Henrik: Nu er der lys for enden af tunnelen


I auditoriet på Jydske Dragonregiment sidder 130 danske soldater. Året er 1995, og soldaterne er netop vendt hjem fra Kroatien. De danske lejre lå lige mellem de to kæmpende fronter. Flere danske soldater er døde i kampene, og endnu flere er sårede.

Døren til auditoriet går op, og en psykolog træder ind foran soldaterne. Hun siger, at hvis nogen har brug for at tale med hende, kan de række hånden op. Det er der ingen, der gør. En sergent stiller sig op og skælder hende ud, og hun går igen.

Henrik er en af soldaterne i rummet. Han og de øvrige soldater var udsendt af FN uden mandat til at deltage i kampene, så de måtte kun skyde, hvis de blev beskudt. Og da kroaterne indleder en offensiv, lægger de sig lige bag de danske lejre.

I 36 timer befinder de danske soldater sig midt i kampens hede med granater og skudsalver regnende ned i omkring sig. De må ikke skyde tilbage, fordi man ikke med sikkerhed kan sige, at de skyder direkte mod de danske soldater. Samtidig har de fået udleveret rifler, som de ikke er sikre på, virker som de skal, da de ikke når på skydebanen før angrebet. Bataljonschefen er stukket af.

Da soldaterne endelig evakueres til et savværk, får de at vide, at der er to døde og 16 sårede i en af de øvrige danske lejre. Henriks nære barndomsven er i den lejr, og han ved ikke, om han er blandt de dræbte eller sårede. Det rammer ham hårdt, men det viser sig ikke at være tilfældet. Dagen efter flyves soldaterne til København.

Henrik mærker en forandring hos sig selv efter udsendelsen, men han tillægger det ikke det store:

”På det tidspunkt har jeg aldrig hørt om PTSD. Men jeg fik svært ved at sove på grund af mareridt, jeg blev aggressiv, var konstant på vagt, kiggede efter faresignaler alle steder og var meget følsom over for høje lyde. Men jeg tænkte bare, at det nok er sådan at blive voksen. Jeg var 21 på det tidspunkt.”

Efter forløbet i auditoriet kommer der ikke flere tilbud om psykologhjælp. Flere fra holdet har siden begået selvmord.

14 år senere ramler det hele

I 2001 tager Henrik afsted igen, denne gang til Kosovo under NATO. Henrik er observatør i en spejderenhed, og på et tidspunkt oplever han, at han og fire andre danske soldater trues af en stor gruppe serbiske mafiamedlemmer. Da situationen spidser til, beordrer bataljonschefen den næstkommanderende til at køre ham væk. Så er de tre tilbage, mens antallet af serbere tiltager. En gruppe danske soldater kommer dem til undsætning, før det eskalerer, og serberne trækker sig tilbage.

”Under begge mine udsendelser er bataljonschefen stukket af i tilspidsede situationer. Det har gjort, at det er rigtig svært for mig at stole på andre mennesker,” forklarer Henrik.

Hans anden udsendelse slutter før tid, da en defekt træningsmaskine kollapser over ham og skader hans ryg. Bataljonslægen tror ikke på ham men siger, at hvis han ikke kan få ham til at sige, at det ikke gør ondt, må han jo sende ham hjem. Han vælger at sende ham hjem med et almindeligt passagerfly for at spare de penge, en Herkules-flytransport koster. Han må derfor sidde op hele vejen og får morfinsprøjter af to sanitetssoldater undervejs.

Hjemme på Jægersborg Kaserne kommer han ind til en kaptajn, som heller ikke tror på ham. Først i 2007 får Henrik på eget initiativ scannet sin ryg og får at vide, at han har en, måske to, diskosprolapser. Det ender med en sag i arbejdsskadestyrelsen, hvor Henrik får erstatning. Han kæmper stadig med smerterne i dag.

Udover to korte forløb får Henrik dog stadig ikke psykologbehandling. Men i starten af 2015 ramler det hele, og Henrik bliver sygemeldt fra sit arbejde som tekniker.

