Pigen, der drømte om at blive sygeplejerske

Historien om Katrine Gielovs vej til at få sit drømmejob som sygeplejerske kunne ikke være skrevet bedre af en eventyrsforfatter. Den indeholder alt; Modstand (i store mængder), en hjælper (nogle stykker faktisk) U-vendinger (op til flere) og til sidst en lykkelig slutning – oven i købet tilsat lidt romantik.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, september 2013

Der var en gang en ung pige, der drømte om at blive sygeplejerske. Vejen til målet var lidt længere og mere bumlet end for andre unge piger med samme drøm. For Katrine Gielov var ikke helt som alle andre piger. Katrine har en medfødt hjerneskade, der hedder Arterie Venøs Malformation. Den betyder, at hun har lavt energiniveau, ryster meget på højre hånd, så hun har måttet træne sig op til at være venstrehåndet, har indskrænket synsfelt og er desuden påvirket i højre ben. Men alt dette har ikke forhindret Katrine i at tage en uddannelse som sygeplejerske inklusiv forskellige praktikforløb. Desværre viser det sig i Katrines første ansættelser, at det er for hårdt at have et ordinært sygeplejerskejob på fuld tid og med alle typer opgaver pga. udtrætning og den dårlige førlighed, så Katrine bliver fyret og melder sig arbejdsløs i A-kassen.

”Og så bryder helvede løs! Jeg melder mig jo ind i en A-kasse og regner med at få hjælp derigennem, men det ender i stedet med en lang kamp om at få udbetalt dagpenge. A-kassen mente ikke, jeg kunne arbejde fuld tid, og derfor kunne jeg ikke få understøttelse. Men jeg havde på ingen måde sagt nej til et 37 timers arbejde! Og måneden efter får jeg slet ingen penge, fordi A-kassen ikke vil udbetale penge, mens sagen om, hvorvidt jeg skal sygemeldes elelr ej, er i gang! Så min mor, som har hjulpet mig gennem hele forløbet, og jeg selv var begge på sammenbruddets rand i frustration,” siger Katrine.

Den første hjælper

Men så var det, at den første hjælper dukker op. Katrine bliver anbefalet at kontakte Handicapidrættens Videnscenter og får fat i jobkonsulent Torben Pehrsson.

”Torben har været en kæmpe og uvurderlig hjælp i forhold til vores kamp med først A-kassen og siden kommunen. At have en person, der lytter til, hvad man siger og tager over og har overblik, når man selv er gået i stå, har været helt fantastisk. Jeg blev tilknyttet en såkaldt Anden aktør, som efter fem uger endelig ringer og "tilbyder" mig et job som billetdame på en legeplads i Fields – og uden Torben ved min side havde jeg nok følt mig presset til at sige ja. Så uden Torben havde jeg sikkert siddet i Fields og solgt billetter i dag!”

Torben anbefaler Katrine at tage et forløb på Center for Hjerneskade. Et tilbud med det klare formål at afklare Katrine til den rigtige type job baseret på hendes ønsker og hendes kompetencer. Allerhelst som sygeplejerske! Men inden, kommunen vil give Katrine lov til at komme på Center for Hjerneskade, sendte de hende i arbejdsprøvning hos en privat aktør kaldet Incita.

Arbejdsprøvning

"Da vi havde været på Incita i en time, bryder jeg nærmest sammen. Jeg skulle sidde og komme kabler i poser på tid, og så skulle jeg bare forestille mig, at det var et kateter, jeg skulle lægge på en patient! De tilbød mig også ekstra danskundervisning og genoptræning morgen og aften. Altsammen noget, jeg ikke havde brug for!"

Efter lang tids forhandling frem og tilbage - med Torben som hjælper - fik Katrine endelig lov til at komme på Center for hjerneskade og efterfølgende i arbejdsprøvning på Bispebjerg Hospital på neurologisk afdeling, hvor hun skulle tale med patienterne, tage blodprøver osv. Hun var der i tre måneder 3-4 timer om dagen 3 dage om ugen.

