At løbe uden ben

Virksomheden Running With No Legs vil igennem samarbejde, workshops, teambuilding, foredrag bevæge og inspirere andre ved at demonstrere, hvordan mennesker kan indeholde stor styrke – også mennesker med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, november 2013

Running With No Legs er lidt ligesom den gamle skrøne om humlebien, der ikke ved, den ikke kan flyve. Selvfølgelig kan den det. Biens vinger er formet på en måde, så der skabes ekstra opdrift til at kompensere for den manglende aerodynamík. Og således er det også for Running With No Legs. Selvfølgelig kan man løbe uden ben – både i overført betydning og helt bogstaveligt.

Christian Richardson – den ene af de to stiftere af Running With No Legs – mistede begge sine ben, da han trådte på en nedgravet sprængladning som udsendt soldat i Afghanistan. En frygtelig hændelse, som ingen mennesker selvfølgelig ønsker at komme ud for. Men for Christian har den livsændring, der fulgte med det store tab, været noget af det bedste, der er sket for ham.

”Mange mennesker forventer, at når jeg kommer gående på mine små benproteser, skal mine mundvige vende ned ad, og jeg skal være ked af det og tænke, at mit liv ødelagt. Men når jeg så er helt modsat og siger højt: jeg har det pissegodt, at miste benene er stort set det bedste, der kunne ske for mig, fordi jeg har fået så mange ting ud af det – selvfølgelig ville jeg gerne have mine ben – men jeg er ret glad for den måde, mit liv har ændret sig på og den tilværelse jeg har - så virker det ret stærkt på folk,” siger han.

At vende modgang til styrke

Det er den indstilling til livet, som Running With No Legs bygger på. Mennesker, der har mærket modgang i livet, men som har vendt modgangen til at blive en styrke. Running With No Legs har pt. to synshandicappede, en kørestolsbruger med muskelsvind, en krigsveteran med PTSD, en dobbelt-benamputeret krigsveteran (Christian) og en med ADHD og Asperger-diagnoser ”i stald” og afviser ikke at udvide holdet med flere.
En forskelligartet gruppe med det tilfælles, at alle har nogle erfaringer og kompetencer, som andre mennesker kan lære noget af. En læring, som de to stiftere, Christian og Torben Koue, vil sætte i spil gennem samarbejde, workshops, teambuilding, foredrag, seminarer mm. Typisk med virksomheder, organisationer og institutioner som kunder.

Torben Koue uddyber:
”Vi løfter det enkelte menneskes potentiale til at være unikt. Vi har samlet en gruppe mennesker, der med den historie de har, fortsat vil have succes i livet. 90% af den danske befolkning tror, at man ikke kan løbe uden ben - altså at funktionsnedsættelser kun er en begrænsning. Når de møder Christian, Lykke og Martin og de andre, tænker de nok, at her er nogen, der er tabt på gulvet og som bare koster samfundet penge. Og så præsenterer vi præcis det modsatte. Og vi tror på, at disse gode historier gør tilhørerne glade, og at de selv kan bruge de redskaber og integrere dem i deres egen hverdag, eget liv, egen virksomhed til at skabe vækst - fordi budskabet om at man kan vende modgang til en styrke er universelt. Det handler om at danne og skabe den værdi, som virksomhederne efterspørger – og så noget mere, som de ikke vidste!”

En idé opstår

Running With No Legs opstod, da Christian efter sin udsendelse til Afghanistan mødte Torben, som på det tidspunkt var kontaktperson for de fysisk skadede soldater i forsvaret og idrætsleder for forsvarsministeriet, efterretningstjenesten og forsvarsakademiet..

”Jeg gik med overvejelser om, hvad jeg skulle med mit liv, for jeg vidste, det ikke skulle være hos kamptropperne,” siger Christian.
”Og så mødte jeg Torben og mærkede, hvordan han brugte mig i forhold til at få de ansatte i forsvaret til at bevæge sig og dyrke idræt. Jeg kunne mærke, at der ikke rigtig var nogen, der turde gå til mig som til andre - sådan havde Torben det ikke – han kunne tvært i mod se, at han kunne bruge mig i forhold til at fortælle om motivation- sådan opstod idéen, og så har vi bare bygget på. Og hver eneste gang vi har været ude og holde foredrag, har vi haft en god oplevelse med publikum. Det er virkelig interessant for mig personligt, fordi jeg har skullet udvikle mig fra den situation, jeg var havnet i – og den proces, som vi har været igennem med Running With No Legs har været med til at åbne mine øjne for, hvad jeg kan med mig selv, og hvad jeg kan gøre for andre mennesker.”

Torben: ”Det, vi i bund og grund vil, er at have fokus på, hvad der foregår mellem mennesker og udvikle den enkelte. Alle mennesker rummer nogle gode ting, men vi er måske i hverdagen ikke opmærksom på, hvordan vi forløser hver menneskers potentiale. Og deraf følger det at være og blive et godt menneske. Mit mål er at gøre mennesker glade. Jeg leverer et glad og positivt budskab, og så er det op til modtageren selv at tolke på det og overføre det til sit eget liv.

Running With No Legs er i opstartsfasen. Christian og Torben bruger meget tid på at udvikle konceptet, mødes og diskutere med de andre oplægsholdere, samt at knytte forbindelser til erhvervsliv og organisationer landet rundt. De har hidtil nu holdt 10 foredrag, og hver gang har modtagelsen fra tilhørerne været den samme:

”Stort set alle gange er folk faldet bagom på stolen. Fordi vi præsenterer noget, de ikke er vant til, og vi præsenterer det på en måde, som har stor effekt på mennesker!” siger Christian.

Store ambitioner

Så nu er udfordringen ”bare” den at få endnu flere til at gå i dialog med dem og selvfølgelig indgå som samarbejdspartner, købe teambuilding, workshops og foredrag. Og ifølge Torben er ambitionerne for virksomheden tårnhøje:

”Vi skal turde springe ud i det ukendte. Frem for at ”bare” ringe til folk og sælge foredrag skal vi noget mere. Rigtig mange organisationer og virksomheder synes, vores koncept er spændende – men vil ikke bare møde dem for at sælge et foredrag. Vi vil hellere møde dem, hvor de er og bringe deres kompetencer i spil sammen med vores kompetencer – på den måde kan vi SAMMEN skabe en sammenhæng og et særpræg, som adskiller sig fra konkurrenterne og dermed skabe den kant, som er nødvendig. Det tager meget længere tid, men når det så sker, har vi fået opbygget en tillid og en stærk relation og kan på sigt blive synliggjort over for alle deres kunder. Vores vision er at skabe en bevægelse af mennesker, der ser muligheder fremfor begrænsninger!"

Læs mere

Martin - Det værst tænkelige job
Martin har ADHD og Asperger og arbejder som fotograf og oplægsholder i Running With No Legs.

Lykke - Europamester, massør og teambuilding-instruktør!
Lykke er blind og arbejder som massør og oplægsholder i Running With No Legs.

Læs mere om Running With No Legs her på deres hjemmeside, hvor du også kan kontakte Torben og Christian.

Sidst opdateret 09. maj 2017