Doan: "Intet er umuligt"


Doan Fischer-Larsen, førtidspension. Arbejder 25 timer som IT-supporter hos Job og aktivitetscenter Vestegnen. Har en medfødt ledsygdom.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, juni 2015.

Hvordan har du arbejdet sammen med handivid?

Det startede i 1997, hvor jeg var kommet hjem efter at have været på Egmont Højskolen. Jeg var begyndt at bytte om på nat og dag, lå bare på sofaen, havde ondt og tænkte, at jeg nok var syg. Det ender med, at jeg kommer på besøg hos Torben i Videnscentret. Jeg ankom med med den idé, at jeg sikker bare kunne blive flaskedreng eller tage telefoner på kommunen. For jeg var helt drænet for energi og overskud. Men Torben taler med mig, og jeg går derfra med noget mere mod på livet. Han finder så et sted, der hed Ung på linje, hvor jeg ender med at komme i jobtræning og siden bliver ansat. Jeg er der nogle år til de lukker, og det var en fantastisk tid. Derefter går jeg så hjemme et halvt års tid og får igen byttet om på nat og dag. Mit selvværd falder, og alt bliver uoverskueligt. Så jeg snakker med Torben igen, og han finder et nyt arbejde på Højvangsseminariet.

Jeg bliver så senere headhunted af en tidligere kollega til mit nuværende arbejde.

Hvad har du fået ud af samarbejdet med handivid?

Grundlæggende en tro på, at intet er umuligt. Det har givet mig selvværd og har vel betydet alt for mig. Hvis jeg bare havde gået hjemme, havde jeg ikke haft alle de venner, jeg har i dag, og jeg tror, jeg var blevet mere syg af det. Det ville have sat sig i mig psykisk, for det var meget hårdt at være hjemme og ikke gøre nogen gavn. At have et arbejde har været rigtig fedt for mig. - At kunne give noget tilbage. *Det er måske også derfor, jeg arbejder lige præcis som supporter - for at kunne hjælpe andre.

Jeg tror ærlig talt ikke, jeg havde fået job uden jer. Jeg havde jo min pension, så alt var godt i kommunens øjne. Jeg havde aldrig tænkt over, hvad jeg kunne gøre eller lave, ikke overvejet, at der var nogen, der kunne bruge mig til noget. Men den måde, Torben tog hele situationen på, hvor han lavede lidt fis med mig, og generelt så muligheder mere end umuligheder blev afgørende. Han havde nogle idéer og kendte til de forskellige ordninger. Mit selvværd var desuden slet ikke til at gå ud og sælge mig selv.

Selv i dag rart at have jer som sikkerhed, hvis nu jeg skulle miste mit job... 

Oprettet 02. december 2016