt udsatte i Odense kommune kan virke simpel, men for målgruppen af mennesker med misbrug og/eller sociale problemer, som måske højest kan koge et æg eller riste et stykke brød, er førnævnte kompetencer ingen selvfølge.
Så siden 2007 har Socialcenter Odense med finansiering gennem Odense Kommunes forebyggelsesfond tilbudt socialt udsatte og misbrugere et madlavningskursus en gang om ugen i et halvt år. Undervisningen administreres pt. Af FOF og varetages af Klinisk diætist – Jane Poulsen.
Baggrunden for kogeskolen er et ønske om at hæve sundheden og livskvaliteten for en gruppe borgere i Odense Kommune, der både slås med dårlig sundhed og social udstødelse. Al sundhedssnak de seneste år har meget lidt effekt på denne gruppe mennesker, fordi de lukker af over for ting, de ikke kan overskue, noget, de ikke har ressourcer til at ændre på. De fleste mennesker ved jo, at det ikke er sundt at ryge 30 smøger om dagen, men hvordan får man stoppet? Og folk ved også godt, at de bør spise flere gulerødder end burgere, men hvordan ændrer de hverdagen?
Kongstanken i projektet er derfor at lave en kogeskole, hvor socialt udsatte kan komme ind og lære at lave ordentlig mad. Lære at bruge råvarer, de ikke har brugt før. Og tilrettelægge undervisningen på en måde, der passer til målgruppen – altså ikke som andre aftenskole-kurser med fx mexicansk mad eller lign. Det handler ikke om at udvikle den kulinariske kvalitet, men om grundlæggende madlavningsfærdigheder.

Målgruppen

Målgruppen for kogeskolen er beskrevet som misbrugere/socialt udsatte typisk på kontanthjælp. Aldersmæssigt er rammer vi meget bredt, da vi primært rekrutterer deltagere fra vores væresteder rundt om i kommunen, som typisk har brugere i alle aldre. Fælles for dem er, at de har en historie med social udstødelse, misbrugsproblemer, dårlig økonomi og problemfyldte familieforhold. Og for de flestes vedkommende er det mennesker, der befinder sig langt fra arbejdsmarkedet.
Vores tilgang til deltagerne er dog, som vi ville møde alle andre deltagere på et helt almindeligt madkursus. Vi tager imod dem, som dem de er og ikke som det problem, de har! Og vi kan mærke og se, at de nyder at blive mødt på de vilkår i stedet for den problemtilgang, som de ofte er vant til fra deres øvrige møde med systemet. Vi tager dog så en række hensyn til de udfordringer, som deltagerne har i forhold til at forberede et måltid og deltage i gruppearbejde. Det er fx ok, at man har sin hjemmevejleder med til at starte med, eller at man tager en ”pause” fra arbejdet undervejs, hvis det bliver for meget.
Undervisningen foregår i FOF-regi, fordi vi gerne vil have deltagerne ud i ”normale” miljøer – så de for en følelse af at være som alle andre og kan fortælle deres omgangskreds, at de går på FOF. Og ligesom det ikke er det samme at gå til fysisk træning i rusmiddelcentret som at gå sammen med alle mulige andre mennesker i Fitnessworld, skal et madkursus som vores ikke ligge på værestederne, men på en aftenskole, hvor der også kommer andre mennesker.

Manglende grundkompetencer

Deltagernes foregående madkundskaber er oftest meget begrænsede. Der er ofte nogle økonomiske barrierer, som har haft indflydelse på deres forhold til mad, men vigtigere er, at mange aldrig har lært at lave mad, simpelthen fordi de kommer fra hjem, hvor det ikke har været prioriteret. De har måske fået en 50’er til at gå ned og købe det, de vil. Så de har ikke kompetencerne til at kunne lave mad til sig selv. De kender ikke til helt almindelige madlavningsteknikker, men kan måske højest koge æg eller riste brød. Ikke mere end det – og de laver sjældent mad hjemme. Nogle kender til én ret, andre køber al mad færdiglavet. Men de kan faktisk godt. De skal bare have nogle redskaber til, hvordan de gør. Vi havde på et tidspunkt en pige med ADHD, som havde meget brug for hjælp til at strukturere sin madlavning. Hvordan griber man an? Hvad skal man starte med? osv. Det er de helt grundlæggende ting, der kan være en barriere. Så vi prøver at lære dem, at det kan være en god idé at starte med at finde alle ingredienserne frem, ordne alle grønsager, så de er helt klar, og først begynde selve tilberedningen derefter. Det kan være givtigt at arbejde med den proces – at have det hele klar, så det ikke bliver for stressende. De skal også lære at kigge på tiden, lave regnestykket med, at når kartoflerne skal være i ovnen en time, og kødet skal steges en halv time, hvornår starter man så med hvad? Men vi skriver ikke på opskrifterne, hvordan de skal planlægge det, for vi vil gerne overlade noget til dem selv. Det med at følge en opskrift er i det hele taget noget nyt for dem og kan derfor være svært. Så der er meget læring i at bruge en opskrift. Vi tilpasser derfor undervisningen bed at bryde opskrifterne ned i delelementer, så det er nemt at forstå og adskille enkeltdelene. Vi gør meget ud af, at de SKAL læse hele opskriften, inden de går i gang. Men mange af dem kan rent faktisk ikke læse. Og så må vi hjælpe dem med at forstå det ved at gå rundt til de forskellige grupper og gennemgå opskriften og taler grundigt om, hvad er det DU skal i dag.

