Karina: ”Man kan godt have ressourcer, selvom man er førtidspensionist!”


For 30-årige Karina blev kurset Aktivt Liv det spark bagi, der fik hende i gang med at komme videre med sit liv. Efter at have befundet sig i et sort hul i store dele af tilværelsen, ser Karina i dag lyst på fremtiden og er i gang med både job og uddannelse.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, marts 2014

I en kælderforretning i den gode ende af Horsens gågade er Karina i gang med at rette varerne an, så de præsenterer sig bedst. Farvede puder med print, børnetøj, smykker, strikkede huer og meget mere. Hun er tydeligt stolt over at præsentere og sælge de hjemmelavede brugskunstgenstande, som eleverne på Horsens Produktionshøjskole har lavet, og både butikken og Karina selv stråler af farve og humør.
Sådan har det langt fra altid været. Hvor Karina i dag passer sit arbejde 8 timer om ugen i butikken og desuden læser dansk på VUC, så hendes liv og fremtid anderledes usikker og sort ud, da hun som teenager begyndte at få psykiske problemer. Hun blev indlagt første gang, da hun var 16 år, fik tilbudt førtidspension som 18-årig, men afslog pga. de fordomme om førtidspensionister, som hun oplevede, samfundet havde. Men efter flere kuldsejlede uddannelsesforløb, som ofte blev ødelagt af gentagne indlæggelser, måtte hun til sidst ”overgive sig” og tage i mod pensionen som 21-årig.

”Jeg har været førtidspensionist i 10 år nu, og til at starte med var det meget hårdt, for det passede ikke ind i mine drømme om fremtiden. Jeg ville gerne være dyrlæge eller veterinærsygeplejeske, og mine evner rakte også til det, men min psyke gjorde ikke. Så jeg tabte alt håb om alting. Jeg kom på en socialpsykiatrisk boinstitution, og de første par år gav jeg bare op. Det var i starten af mine 20´ere, og alt var kaos; jeg fik det værre med min sygdom og min situation, jeg var knækket og deltog ikke i mit liv, men så bare på, mens det flød forbi,” fortæller hun efter fyraften en vinterdag i Horsens.

”Men som 25-årig besluttede jeg mig for igen at påbegynde en uddannelse. Jeg tog et stort spring og begyndte på egen hånd at læse til sportsernæringskonsulent i København. Jeg betalte selv min uddannelse – lånte penge i banken – og tog selv toget til København. Det var godt at komme hen til et sted, hvor ingen kendte mig og min baggrund. Alle kender alle i Horsens, når det kommer til stykket – alle kender til, at man er psykisk syg og bor på en institution. Det var rigtig rart at læse igen, men desværre betød min eksamensangst, at jeg ikke fik min eksamen – jeg dukkede simpelthen bare ikke op til eksamen. Alligevel var det positivt – jeg blev mere selvstædig. Jeg ordnede alting selv. Jeg frigjorde mig fra at være en passiv person i socialpsykiatrien til at tage aktiv del i mit liv. Det gav mig mere mod på livet. Jeg begyndte på at spille håndbold igen, og min sygdom blev bedre og bedre.
Jeg flyttede fra institutionen da jeg var 27 år. Jeg meddelte dem, at jeg ville flytte, og en måned efter var jeg flyttet ind i min egen lejlighed. Jeg ville gerne vise, at ja: jeg er førtidspensionist og psykisk syg, men jeg kan også så meget andet!” siger Karina.

Det er ikke farligt at stå ved sig selv

Gennem sin vejleder i Horsens Kommune hørte hun om kurset Aktivt Liv for førtidspensionister og meldte sig til med forventning om at møde nye mennesker og prøve sig selv af med al den sport og de aktiviteter, som programmet indeholdt. Og også, at hun kunne få hjælp bagefter til at komme videre med sit liv og sine drømme. Og hun blev ikke skuffet.