”Det gik alt i alt rigtig fint, og jeg var glad inden i. Jeg fik jo endelig lov til at lave det, jeg gerne ville. Men da prøveperioden var slut, sagde de, at de havde været glade og tilfredse med at have mig, men at de ikke havde økonomi til en fuld dagvagt-stilling. Og så måtte jeg vende tilbage til Center for hjerneskade med ingenting. Men afdelingssygeplejersken fra neurologisk afdeling, som jeg havde arbejdet rigtig godt sammen med, kunne åbenbart godt lide mig som menneske – og hun blev ved med at spekulere på, om de ikke kunne finde en bedre løsning for mig – og så kom hun i tanke om, at hun kendte en sygeplejerske på diabetesafdelingen på Bispebjerg. Hun skrev en mail til hende og spurgte, om de havde mulighed og ønske om at ansætte mig. Jeg kom hurtig til samtale på diabetesafdelingen, og pludselig kom der en ny åbning, og den måtte jeg gribe, hvilket jeg gjorde uden at tøve! Der blev tændt et lille lys i mig igen.”

Den anden hjælper

Så Katrine startede i en ny arbejdsprøvning på diabetesafdelingen –primært med at lave indledende samtaler med patienterne – og kom i alt op på 5 timer 3 dage om ugen – fordi hendes afdelingssygeplejerske – den anden hjælper i eventyret – havde husket hende og gjorde en indsats, som hun ikke var forpligtet til, men udelukkende af menneskelige hensyn.

”Den afdelingssygeplejerske er et menneske, der er skabt af noget særligt. Hende går der ikke mange af på dusinet. Hvis flere tænkte og gjorde som hende, så ville arbejdssituationen for mennesker, som er lidt ”anderledes” være meget nemmere. Jeg er rigtig glad for at være på diabetes afdelingen - alle mine kollegaer er meget imødekommende og hjælpsomme, jeg er blevet mødt med forståelse og er blevet optimalt introduceret til mine arbejdsopgaver.”

Den lykkelige slutning

Så Katrine blev ansat i fleksjob på Bispebjerg Hospital 2012.

”Det lykkedes, og det er helt vildt. Og samtidig rigtig mærkeligt ikke at skulle tænke på, hvad man skal – og lægge taktik for møder med kommune mm. Eller at det hele tiden er andre, der bestemmer over mig. Det her forløb har fyldt utroligt meget for mig og for hele familien. Det er de små delskridt i den rigtige retning, der gør, at man bliver ved med at tro på det – det er i hvert fald ikke kommunen eller A-kassen, der får en til at blive ved.
Uden hjælpere var dette ikke lykkes – uden Torben havde jeg solgt billetter i Fields. Vi har fået et begreb i familien nu – ”at have en Torben”.

”En person som Torben burde jo være ansat i Gentofte kommune – ja i alle kommuner, for det er vel meningen, at det er her man skal have hjælpen og støtten” mener Katrine.

Og også lidt kærlighed...

Og udover gode hjælpere er der også en anden ting, der har gjort det muligt for hende at lykkes:

”Jeg blev ved med at tro på det, blev ved med at være stædig – jeg VILLE være sygeplejerske! Og nu er det så lykkes – og jeg kan kigge fremad: nu skal jeg have et liv som alle andre – gå på arbejde, få en hverdagsrytme.

”Ikke nok med, at jeg har fået mit ønskejob, så har jeg også fået en kæreste! - den slags sker ikke, mens man bakser med kommunen mv. Jeg håber min historie vil give andre mod og tanke på at holde fast i sine drømme og slås for det, man selv tror på. For så kan eventyret ende med en lykkelig slutning!”

Læs også

Gør det, du er bedst til...
Katrines mor, Charlotte, beskriver, hvordan det er at være medpassager på vejen mod et fleksjob.

Sidst opdateret 08. maj 2017