Maden

Generelt må opskrifterne og maden ikke være for kompliceret. Det skal være nemt og hurtigt – så retterne må ikke tage lang tid at tilberede. Og så skal det selvfølgelig være ernæringsmæssigt korrekt. Vi kan se, at der hos målgruppen kan være en stor kløft mellem viden og handling. Det er ikke nødvendigvis fordi, de mangler viden for at kunne leve sundere, men den viden, de har får dem imidlertid ikke i særlig stort omfang til at ændre på deres sundhedsmæssigt dårlige vaner. Årsagen til dette kan være, at den viden, de har, er for teoretisk og abstrakt til, at de kan anvende den rent praktisk, og mange af dem magter det simpelt hen ikke, fordi det kræver et overskud, som de ikke har.
For at kløften bliver mindre, fokusere vi derfor på at gøre de sunde valg let tilgængelige for borgerne, både mentalt og i praksis.
Så når vi skal have pasta, bruger vi grov pasta og får en snak om det undervejs. Når vi laver suppe, bruger vi ikke piskefløde, men en anden og taler om hvorfor. Og så laver vi altid noget med grønsager – og taler om, hvorfor vi gør det. Det er på den måde, vi prøver at lære dem om ernæringsmæssig korrekt kost – i den konkrete situation og når vi til sidst sidder sammen og spiser maden. Én af deltagerne spiser fx aldrig grønsager, og så kan vi tale om, hvorfor han ikke gør det, og hvorfor det generelt er vigtigt, og hvad det er, grønsager indeholder af gode ting. Vi oplever meget ofte, at der er nogle, som stort set ikke har spist grønsager i deres liv, men som efter at have gået på kogeskolen begynder på det. Det er der, vi ser det største ryk hos kursisterne. Alt i alt kan vi se, at der sker meget med dem undervejs. De tør prøve noget andet, end de er vant til. Og bare det at turde prøve er et stort ryk for dem. De tager vores opskrifter til sig og prøver dem derhjemme også.
I forhold til menuen er det desuden vigtigt at sørge for, at det er realistisk for deltagerne selv at købe ind til bagefter. Vi skal helst handle i discountbutikker i nærheden af deres bopæl, vi handler ikke i specialbutikker, og vi handler sjældent i Føtex eller Kvickly, for deres økonomi er ikke til mere end discountbutikkerne.

Tilrettelæggelse af undervisningen

Når vi starter op på holdet, tager vi en præsentationsrunde, så vi lærer hinanden at kende. Vi er ikke så interesseret i deres diagnoser eller problemer, men det er vigtigt for os at vide, om de får lavet mad derhjemme, om de bor alene, og noget om deres økonomiske muligheder i forhold til mad, så vi kan tilpasse undervisningen i forhold til det.
Vi sørger for at tilrettelægge undervisningen, så det bliver mindst muligt stressende for dem, og så vi kan dyrke de små successer – for netop de små successer er en rigtig vigtig del af kogeskolen fx bare det at stå med en blender og lykkes med at blende, som en af kursisterne gjorde! At finde ud af, hvordan en blender helt grundlæggende virker var for ham en rigtig god succes. Små ting kan resultere i gode oplevelser. Så derfor giver vi dem meget små udfordringer af gangen. Ellers kan det godt gå galt. For tingene går sjældent præcis, som vi har planlagt det. Enkelte kan komme møgberusede og ikke kunne noget som helst, hvor de andre gange kan det hele. Så må man tilpasse efter det. De er heller ikke så gode til at møde op eller melde afbud – det afhænger tit af deres humør. Men det er jo frivilligt. Det giver dog nogle udfordringer rent planlægningsmæssigt.

Mere end bare mad

Vi kan helt grundlæggende se, at deltagerne har det socialt rigtig godt sammen på trods af deres forskelle. Det giver dem lyst til at komme og de får ansvar over for hinanden. Desuden kan det at lave mad sammen åbne for nogle gode snakke, som man ikke ville få andre steder. Fx begyndte to af deltagerne den anden dag at snakke om nogle erfaringer med misbrugscentret, og så endte det med, at alle pludselig deltog i diskussionen og fik en god oplevelse med det. For det handler om, at de føler sig trygge ved at snakke sammen her, og at de kan byde ind med forskellige ting. Det her er i bund og grund mere end bare et madkursus – det er et forum, hvor de i tryghed kan få en snak om ting, der betyder noget i deres hverdag. Så vi ser det i virkeligheden lige så meget som et socialt projekt som et madprojekt.
Vi tænker ikke så meget i job, selvom politikken jo i dag er, at job skal være målet med næsten alting. Men det er ikke vores umiddelbare mål med kogeskolen. Kost er dog en del af mange ting, der skal være i orden, før mennesker er parate til at få et arbejde, men det er kun en brik ud af rigtig mange andre.

Når aktivering bliver spiselig

Læs flere eksempler på, hvordan mad kan være et nyttefuldt redskab til at støtte mennesker på kanten af samfundet i bogen: Når aktivering bliver spiselig

Sidst opdateret 30. december 2016