Mentorer for unge på kanten af tilværelsen:

”Kodeordet er tid”

I Odense kan unge på kanten af tilværelsen få støtte af en mentor til at komme på fode igen og starte uddannelse eller job. Mentorernes vigtigste arbejdsredskab er, at de bruger præcis den tid, der er nødvendig for at hjælpe den unge.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, oktober 2012

Det er i hvert fald ikke på grund af et let-genkendeligt og velklingende navn, at Mentorer for psykisk sårbare i Livsstilsændring og træning af jobkompetencer under Jobrehabiliteringscenter Odense får mange henvendelser! Så det må jo være fordi, de tre mentorer har ramt et stort behov – og fordi de gør en god indsats, at der nu er venteliste for at komme ind blandt målgruppen af unge kontanthjælpsmodtagere med problemer udover ledighed. De tre mentorer – Kristian Fink, Gitte Maigaard og Simon Juul Baasch har besluttet sig for hver at have max 15-18 unge hver. Flere end det vil gå ud over kvaliteten.

Tiden er de tre mentorers vigtigste arbejdsredskab, forklarer Kristian, Gitte og Simon:

”Det vigtigste element er tiden. Vores arbejde består i at mødes med de unge og tale med dem. I grove træk prøver vi at inspirere dem til at udvikle sig. Vi sår frø i dem. Prøver at få dem til at reagere. Kodeordet er, at vi bruger meget tid sammen med vores unge. Det gør en stor forskel. Vi er sammen med dem en gang om ugen/ hver 14 dag – og næsten aldrig her på kommunen. Vi er hjemme hos dem selv, eller ude i byen. På den måde har vi mulighed for at danne en relation med dem,” siger de.

Lille netværk

Mentorerne er et 3-årigt projekt med udløb i 2014. Grundidéen var, at det primært skulle være for unge, der var nye i systemet uden nogen form for diagnose. Men reelt er målgruppen unge, der har været længe i systemet og som for manges vedkommende har diagnoser som angst, ADHD, depression og enkelte med psykisk sygdom, som giver den unge en række følgeproblemer:

”De her unge har et meget lille netværk. De isolerer sig, de har måske social angst eller fobier. De har ingen at trække på, når/hvis tingene går galt. Familien er fraværende – og ofte er netop det, kernen til den unges problemer. De har måske været mobbeofre gennem hele livet, og de har en følelse af at være anderledes. Tingene har generelt bare ikke kørt for dem,” forklarer Simon Juul Baasch. Og Kristian Fink fortsætter:

”De fleste har ingen ungdomsuddannelse, nogle få har en studentereksamen, men ikke én, de kan bruge til noget. Enkelte har prøvet universitetet – uden succes. Mange har arbejdet ufaglært efter folkeskolen. Nogle klarer sig hele vejen igennem uddannelsessystemet, men så kommer de ud af de beskyttede rammer, og så kan de jo slet ikke klare sig. I første omgang handler det om at sætte ind med hjælp til helt basale ting som alm. bo-færdigheder og personlig hygiejne. Men samtidig er de dybt forskellige med individuelle behov. De har ofte været på kontanthjælp i lang tid, og ofte er der misbrug som følge af selvmedicinering. Mange er eller har været misbrugere – flere af dem alvorligt,” siger han.

Målet er et job

Det er den kommunale sagsbehandler, der i første omgang visiterer den unge over til mentorerne. Typisk hvis der er dårlig fremgang i den unges situation, men sagsbehandleren fornemmer, at der nogle evner, som vil kunne bringes i spil. Målet med et forløb hos mentorerne er ganske klart: Et job eller en uddannelse. At få den unge frem til selvforsørgelse. Og hvordan opnår man så det mål?

”Vi taler med vores unge og har tiden til det. Vi er hjemme hos dem selv, eller ude i byen. I grove træk prøver vi at inspirere dem til at udvikle sig. Få dem til at reagere. De skal have deres følelser og selv sig i spil, hellere end, at de bare er ligeglade,” fortæller de tre mentorer.

”Vi fungerer ofte som ambassadør/buffer – også i forhold til kommunen. Vi har ingen myndighed, så det er afgørende, at de har lyst til at være sammen med os. Derfor handler det om at mødes i øjenhøjde med den unge og anerkende, at de er ok som de er. Kan det lade sig gøre at skabe forandring ? - Ja! Vores fordel er, at vi kan arbejde med et langt perspektiv og det er af stor betydning. Vi slipper dem ikke bare, selvom de ikke lige lykkes inden for kort tid. Vi skal kunne se, at de kan udvikle sig, ellers skal de tilbage til sagsbehandleren. Der skal hele tiden være et formål med samarbejdet,”

Anerkende de små skridt

En vigtig ting i forhold til at kunne hjælpe unge i denne målgruppe er, at man lærer dem at kende og giver noget af sig selv.

”Vi bruger meget tid på at anerkende de små skridt/ succes. Dem ser vi og bruger til fortsat udvikling. Vi bruger ofte vores eget netværk, det netværk som de unge mangler. Det er god læring for de unge at se, hvordan man bruger et netværk," siger de.

Sidst opdateret 30. december 2016