Chris: En helt almindelig ualmindelig fyr


25-årige Chris har konstant selskab af 16 forskellige stemmer, der blander sig i alt, han laver. Men det klarer han fint, og samtidig har han selskab af 2 katte, 2 næsebjørne, en en-øjet hund og sin forlovede Mette.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, februar 2014

Ude fra vejen ligner det grå hus en hvilken som helst velholdt villa i en hvilken som helst provinsby. Huset er fint pudset op og malet gråt, forhaven er ryddelig, og et lille hegn vidner om, at her sikkert også bor en hund – ligesom i tusindvis af andre hjem rundt om i Danmark.

Men da husets hund først kommer til syne, får man første forvarsel om, at dette ikke er et standard-hjem med en standard-familie. Den lille nysgerrige – og kælne - Pusle har nemlig kun ét øje efter et uheldigt møde med en fremmed støvle. Og når man kommer længere ind i baghaven møder man et stort, hjemmelavet bur, som rummer to bjørne! Husets ejer, Chris, er heller ikke helt efter standarden, selvom han virker meget almindelig, som han går rundt i arbejdstøj og arbejder på det nye og større bur, som de to næsebjørne skal flytte ind i. Men inden i Chris’ hoved er der 16 forskellige stemmer, der blander sig i hans liv uafbrudt. Og oven i det er der tankemylder, hallucinationer og personlighedsspaltning, der alt i alt er mundet ud i diagnosen skizofreni og en deraf følgende førtidspension.

Ud over den et-øjede hund, de to næsebjørne og to katte, rummer husstanden også kæresten Mette, som også er udstyret med en skizofreni-diagnose, og som Chris mødte på kurset Aktivt Liv i foråret 2013. Et kursus, som på mange punkter vendte op og ned på Chris’ liv.

”Jeg fik en skøn kæreste, jeg skal giftes med til september, jeg fik en super sjov veninde, som vi mødes med flere gange om ugen og træner sammen med, og jeg fik mit ønskejob som dyrpasser i en zoo! Så man må sige, det har været nogle kursus-dage, der var givet rigtig godt ud!” konstaterer han.

Ønskejob som dyrpasser

Jobbet som dyrpasser har altid været Chris’ drømmejob. Og for ca. fem år siden var han også ganske tæt på at gå den helt almindelige vej mod jobbet. Men så tog hans sygdom over.

”Kort inden jeg skulle begynde på dyrpasseruddannelsen, fik jeg min diagnose. Alle symptomer blev værre; stemmerne, hallucinationerne, angsten for at gå ud. Jeg boede i en ungdomsbolig i Hedensted på det tidspunkt og måtte have min kontaktperson med ud og tømme postkassen hver dag, fordi jeg ikke turde selv. Det var også der, jeg begyndte at ryge hash sammen med de andre unge – som selvmedicinering vel – men jeg besluttede så at droppe hashen og flytte tilbage til Horsens, da jeg følte, at det var dumt at være bedøvet hele tiden, og desuden hjalp det ikke på mine symptomer: konstant træthed, fordi jeg hele tiden skal snakke med/ lytte til stemmerne. Jeg har gået til behandling for stemmehørere i 2 år, og det betød, at det skiftede lidt - da jeg lærte at håndtere stemmerne og styre, hvordan de påvirker mig. Og så har jeg kunnet leve et langt bedre liv med de ting, jeg nu engang har.”

Pensionen giver ro

Kort efter, Chris fik sin diagnose som skizofren, blev han indstillet til førtidspension. En afgørelse, som for mange unge både kan føles som en fordel og en ulempe. En fordel, fordi man er sikret et rimeligt forsørgelsesgrundlag, men samtidig en ulempe, fordi man kan føle sig kørt ud på et sidespor allerede som ung. Men for Chris var det udelukkende positivt at få pensionen.

