Per er hjælpelærer - og tidligere soldat

Tekst: Bo Therkildsen
Foto: Simon Jeppesen

Per Larsen er en garvet soldat. En af dem, for hvem det at komme hjem til Danmark efter at have været udsendt, mest var en venteperiode inden han kunne blive sendt af sted igen. Han har været i krig på Balkan, i Irak og i Afghanistan, og han har været det så ofte, at han egentlig føler sig mere egnet til at være udsendt end til at være hjemme.
”Jeg trivedes godt i miljøet. Herhjemme var der flere ligegyldigheder,” som han siger.

Men oplevelserne som soldat begyndte at sætte sig i Per. Og sidste gang, han vendte hjem fra Afghanistan i 2007, forsvandt han lige så stille ned i et dybt hul af ensomhed, søvnløshed og negative tanker.

”Dagene bestod kun af to ting: at gå på arbejde og sidde hjemme i min lejlighed. Jeg var rastløs, søvnløs og irritabel. Jeg mistede min kæreste og isolerede mig mere og mere – så færre og færre af mine kammerater og min familie. Dagligdagen blev sur, og jeg var meget negativ.”
Per mistede også sit arbejde, og det var medvirkende til, at han begyndte at komme på soldaterhjemmet på Frederiksberg – simpelthen for at se nogle mennesker. Der hørte han om kurset Hjem fra krig – og hvad så? – og det var igennem det kursus, at han erkendte, at han havde brug for hjælp.

”Jeg mente jo egentlig, at der ikke rigtig var noget galt med mig – jeg kunne jo godt klare mig selv. Men jeg indså undervej på kurset, at jeg havde behov for hjælp, at jeg ikke kunne klare hele verden selv,” siger Per.

Job, psykolog og maraton

Så han begyndte at gå til psykolog, kom i gang med at løbe og gennemførte i 2011 New York Maraton, og med støtte fra Handicapidrættens Videnscenter blev han ansat som hjælpelærer på Egmont Højskolen. Et job, han stadig har i dag, og som han er rigtig glad for. Men alligevel synes han ikke helt, det går så hurtigt fremad, som han havde håbet:

”Det går stille og roligt fremad, men ikke helt så hurtigt, som jeg kunne tænke mig. At jeg er kommet i job betyder dog en del, ligesom det at jeg går til psykolog og er blevet mere aktiv med mit løb har en positiv effekt. Jeg arbejder dog stadig med min selvtillid og mit selvværd, som ikke helt er oppe at køre. Når jeg ikke synes det går så godt, har jeg stadig en tendens til at trække mig tilbage og isolere mig. At det ikke er gået  så stærkt, som jeg havde håbet, er pisse-irriterende, og hvis jeg skal kigge 2-3 år frem, er jeg  nok også lidt mere forbeholden, netop fordi det ikke er gået så stærkt. Men jeg er stadig optimistisk, og det skal nok lykkes for mig at komme helt oven på igen, hvor jeg får mere initiativ. Det kniber det med lige nu,” siger han.

Og stadig ligger tankerne om det at være udsendt og spøger i baghovedet, selvom Per udmærket ved, at det ikke er den vej, han skal gå.
”Jeg savner en gang imellem at være udsendt, for jeg kan stadig synes, at det hele fungerede bedre da. Men samtidig ved jeg jo også, at det er noget pis! For det første tror jeg ikke, jeg overhovedet ville kunne blive udsendt igen, og i øvrigt ville det bare være at starte forfra igen.”

Sidst opdateret 08. maj 2017