”Jeg vil vise, at mennesker med handicap kan have værdi for en arbejdsplads”

Burhan Yurtseven har muskelsvind. I 2012 færdiggjorde han sin uddannelse, men han søgte derefter job i fire år uden held. Med masser af gåpåmod og en smule hjælp har han nu fået fleksjob hos Dansk Handicap Idræts-Forbund.

Tekst og foto: Maja Sølvstrøm Jensen

Burhan sidder foran sin computer på kontoret hos Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF) i Brøndby. Han ser koncentreret ud, for han er ved at taste nogle nye ændringer ind på foreningens hjemmeside. Kontoret, som han deler med tre kollegaer, har kun været hans i en måned, selv om han ser hjemmevant ud. Men vejen ind på kontoret har ikke været nem.

Handicap ses som en barriere

Burhan er 27 år gammel og sidder i kørestol på grund af muskelsvind. På trods af sin sygdom har han både gennemført en HF og et toårigt forløb på Copenhagen Business School. Efter endt uddannelse tog han flere praktikforløb, blandt andet hos Danske Fragtmænd. Alligevel kunne han ikke få et job.

”Når man er født med et handicap, er der nogle barrierer imellem dig og arbejdsgiverne. De er bekymrede over, om du kan udføre det forventede arbejde, og der er ikke mange, der tør tage risikoen og give en som mig en chance,” siger Burhan.

Igennem flere år søgte han alle de jobs, han kunne, men han blev ikke engang kaldt til samtale. Så snart virksomheden hørte, at han havde et handicap, blev han afvist. Burhan er ellers flere gange blevet lovet job, blandt andet nogle af de steder, han har været i praktik. Men de er altid endt med at springe fra, og det har ført til en lang række nederlag. Til sidst måtte også kommunen sige, at de ikke kunne gøre mere. Men det fik ikke Burhan til at give op.

I stedet kontaktede han Muskelsvindsfonden, som satte ham i kontakt med Handicapidrættens Videnscenter i Høje-Taastrup. Her fik han kontakt til Inge Sørensen, som formidler jobs til mennesker med handicap. Sammen med jobkonsulent Tommy Andersen fra Høje Taastrup jobcenter hjalp hun Burhan med at få fleksjobbet hos DHIF.

Det personlige møde er afgørende

”Det krævede bare en personlig samtale, hvor vi fik snakket om alle de fordele, der er ved at tage en fleksjobber. Jeg tror, problemet ofte er, at virksomhederne ikke ser eller kender mulighederne. Der mangler oplysning,” siger Tommy Andersen.

Han mener, at det personlige møde med virksomheden er afgørende:

”Man skal tage samtalen ude i virksomheden. Det er ikke brochurer, der giver jobsene derude. Det sker, når man er ude med en som Burhan, og man kan se hinanden an og tale sammen. Det er ikke en stangvare, man har, og det gælder om at vise, at det er ordentlige mennesker, selv om de har et handicap.”

Efter den første måned hos DHIF er Burhan faldet godt til:

”I starten var jeg bekymret for, om jeg kunne tilpasse mig opgaverne, arbejdstiderne og miljøet. DHIF har store forventninger til deres medarbejdere. Men efter et par uger droppede jeg bekymringerne og brugte de redskaber, jeg har lært gennem min uddannelse. Når jeg får en opgave nu, kaster jeg mig bare ud i at udføre den,” siger han.

Arbejdet giver selvtillid

Det har stor betydning for Burhan at være en fast del af et arbejdsmiljø efter fire år med arbejdssøgning og kortere praktikperioder:

”Jeg glæder mig til at komme på arbejde. De føles som om, vi har kendt hinanden i mange år. Vi har det sjovt sammen, og når vi sidder i køkkenet til frokost, er der altid sjov og ballade. Jeg har næsten ikke lyst til at tage hjem fra arbejde,” fortæller Burhan.

Det nye arbejde har givet ham mere selvtillid og livsglæde.

”Når man ikke har et job, er man overladt til sig selv. Man bliver i dårligt humør, og det påvirker én både fysisk og psykisk. Når man får et job, er det en kæmpe lettelse. Det har motiveret mig meget, og jeg vil overbevise min arbejdsplads om, at jeg kan udføre mit arbejde godt, selv om jeg har et handicap,” siger han og fortsætter:

”Det er vigtigt at fortælle folk, at mennesker med handicap kan have værdi for en arbejdsplads. Virksomhederne bør give alle mennesker en chance. Og så skal man ikke give op. Jeg har aldrig mistet håbet om, at jeg en dag ville få et job. Jeg vidste, at det ville ske, selv om der måske ville gå ti år.

Sidst opdateret 07. december 2016