”Jeg har fra starten været helt afklaret omkring, at jeg har fået en pension – det er ikke noget, jeg er ked af på nogen måde. Jeg kan ikke gøre for, at jeg har den sygdom, jeg har, og pensionen har fra starten givet mig en ro rent økonomisk. Jeg kan jo også altid selv vælge at komme af den, hvis jeg skulle få det bedre. Min diagnose vil altid følge mig, og da jeg har haft stemmer, siden jeg var helt lille, kommer jeg nok aldrig til ikke at være skizofren.  Men det er Ok. Jeg har lært at leve med det. Min oldemor og 6 grandfætre har også diagnosen, så det er nok en del af min arv. Mette har også skizofreni, men hun hører ikke stemmer, så det er meget forskelligt, hvordan man har det, når man har denne diagnose. På den måde passer vi nok ret godt sammen,” mener Chris.

”Hej jeg har skizofreni - vil I ansætte mig”?

Sin tid har Chris brugt på at sætte huset i stand nærmest på egen hånd – og på sin store interesse: dyr. Og med den støtte, han fik af konsulent i Handicapidrættens Videnscenter, Torben Pehrsson, efter kurset Aktivt Liv, kan Chris i dag bruge endnu mere tid på de dyr, som har betydet meget for ham igennem hele hans liv.

”Jeg havde selv fundet et sted, jeg gerne ville arbejde, men jeg vidste jo også, at det ikke er særlig let at gå ind i en zoo og sige ”hej jeg har skizofreni - vil I ansætte mig”? Da ved man næsten, at svaret er nej. Så Torben tog kontakten og fik sat et møde i stand. ”

Chris blev i forsommeren 2013 ansat i Skærup Zoo som frivillig medhjælper ca. 20 timer om ugen. Et job, der er givende for ham på mange punkter.

”Det er bare så godt for mig at komme ud og bruge noget energi og nogle kræfter. Jeg har i perioder så meget energi, at jeg ikke kan holde ud at sidde hjemme. I zoo kan jeg få brugt min energi, og så får jeg endda meget ros også. Det er dejligt. Og så elsker jeg jo at være med dyr. For når jeg er blandt dyr, bliver jeg beroliget. Jeg ville modsat slet ikke kunne klare at stå i en butik, fordi alle sanseindtrykkene ville bombardere mig. Men blandt dyr bliver mine symptomer meget mindre, og jeg har haft dyr siden jeg var helt lille,” fortæller Chris, der således havde ca. 160 krybdyr boende i hjemmebyggede terrarier i kælderen. Men de er dog blevet solgt.

”Jeg er blevet meget mere tålmodig og også mere social. Man skal jo snakke med de andre i pauserne – det gad jeg ikke tidligere, men det er jeg faktisk blevet rigtig god til og synes, det er rart at være sammen med andre mennesker. Om sommeren kan der dog godt være lidt for mange gæster, og de kigger jo på én, når man er inde hos dyrene og fodrer eller fejer. De små børn synes nogle gange, det er sjovere at kigge på mig end på dyrene – så derfor har det været skønt i vinterperioden at kunne gå i fred og ro med dyrene,” fortæller han.

Solskin på vej

Alt i alt er der sket meget i Chris liv, siden han måtte springe fra dyrepasseruddannelsen. Han valgte selv at blive fri af selvmedicineringen med stofferne, han sørgede for et trygt sted at bo, og ved at deltage på Aktivt Liv-kurset fik han de sidste ting med, som alle andre almindelige mennesker har: arbejde, fritidsbeskæftigelse og kæreste. Men det grå-pudsede hus på en villavej i Horsens rummer bestemt ikke en helt klassisk-almindelig familie. Og selvom foråret er på vej med sol og lys, hvilket påvirker Chris meget – lurer der konflikter i hjemmet:

”Pusle er meget interesseret i at snakke med bjørnen gennem nettet i buret. Men hvis bjørnene kommer ud og får fat i hende, æder de hende. Men det ved hun heldigvis ikke!” siger Chris og arbejder videre på det flugtsikre bjørnebur i baghaven.

Sidst opdateret 07. december 2016