Det værst tænkelige job

Med både en ADHD- og en Asperger-diagnose har Martin Stampe igennem sit 34-årige liv måttet lære sig selv, hvordan man agerer over for andre mennesker. Både i sit privatliv og i sit arbejde som fotograf – det måske værste job, han ifølge sin psykiater kunne have valgt. Nu vil han forsøge at give sine erfaringer videre til andre, og måske være med til at nedbryde folks indbyggede angst for at komme tæt på hinanden.

Tekst: Bo Therkildsen, november 2013

Han skal lige tale sig varm, Martin, som begynder interviewet lidt tilbageholdende, som om han lige skal føle situationen på tænderne. Men da først interviewet er kommet ind under huden på ham, er han næsten ikke til at stoppe igen, og refleksionerne og iagttagelserne af sig selv og mennesker i almindelighed kommer som velgennemtænkte perler på en snor.

Martin er fra sin profession som fotojournalist med freelanceopgaver for Berlingske, Fagbladet Journalisten, Jyske Vestkysten m.fl. vant til at stå på den anden side; at være den, der skal få et andet menneske til at lukke op og give lige præcis det indblik i vedkommendes personlighed, som Martin ønsker. En disciplin, han efterhånden mestrer til perfektion.

”Jeg har opdaget, at jeg har lært nogle ting rent socialt, som jeg kan bruge i mit arbejde - jeg har lært at komme ind under huden på folk på meget kort tid. Folk fortæller mig ting, de ikke engang har fortalt deres ægtefæller. At opnå den tillid på så kort tid – det er ret fedt!  Jeg tror jeg kan analysere situationen – det kan måske lyde som om, jeg manipulerer med personerne, og det gør jeg måske også – men når jeg skal lave et portræt på fem minutter, bliver jeg nødt til at styre personen hen til det udtryk, jeg gerne vil have. Jeg kan ikke bare sige til Villy Søvndal, at han skal se sådan og sådan ud – jeg må få ham til at grave i sig selv,” fortæller Martin.

Sociale udfordringer

Også som privatperson interesserer menneskers optræden og opførsel over for hinanden Martin meget. For han har hele livet måttet lære sig selv, hvordan man agerer i forhold til andre mennesker. En evne, han med sin Asperger og ADHD-diagnoser ikke bare har lært automatisk ligesom andre mennesker.

”Jeg har igennem mit liv haft en række sociale udfordringer og har skullet lære en masse om social interaktion, som andre er helt ubevidste om, fx al non-verbal kommunikation. At tyde andre menneskers kropssprog og toneleje som en del af, hvad de mener, hvor jeg som udgangspunkt har lyttet meget bogstaveligt til, hvad der bliver sagt og set, hvad bliver der gjort. Jeg forstår ting meget bogstaveligt og billedligt. Når man fx bruger et litterært billede og siger, at man tager ud maler byen rød – så ser jeg det for mig sådan – altså med pensel og det hele. Så jeg har måttet lære af mine erfaringer: Det der betød det, den gang, så gør det nok også det nu – ok, det gør det så ikke, hvad betyder det så? Hvordan hænger det sammen, kan der være andre ting, jeg har overset? Altså lære mig selv at tolke forskellige situationer, huske dem og på den måde har jeg i dag nået et punkt, hvor folk sjældent lægger mærke til, at jeg i princippet ikke automatisk kan afkode situationer. Men nogle gange glipper det, for det kræver meget energi. Og så er det også lidt ironisk, at da jeg var til udredning spurgte min psykiater mig, hvad jeg laver, og da jeg siger fotograf, siger hun, at jeg ikke havde kunnet kaste mig over noget mere håbløst. Det var måske det værste job for en med Asperger. Og det er hele pointen. Man bliver nødt til at kaste sig ud i det,” siger Martin.

Men hvordan kan det så alligevel gå til, at Martin – som endda først har fået sine diagnoser sent i livet: ADHD mens han gik på fotojournalistlinjen på Danmarks Journalisthøjskole for 7-8 år siden og Asperger for kun et år siden – har klaret sig så godt i livet i en branche, som i virkeligheden passer meget dårligt sammen med de sociale udfordringer, som han har oplevet at have?

”Fordi jeg er pisse-stædig. Det ligger i min natur at gå ud på det dybe vand og lære at svømme. Jeg vender mig mod udfordringen. Jeg har lært, at vedholdenhed giver pote, hvis man holder ved længe nok. Jeg har også været nødt til at turde tage chancen. Hvis jeg ikke ved, hvad der foregår, bliver jeg nødt til at spørge – det kan være grænseoverskridende. Jeg har hele mit liv måttet bryde den grænse for at finde ud af, hvornår det er passende at sige noget – tage et leap of faith – nu springer jeg, og håber, jeg lander uden at slå mig alt for meget. Ligesom med pigen, man ikke tør henvende sig til. Men hvad er det værste, der kan ske?

Running With No Legs

I dag arbejder Martin fuld tid som freelance-fotograf. Han arbejder desuden på at få sin debut som dokumentarfilminstruktør. Og så er han blevet kontaktet af virksomheden Running With No Legs, der har inviteret ham til at blive en del af et foredrags- og workshop-team, der skal inspirere andre mennesker.

Martin havde været til en fest sammen med Torben Koue (grundlægger af Running With No Legs) og undervejs i festen var Martin kommet i gang med at fortælle, at han har Asperger til det meste af festen – inklusiv Torben, der et par uger senere ringede og inviterede ham til at være med i. En chance, som Martin vil bruge på at lære andre mennesker at bruge deres øjne, og til at nedbryde deres angst for at komme hinanden ved.

”Jeg tænker at give folk i min workshop til opgave at fotografere hinanden. Det handler ikke om at lære at bruge udstyret, men om at lære dem at få personen med – at etablere den kontakt, der er nødvendig for at man som seer møder personen i billedet. Ligesom i virkeligheden – jo mere du møder dine kollegaer som menneske, jo tættere bånd får du til hinanden. Ved at fotografere hinanden lærer de at bruge deres øjne og forstå hinanden bedre, nedbryde generthed og til at turde ting,” siger Martin, der selv har måttet overskride sine personlige grænser flere gange i kraft at sit fotograf-arbejde.

Respekt for andres grænser

”Jeg lavede en opgave som studerende på Danmarks Journalisthøjskole, hvor jeg fotograferede mennesker i S-toget. Det var meget grænseoverskridende for mig at tage billeder af disse mennesker, men Jeg kunne mærke, at det var mine egne grænser, jeg skulle overskride før de andres. For så længe folk kunne se, at jeg tog billeder af dem, følte de sig ikke udspionerede. Men min respekt for andres grænser var alligevel stor - ligesom andre har det. Vi taler ikke til fremmede, og vi laver en usynlig intimitets-sfære rundt om hinanden – på præcis en meter. Det er den godkendte afstand ved fx et busstoppested. Men egentlig er det jo mærkeligt, for så snart vi begynder at tale med hinanden, synes vi jo det er hyggeligt. Vi er bare så bange for at forstyrre andre, at vi holder os tilbage – måske er vi bange for at irritere dem. Og så virker vi reserverede, men er det jo egentlig ikke,” mener han.

Så selvom det måske er det værste erhverv, han kunne have valgt, har Martin taget springet fuldt ud både som fotograf og snart også som foredragsholder og workshopleder. Man bliver jo nødt til at kaste sig ud i det.

Læs mere:

At løbe uden ben
Running With No Legs tilbyder teambuilding, workshops, foredrag og inspirerende samarbejde.

Oprettet 02. december 2016