”Jeg er hammer stolt over alt det, jeg har opnået”

For to år siden vejede Karin Lykke Christiansen 103 kg. Hun gik med rollator på grund af en medfødt indsnævring af blodårerne, som gav hende smerter i benene, og hun led af depression. Det var i den tilstand, Karin påbegyndte sit ressourceforløb. I dag har hun tabt 45 kilo, fået fleksjob hos en købmand, og på gode dage cykler hun på arbejde.


Tekst og foto: Maja Sølvstrøm Jensen

Karin selv havde både håbet på og regnet med en førtidspension, for hendes helbredsmæssige problemer virkede uoverkommelige. I stedet gav kommunen hende to års ressourceforløb. Det sidste af de to år var hun tilknyttet Handicapidrættens Videnscenter.

”Jeg var helt nede i kulkælderen. Jeg kunne kun se mig selv som en, der skulle have pension. På det tidspunkt kunne jeg højst gå 50 meter med min rollator,” fortæller Karin.

Karins første møde med rehabiliteringsteamet var en dårlig oplevelse:

”Det var rigtig ubehageligt. De vidste faktisk nærmest ikke, hvorfor jeg kom. Jeg blev spurgt, om jeg havde problemer med mine ben, selv om jeg lige var kommet kørende ind med en rollator. De havde overhovedet ikke læst mine papirer. Og så er det jo et dommerbord, man bliver sat over for, hvor en masse mennesker beslutter, hvad man skal,” siger hun.

Karin havde mistet troen

Da hun fik folderen om Handicapidrættens Videnscenters projekt, havde hun da også mest lyst til at smide den i skraldespanden. Hun troede ikke længere på, at nogen ville hende det godt, og hun var ikke interesseret i, at en konsulent skulle snage i hendes privatliv i et år.

Det første år, Karin var i ressourceforløb, havde ikke budt på andet end varmtvandssvømning en gang om ugen, og hendes liv havde stort set stået stille.

”Det første år følte jeg, at jeg var sådan en bog, der blev lagt op på en hylde, og så blev jeg taget ned hver tredje måned og støvet af. Andet skete der ikke. Så var jeg placeret, og det var billigt, i stedet for at give mig noget, der gav mening,” fortæller Karin.

Selv havde Karin ønsket at få en diætist og noget genoptræning for den operation, hun havde fået i benene på grund af sin medfødte sygdom. Kommunen gav afslag på begge. Hendes mand insisterede dog på, at hun tog med på Videnscentrets indledende 5-dages internat, og dermed blev hun en del af projektet. Og det er hun glad for nu.

”Internatet var som at komme med en tom tank og blive fyldt op med brændstof. Der var ikke nogen, som så negativt på én. Vi var alle i samme båd, vi forstod hinanden. Selv om man ikke kunne se på alle, at de havde skavanker, så vidste vi alle, hvorfor vi var her,” siger Karin.

Efter internatet blev Karin tilknyttet konsulenten Peter fra Handicapidrættens Videnscenter. Han sørgede for, at Karin kom til lægen og fik medicin mod sin depression, og han tog med Karin til møderne hos kommunen. Her hjalp han Karin med at få den diætist og fysioterapeut, som hun tidligere havde fået afslag på. Og så begyndte det at gå den rigtige vej.

Genoptræning og vægttab førte til job

”Jeg kunne ikke have undværet Peter. Når jeg har været hos kommunen alene, er jeg rendt ind i en lukket dør. Jeg har hver gang fået at vide, at ”Vi har ikke mere til dig”. Det gør en kæmpe forskel at have en med, der kan tale ens sag. Det var rart at have en person, jeg var tryg ved, og som jeg altid kunne ringe til,” siger Karin.

Med diætistens hjælp tabte Karin sig 45 kilo, og med fysioterapeutens hjælp fik hun genoptrænet sine ben. Karin træner nu selv i et fitnesscenter to gange om ugen, og rollatoren er der ikke længere brug for. Med et forbedret helbred var Karin klar til at afprøve en praktik.  Hun er oprindeligt udlært maler og arbejdede i faget i 20 år, indtil hendes medfødte sygdom satte en stopper for det.

Peter fik arrangeret, at Karin kom i praktik i Bilkas malerafdeling. Her kunne hun bruge sin mangeårige erfaring som maler til at vejlede Bilkas kunder. Karin var i Bilka i et halvt år og havde håbet, at det ville føre til et fleksjob. Det har hun nemlig fået bevilget af kommunen. Desværre sprang Bilka fra i sidste øjeblik, og Karin måtte starte forfra.

Hun fortsatte dog ufortrødent og var ude med mange uopfordrede ansøgninger, og det gav pote. Karin har nemlig fået et fleksjob hos Eurospar i Vollsmose, hvor hun selv er vokset op. Hun startede med at arbejde to gange to timer om ugen, men nu er hun kommet op på tre gange tre timer. Og på gode dage cykler hun på arbejde.

Karin er ansvarlig for at lukke butikken, og derudover sidder hun i kassen og holder lidt øje med butikkens unge medarbejdere. Og selv om det ikke er mange timer, har familien 4000 kroner mere til sig selv om måneden, end da Karin var i ressourceforløb. Det kan godt mærkes.

”Jeg er meget glad for arbejdet, især det sociale. Jeg har nogle rigtig gode kollegaer, og jeg kan faktisk se mig selv blive gammel her. Når jeg kommer hjem fra arbejde, er jeg træt, men jeg er også glad,” fortæller hun.

Mistilliden er en udfordring

Karin har oplevet, at der kan være stor mistillid mellem sagsbehandler og borger, og det er en udfordring for samarbejdet. Hun mener, at udbyttet af ressourceforløbene derfor bliver meget afhængigt af, hvilken sagsbehandler, man får.

”Jeg er rigtig glad for hende, jeg har nu. Hun går ind og kæmper min sag. Hende jeg havde tidligere, det var lige så jeg rystede, hver gang jeg skulle ind til hende. Det er jo ikke meningen, at man skal sidde og være hunderæd for sin sagsbehandler. Det er ikke rart, når folk ikke tror på én.”

Karins forhold til systemet har ændret sig meget i positiv retning under forløbet. Hun mener selv, at det dels skyldes Peters rolle, dels at hun selv blev bedre til at åbne op og vise, at hun var klar til at kæmpe for at få det bedre og få et job. Gennem projektet er der skabt større forståelse mellem Karin og hendes sagsbehandler.

”Jeg var meget bekymret for at skulle afslutte forløbet med Peter. Han har fyldt min rygsæk og fået mig til at se anderledes på tingene. Nu er rygsækken ved at være tom, men det er fint, for nu er jeg nået dertil, hvor jeg kan klare mig selv. Hvis jeg ikke var kommet med i det her projekt, tror jeg ikke, at jeg havde været her i dag. Jeg er hammer stolt over alt det, jeg har opnået,” siger Karin.

Sidst opdateret 14. februar 2017