Førtidspensionen har givet nyt overskud

I 2011 gik Stine Rasmussen helt ned med flaget. Hun havde arbejdet som lærer i 30 år, og de sidste år havde hun flere gange måttet tage pauser i perioder præget af depression og angst. Hun vendte dog altid tilbage, men den sidste gang gik det ikke mere. I stedet endte hun i ressourceforløb.

Tekst og foto: Maja Sølvstrøm Jensen

Stine var gået psykisk ned nogle gange, men hun slog det hen med, at der var tale om almindelig travlhed og overbelastning. Hun var glad for sit job som lærer og vendte derfor altid tilbage så hurtigt, hun kunne. Ønsket om at genoptage arbejdet var stærkere end kroppens signaler. Men da Stine for sidste gang gik ned med flaget i 2011, var hun ikke i stand til at vende tilbage.

”Jeg kunne ikke mere. Jeg var helt færdig. Jeg er heldigvis tjenestemand, så jeg fik hurtigt bevilget psykiater, udredning og pension gennem min fagforening. De vurderede, at jeg var uegnet til at arbejde igen, også inden for andre arbejdsområder,” fortæller Stine.

Stine kom i arbejdsprøvning

Der var dog kun tale om den pension, hun selv havde sparet op. Kommunen var ikke enig i fagforeningens vurdering og mente, at Stine skulle i arbejdsprøvning frem for at få en førtidspension.

”De kiggede slet ikke på mine papirer. De sagde bare, at jeg skulle gå ud og finde et arbejde. Men hvad skulle jeg finde? Jeg var 57 år og skulle finde noget ufaglært i en situation, hvor jeg var helt ude af den og dybt nede over ikke at kunne klare mit arbejde mere. Hele ens identitet er væk, og man skal efter 30 år finde ud af, hvad man så kan. Og det i en situation, hvor man slet ikke synes, man kan noget som helst, hvor man er bange for at møde mennesker, og hvor man absolut ingen energi og lyst har,” siger hun.

Stine kom i praktik i en blomsterforretning, fordi hun godt kan lide blomster. Hun havde 10 timer om ugen, men det var nok til, at hun var udmattet resten af tiden, og hun følte ikke, at hun kunne bidrage med meget:

”Selv om jeg er matematiklærer, turde jeg ikke stå ved kassen eller have kontakt til kunderne. Hos kommunen sagde de hele tiden, at ”du skal jo også kunne have et liv ved siden af”. Men det havde jeg ikke. Med de 10 timer i blomsterforretningen kunne jeg ikke overkomme andet. Det, de sagde hos kommunen, og det, der så blev afgjort, det var to vidt forskellige ting.”

Bliver mødt af mistro hos kommunen

Stine har generelt oplevet samarbejdet med kommunen som fint, men mødet med systemet var chokerende.

”Jeg har kun mødt søde folk inde fra kommunen, bortset fra den allerførste gang, jeg kom derop. De startede med at sige til mig, at jeg skulle huske at modtage mine breve. Jeg spørger, hvad de mener. De siger, at der er nogen, der ikke vil modtage deres breve, og så bruger det som undskyldning for ikke at komme til møderne. Jeg fik at vide, at gjorde jeg det, ville de tage mine penge,” siger Stine og fortsætter:

”Så sidder man der og bliver beskyldt for noget på forhånd. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. At man blev modtaget på den måde. De var søde nok, men der var hele tiden en underliggende stemning af, at de skulle passe på, at jeg ikke snød.”

Arbejdsprøvningen varede kun kort, da Stine ikke kunne holde til arbejdet. Derefter skete der i en lang periode ikke noget, heller ikke da hendes sygedagpenge løb ud. I sommeren 2013 får hun at vide, at hun skal begynde i ressourceforløb i januar 2014. Herefter går hun igen i et halvt år uden, at der sker noget. Da opstarten i ressourceforløb nærmer sig, har Stine været væk fra arbejdsmarkedet i næsten tre år, uden at hun i perioden har oplevet andre indsatser end den korte arbejdsprøvning.

Intentionen med ressourceforløb bliver ikke fulgt

Stine håber, at ressourceforløbet vil føre til afklaring af hendes situation, og da hendes socialrådgiver fortæller om Handicapidrættens Videnscenters projekt, slår hun til.

”Jeg læste jeres folder, og det lød jo helt anderledes. Der var en positiv indgangsvinkel til det hele, kunne jeg høre.”

Der blev lagt en plan for Stines ressourceforløb, som gik ud på, at Stine skulle træne tre gange om ugen for at øge hendes fysiske styrke og give vægttab og psykisk overskud. Dette var i første omgang alt, hvad hun kunne overkomme, og så var det intentionen at supplere med mindfulness senere i forløbet. De tre gange træning hver uge var dog nok til, at Stine havde svært ved at overkomme sociale arrangementer og møder. Men træningen betød samtidig ny fysisk styrke og et markant vægttab.

Stine har haft en positiv oplevelse af forløbet og mener, at ressourceforløb kan give mening under de rigtige omstændigheder:

”Noget af det gode ved forløbet har været den positive indgangsvinkel til os deltagere. Vi er blevet set som mennesker og ikke som ting, der skal puttes i en bås. Det var smadder godt,” siger hun og fortsætter:

”Ressourceforløb som sådan var fint tænkt. Men intentionerne i det bliver jo slet ikke fulgt. Der blev bare tænkt i, at der skal spares nogle penge, så nu skal du sidde i det her forløb. Det var rigtig godt, da I kom ind i billedet. I så på, hvilke ressourcer vi har, og hvad vi selv havde lyst til. Det ligger langt fra kommunens negative tilgang.”

Om arbejdet med konsulenten siger Stine:

”Han har været god til at støtte mig i, at jeg måske skulle prøve noget nyt. Og så kunne jeg altid snakke med ham om, hvad der foregik. Jeg har flere gange ringet til ham i panik, og jeg fik hele tiden støtte, uanset hvad jeg spurgte om eller blev frustreret over.”

Nu har Stine fået mere overskud

Efter et år i ressourceforløb fik Stine bevilget førtidspension. Men først efter, at hun for femte gang af en psykiater blev vurderet til ikke at have nogen arbejdsevne tilbage. Hun mener selv, at det havde været bedre for alle, hvis hun havde fået førtidspensionen fra starten:

”Jeg skulle have haft den i stedet for at starte i ressourceforløb. Selvfølgelig skulle jeg det. Det var spild af penge, tid og energi, og jeg fik det dårligere. Man bliver jo totalt usikker på sig selv. Man ved ikke, hvad man bliver kastet ud i af alt muligt, som ikke er for min skyld, men fordi nogen skal overholde nogle regler.”

Stine er lettet over, at hun nu har fået afklaring. Det går stadig op og ned med energiniveuaet, og vintermånederne har været hårde. Men nu ser det lysere ud. Ude i Stines have står der et stort festtelt. Det skal bruges, når Stine skal afholde sin 60 års fødselsdag for 35 familiemedlemmer. Og når teltet alligevel skulle stilles op, kunne hun jo lige så godt holde en fest mere ugen efter, så der har hun inviteret 35 venner.

”Det har givet mig noget overskud at få førtidspensionen. Det er jo ikke, fordi jeg sprutter af energi, men jeg går til træning, og jeg har overskud til at have et socialliv,” siger hun.

Sidst opdateret 07. december 2016