Dorthe - i job med løntilskud i en svømmehal

Tekst: Bo Therkildsen
Foto: Sonja Iskov, foråret 2010

Dorthe Kirsch er 43 år og arbejder som receptionist i job med løntilskud i Køge Svømmeland. Hun arbejder 9 timer om ugen fordelt på mandag, onsdag og fredag. Dorthe har haft førtidspension i godt 20 år pga. en bindevævssygdom, som påvirker funktionen i hænder og fødder.

Hvad laver du i din arbejdsdag?

Jeg sælger billetter, tager telefoner, guider kunderne. Jeg møder ind kl. 10 og går i banken med gårsdagens omsætning. Hvis der er meget tryk på billetlugen hjælper jeg der, og så afløser jeg ved frokost. Desuden har jeg en del små-opgaver som at sætte foldere på plads. Det er også mig, der holder styr på arrangementer i svømmehallen, som kræver koordination med caféen.

Hvad sætter du mest pris på ved dit arbejde?

Samværet med kollegaerne og kontakten med en masse kunder i løbet af dagen. Der er meget larm, men de er søde. Det er sjovt at se hvordan folk tonser rundt i vandet – men selv holder jeg mig lidt på afstand - for jeg er faktisk vandskræk. Det er jo lidt sjovt, når man arbejder i en svømmehal.

Hvad betyder det for dig, at have et arbejde?

Bare det at være uden for lejlighedens fire vægge, hvor man ellers tuller rundt, tre gange om ugen og tale med nogle andre mennesker betyder rigtig meget. Kollegaerne her er kanon-søde og meget obs på én.

Hvad gør dig glad i din arbejdsdag?

Hvis en kunde har glemt noget, og jeg så har fundet og ringer dem op – så bliver de simpelthen så glade og siger tak og noget rart til mig. Det gør mig glad at vide, at folk er lige så glade, når de går, som da de kom.

Sidst opdateret 07. december 2016