Kim: Jeg skulle ramme bunden, før jeg søgte hjælp


Før Kim tog til Afghanistan i 2010, var han social og udadvendt. Han gik på handelsskole og håndboldcollege og havde mange planer for sin fremtid. Alt det ændrede sig, da han som 21-årig vendte hjem fra sin udsendelse til Helmand-provinsen i Afghanistan.

Tekst: Maja Sølvstrøm Jensen

Han havde pludselig svært ved at være ude blandt andre og var i konstant alarmberedskab. Han blev mere irritabel og havde kort lunte over for sine omgivelser.

”Mit liv blev mere og mere usammenhængende. Jeg kunne ikke få hverdagen til at fungere, jeg stoppede med at spille håndbold og isolerede mig,” fortæller Kim.

Han mærkede ikke selv forandringen, men kørte på med forskellige uddannelsesforløb og jobs. Han startede på grundforløb som kok, pædagog, inden for IT og forsøgte sig med HF ad flere omgange.

”Der skete det samme hver gang. Jeg starter op, og efter kort tid knækker jeg halsen på det. Jeg kan ikke koncentrere mig, jeg kan ikke møde op til tiden, og jeg må stoppe igen.”

Brugte poker og hash som medicin

Kim forsøgte sig også med et job som gadesælger. Selv om han havde svært ved menneskemængder, beholdt han jobbet i et år og arbejdede alt, hvad han kunne, gerne 12 timer om dagen. Til sidst knækkede han helt sammen. Han røg mere og mere hash og brugte alle sine penge på at spille poker på nettet.

”Ludomanien var en måde at søge væk fra de tanker og billeder, der fyldte fra min udsendelse. Man får et adrenalinsus, hvor man slet ikke tænker på andet, mens det står på. Det blev en form for selvmedicinering sammen med hashen, som jeg brugte til at falde i søvn.”

Alligevel gik der lang tid, før Kim selv erkendte, at den var gal:

”Jeg tror, at der var andre omkring mig, som prøvede at sige noget. Men det tog lang tid for mig selv at nå den erkendelse. Jeg skulle helt ned og ramme bunden, før det trængte ind,” siger han og fortsætter:

”Men til sidst kom det så langt ud, at det gik op for mig, at den var gal. Jeg blev decideret ubehagelig over for min ekskæreste, og der kunne jeg godt se, at jeg havde brug for hjælp.”

Omkring seks år efter sin udsendelse kom Kim i kontakt med PTSD-klinikken i Aarhus og startede et behandlingsforløb. Han kom samtidig i behandling for sin ludomani og stoppede med at spille poker på nettet. Under forløbet startede han også i Handicapidrættens Videnscenters projekt og fik Peter Due som konsulent.

Finder forståelse hos andre veteraner

”Peter har taget en masse opgaver på sig med f.eks. at køre mig rundt til behandlinger, og jeg har altid kunnet ringe til ham, hvis lokummet brændte. Det har gjort en kæmpe forskel, fordi han har fjernet en masse stress fra mig, så jeg kunne koncentrere mig om min behandling,” fortæller Kim.

”Og så har han været en stor hjælp i forhold til mine pårørende. Han har været hjemme hos mig og talt med min ekskæreste om, hvad der skete med mig og hvorfor. Han har også aflastet mine forældre, som før stod med alle opgaverne. Det har været en belastning for dem, at alt i vores forhold har handlet om min sygdom. Peter har gjort, at vi kan fokusere på andet end det negative.”

Kim har samtidig haft stor glæde af at møde de øvrige veteraner i projektet.

”Det har været rigtig godt at være sammen med mennesker, der forstår én, uden at man behøver at forklare noget. Det har været utroligt rart at finde ud af, at der er mange, der har det på samme måde som mig selv.”

Kim oplever, at det er sket positive forandringer i det år, han har været med i projektet.

”Det har betydet meget, at jeg har fået forståelse for, hvorfor jeg har det, som jeg har det, og at jeg har fået redskaber til at håndtere det. Jeg er blevet bedre til at mærke på min krop, hvornår jeg skal trække mig, så det ikke ender i et decideret angstanfald. I de fem år, hvor PTSD’en kontrollerede mig, var jeg skyld i mange tillidsbrud. De relationer er jeg stille og roligt ved at bygge op igen.”

Håndbold giver udfordringer i trygge rammer

Kim er kommet i et afklaringsforløb til fleksjob og er startet i praktik som træner for et håndboldtalentteam. Han har selv spillet håndbold hele sit liv, og selv om trænerarbejdet involverer mange mennesker og høje lyde, er det positivt for ham:

”Det er udfordrende, og jeg kan godt blive påvirket af det. Men jeg spillede også håndbold før, jeg blev syg, og jeg forbinder det med noget godt. Så det er en måde at udfordre min PTSD i trygge rammer, samtidig med at det giver meget socialt.”

I forhold til fremtiden tager Kim en dag ad gangen. Han ved bare, at han gerne vil lave noget med håndbold.

”Jeg prøver ikke at spekulere for meget over det endnu, indtil jeg ved, hvad resultatet af min behandling bliver. Jeg prøver at tage det stille og roligt og mærke efter, hvor meget jeg kan klare. Jeg vil ikke sætte mig en masse mål, som bare fører til nederlag igen.”

Selv om det går fremad, oplever Kim stadig store udfordringer ved at være i det offentlige rum.

”Jeg bliver bedre til at udfordre mig selv. Det kan f.eks. være at køre med bus eller gå en tur på strøget. Men jeg bliver stadig træt i hovedet og kan mærke, at mit fysiske beredskab kører for fuldt smadder. Det er en lang proces, og den kan ske at vare resten af mit liv. Men hvis jeg kan lære at acceptere det og arbejde med det, så tror jeg sgu egentlig, at det nok skal gå.”

Sidst opdateret 19. juli 2017