Karsten kan ikke se en fremtid for sig selv

Karsten Mortensen lider af slidgigt i nakke, ryg og hænder, han har KOL, mavesmerter, hukommelsesproblemer og dårligt knæ og lider af angst, stress og til tider depression. Han er døv på det ene øre og delvist lam i den ene arm. Det eneste arbejde, han kan se sig selv i, anser kommunen ikke for at være ordinært arbejde. Og selv om de ikke har mere at tilbyde ham, har de lige forlænget hans ressourceforløb med to år.

Tekst og foto: Maja Sølvstrøm Jensen

Sommerhuset i Stillinge Strand tæt på Slagelse er tætpakket af møbler, nips og musikudstyr. Det er her, Karsten på 59 år tilbringer det meste af sommerhalvåret. Det er også her, han øver sig i keyboardspil og sang. Musikken er noget af det eneste, der rigtig interesserer ham. Når han spiller musik, mærker han ikke smerterne nær så meget.

Musikken giver succesoplevelse

Karsten har på grund af helbredet ikke været i ordinær beskæftigelse i 10 år. Hans har senest arbejdet som buschauffør og stoppede i 2006. Siden da har han været i det kommunale system, hvor han har været igennem diverse tiltag, jobkonsulenter og sagsbehandlere. I 2014 blev han visiteret til ressourceforløb, og han sagde ja til at komme med i Handicapidrættens Videnscenters projekt.

”På det tidspunkt har jeg gået i mere end fire år, uden at der er sket noget. Så jeg tænker: Lad os da prøve det. Måske de kan hjælpe mig. Vi kommer frem til, at jeg skal ud at spille på et plejehjem, og derefter bruger jeg et halvt år på at forberede mig, træne mit keyboardspil og min stemme og opbygge et repertoire,” fortæller Karsten.

Karsten er tidligere blevet revalideret til både kørelærer og olie- og gasmontør, men sammen med Videnscentrets konsulent beslutter han at opgive de to muligheder, da det helbredsmæssigt ikke giver mening.

Konsulenten fra Videnscentret får i stedet sat i stand, at Karsten får keyboardundervisning, og at han efterfølgende kan komme ud og spille på plejehjemmet Blomstergården i Slagelse. Han begynder i praktik på plejehjemmet i efteråret 2015 med henblik på at få et fleksjob, og det er en stor succes.

”Det kørte bare virkelig godt derude. Alle de forskellige afdelinger kom og hørte det. De sagde, at de var rigtig glade for at have mig, og at de gamle altid kunne huske, når jeg skulle komme. Jeg spillede deroppe 26 gange.”

Musikdrømmen brast

Praktikken nærmer sig sin slutning, og Karsten kontakter kommunen med henblik på at lave en aftale om fleksjob. Han har skiftet sagsbehandler i løbet af praktikperioden og får at vide af den nye sagsbehandler, at kommunen ikke anser musikunderholdningen for at være ordinær beskæftigelse, og han kan derfor ikke fortsætte i fleksjob.

De siger dog også, at hvis han kan lave en aftale med plejehjemmet om også at rydde sne, klippe græs og andre praktisk opgaver nogle timer om ugen, vil de godkende arbejdspladsen til fleksjob.

”Jeg ringer til lederen af plejehjemmet og spørger, om hun kan skaffe mig fem timer om ugen. De penge kunne hun ikke finde, men jeg er da velkommen til at komme og spille gratis. Så røg den. Jeg havde ellers forstået det som om, det hele tiden var meningen, at det skulle ende i et fleksjob. Det mente min tidligere sagsbehandler,” siger Karsten og fortsætter:

”Da jeg skulle starte på Blomstergården, sagde min sagsbehandler: Nu går du bare ind og gør dig uundværlig. Og det gjorde jeg jo, jeg gjorde virkelig alt, hvad jeg overhovedet kunne. Jeg var jo oppe på over 200 numre. Hver gang de bad om et nummer, jeg ikke kunne, lærte jeg det til næste gang.”

Fremtiden virker håbløs

Karsten føler, at han har spildt et halvt år på at træne sig op til jobbet. Samtidig har han har svært ved at se sig selv i andre jobfunktioner.

Kommunen har også svært ved at komme med nye tilbud eller forslag, og da Videnscentrets projekt slutter, sker der ikke mere. Alligevel bliver det besluttet på et møde med rehabiliteringsteamet i foråret 2016, at Karstens ressourceforløb forlænges med to år.

”Men hvad fanden skal vi så finde på? De ender med at sende mig til en anden aktør. Der har jeg været fem gange, men de sidder og snakker om det samme og det samme. Hun kan ikke huske, hvad vi talte om sidst. Det eneste, vi taler om, er, hvad jeg har lyst til og hvad jeg kan. Men det ved jeg jo ikke.”

Den nye anden aktør foreslår Karsten en lang række mulige jobs, men forslagene tager aldrig hensyn til hans begrænsede fysiske formåen.

”Min konsulent derinde har foreslået mig alt muligt, f.eks. at jeg skulle være skraldemand, parkeringsvagt, lagermedarbejder og vinduespudser. Men jeg må ikke løfte mere end tre kilo, jeg kan ikke løfte min venstre arm, og jeg har problemer med knæ, ryg og nakke. Jeg kan jo ikke klare nogen af de jobs, for fanden,” siger Karsten.

Kommunen trækker tiden ud

Han er overbevist om, at kommunen blot trækker tiden ud, så han kan fastholdes på den lave ressourceforløbsydelse så længe som muligt. Han oplever ikke, at hverken kommunen eller anden aktøren har noget at byde ind med.

”De trækker det bare så lang tid som muligt. De har jo ikke givet mig et eneste tilbud. Det er noget svineri. Der kommer jo en førtidspension ud af det til sidst, og det ved de godt. De venter bare, for når jeg fylder 60 år til november, får jeg en billigere pension,” mener han.

Karsten har været glad for at være med i Videnscentrets projekt og synes, det har været hyggeligt at møde de andre deltagere og samarbejde med konsulenten. Men det har ikke i ret høj grad ændret hans omstændigheder.

”Det har været hyggeligt. Og det var godt, at jeg kom i gang med at spille igen, og at I fik sat gang i praktikken på plejehjemmet. Men når kommunen ikke vil være med, er der jo ikke kommet så meget ud af det,” siger han.

Karsten har svært ved at se en god fremtid for sig selv, da det hele lige nu virker håbløst.

”Da jeg begyndte at spille musik igen, føltes det som om, der skete noget. Der var noget, jeg både kunne og ville, jeg havde et mål. Nu ved jeg det ikke. Jeg ved det fandeme ikke.”

Oprettet 02. december 2016