”Der var så meget, man blev bekræftet i på kurset; at man sagtens kan bidrage til samfundet, selv om man er førtidspensionist – at man godt kan have nogle ressourcer. Gennem oplæg fra andre mennesker, der har været i en svær situation, men som har fået et godt liv, og gennem samtaler med konsulent Torben (fra Handicapidrættens Videnscenter), fik man den følelse, at det ikke er farligt at stå ved sig selv. Kan andre ikke acceptere mig, så er det deres problem!
Hele måden, kurset var bygget op på – at baglandet ikke var en flok pædagoger eller sagsbehandlere – var rart. Det føltes ligeværdigt at tale med Dorte (fra ASV Horsens) og Torben, og det føltes ikke som om, man hverken var syg eller handicappet. Det gav én mod på at komme videre og er et godt spark til selvtilliden. Det har lært mig, at lægger man kortene på bordet, så er det hele ikke så farligt.”

Et nødvendigt spark bagi

Da kurset efter 3 dage på Egmont Højskolen i Hou sluttede, fik alle deltagere mulighed for at få en personlig opfølgning af en af konsulenterne. En opfølgning, hvor fokus var på at opsøge præcis det, som hver enkelt havde lyst til og mod på. For Karina blev det indgangen til at skaffe sig selv et job.

”Opfølgningen bagefter, hvor jeg snakkede med Dorte, gav mig nogle skub til selv at tage fat i min sagsbehandler for at komme i gang med et arbejde. Jeg henvendte mig selv direkte til lederen på Produktionshøjskolen – hvor jeg selv havde gået tidligere – og så skulle sagsbehandleren bare lave papirerne. Det er 100 procent sikkert, at jeg aldrig havde søgt det job, hvis jeg ikke havde været med på kurset. Jeg var måske begyndt på VUC igen – men job havde jeg aldrig søgt. Jeg ville ikke have haft det nødvendige mod og selvtillid, hvis jeg ikke havde deltaget i kurset. Nogle gange er det ikke så store ting, der skal til – men de rigtige ting på det rigtige tidspunkt.
Det var ikke var for pengenes skyld, at jeg gerne ville i job – det var for at komme ud. Så nu har jeg både et job, jeg er glad for, og jeg er også startet på enkeltfag igen på VUC – i går fik jeg min første aflevering i Dansk retur – og fik 12! Det fattede jeg ikke, men det er godt for min selvtillid,” fortæller Karina, som kan mærke, hvordan hun er kommet ind i en god spiral, der smitter af på hele hendes liv.

”Jeg har i lange perioder af mit liv haft mega-optur efterfulgt af mega-nedtur. Men denne vinter har jeg klaret uden at blive deprimeret og gå helt ned. Faktisk er det 1 år og 3 mdr. siden, jeg sidst var indlagt. Det er rekord, siden jeg var 16 år gammel!”

Fremtidsdrømme

Karina er nået dertil, at hun er begyndt at drømme om fremtiden igen. Ikke nogle helt vilde, utopiske drømme, men håb om det, man vel vil betegne som et ganske almindeligt liv.

”Jeg kunne godt tænke mig at få en fuld HF engang. Jeg har en vild drøm om at blive antropolog - og også at få mand og børn. Fremtiden bekymrer mig ikke så meget mere – og min familie siger, jeg er blevet den gamle Karina igen – og det er vel at mærke den Karina, jeg var som 16 årig, så det er lidt vildt. Mine skolekammerater siger altid, at jeg ser så glad ud – og det er ikke så almindeligt for mig, for tidligere fik jeg altid at vide, jeg så trist ud! Så det er dejligt og underligt, at jeg nu er kendt som hende den glade. Men det ses meget, at glæden er kommet tilbage. Jeg er evig taknemmelig over at have været med på kurset - selv om jeg selv har valgt at fylde oveni bagefter. Og nu skal jeg så også starte på et behandlingsforløb for mine stadige psykiske vanskeligheder i Risskov – et forløb, jeg har stået på venteliste til i mange år. Og jeg glæder mig til at starte!”


 

Sidst opdateret 07. december 2016