”Jeg sad og gloede ud i luften og kunne ikke tage stilling til noget som helst. Jeg kunne ikke svare, når nogen spurgte mig om noget. Jeg gik kun i joggingtøj, og når jeg havde kørt mine børn i skole om morgenen, kørte jeg hjem og lagde mig under dynen.”

I tre måneder har Henrik ikke kontakt med andre mennesker end sine børn.

”Jeg kan ikke overskue andre mennesker, min sindstilstand eller min fremtid. Jeg ønsker ikke længere at være her, det er for svært og uoverskueligt. Men jeg bliver for mine børns skyld og kæmper mig tilbage til livet igen.”

Arbejde som guldsmed giver ro

Henrik kontakter sin læge og starter et forløb på Krise- og Katastrofepsykiatrisk Center på Rigshospitalet. Et år inde i forløbet starter Henrik samtidig i Handicapidrættens Videnscenter projekt ’Vejen til et godt hverdagsliv’.

”Da jeg startede i projektet, var jeg stadig ret deprimeret. Jeg havde ikke lyst til at deltage i internatet og tale med andre mennesker, men jeg tog med for mine børns skyld. Og den sidste dag ville jeg faktisk ønske, at det havde varet et par dage mere.”

Henrik bliver tilknyttet Torben Persson fra Handicapidrættens Videnscenter.

”Vi kan tale om alt. Han er ikke psykolog eller psykiater, men jeg har kunnet læsse alt af på ham. Torben prøver aldrig at fortælle mig, hvordan jeg har det, han lytter bare. På et tidspunkt havde jeg 15 forskellige mennesker inde over min sag, og Torben har været en vigtig støtte i at holde styr på det hele.”

I løbet af det seneste år har Henrik overvejet, hvad han gerne vil med sit liv, og han har været omkring så forskellige ting som SDS behandler, barber og motorcykelmekaniker. Ved et tilfælde møder han guldsmed Stinne Holm på sin lokale kaffebar. De falder i snak, og Henrik begynder at besøge Stinne i butikken. En dag spørger hun, om han ikke har lyst til at komme i praktik hos hende.

”Jeg tænkte bare: Fedt, mand! Så jeg starter og finder hurtigt ud af, at guldsmedearbejdet giver mig en kæmpe ro. Jeg er uddannet elektriker, og der er mange reglementer. I guldsmedefaget handler det mere om fordybelse og kreativitet. Mit tankemylder stopper. Jeg ville aldrig kunne sidde og kigge ind i en computerskærm, mine tanker ville gå helt grassat. Men at sidde her, det kan jeg fandeme.”

Svært at indrømme svaghed

Henrik håber, at kommunen vil give ham en revalidering, så han kan blive guldsmed. Han oplever selv, at der er sket en kæmpe udvikling det seneste år.

”Jeg har ikke taget medicin siden i sommer, og jeg er i gang med at blive udsluset fra min psykiater, fordi jeg har det meget bedre. Jeg er oppe på at arbejde fem timer fem dage om ugen, og jeg glæder mig altid til at komme på arbejde.”

Henrik har for nyligt været til koncert for første gang i årevis. Han tog endda metroen hen til koncerten. Den havde han ikke kørt med i mere end 10 år. Men de mange års kamp kunne måske være undgået, hvis der havde været mere fokus på psykologhjælp lige efter udsendelsen.

”Sådan nogle soldater er jo hårde, og man rækker altså ikke lige hånden op og siger: Ja, jeg er svag, jeg har brug for hjælp. Og det ved man heller ikke altid, at man har. Man vil ikke se det i øjnene, for det føles som et nederlag. Man prøver at arbejde sig ud af det, men det fylder mere og mere, indtil man ikke kan være i det længere,” siger han og slutter:

”Jeg tror ikke, at jeg var nået så langt, hvis jeg ikke havde været med i projektet. De sidste to år har været en lang kamp, men nu begynder jeg at se lyset for enden af tunnelen. Nu ved jeg, hvad jeg vil med mit liv.”

Sidst opdateret 19. juli 2017