Mette kæmper for den sunde mad – og for et job!

For 31-årige Mette H. Justsen er det at bidrage til samfundet en vigtig del af livet. Hun har derfor kæmpet i flere år for at finde et job – gerne på fuld tid i stedet for førtidspensionen. Pt. arbejder hun som frivillig i Familiens Hus, hvor hun kan bruge sin uddannelse indenfor kost og ernæring.

Tekst og foto: Bo Therkildsen

”Honningmarineret laks med ovnbagte rodfrugter” lyder dagens frokost-menu for de unge mødre, der denne torsdag har gruppesamtale i Familiens Hus i Taastrup. Et kæmpestort parcelhus et stykke ude af en grusvej, som Høje-Taastrup kommune i samarbejde med Mødrehjælpen i en projektperiode har indrettet som støtte til gravide eller mødre under 26, der måske har brug for lidt hjælp til at komme i gang med studie eller job samtidig med, at de skal tage sig af deres barn. Familiens Hus har blandt andet socialrådgivere, sundhedsplejersker, jordmødre og uddannelsesvejledere til at vejlede og rådgive brugerne – og så er der for de heldige om torsdagen Mette Justsen i køkkenet. For Mette møder op hver torsdag formiddag helt frivilligt og står for at lave mad til de unge mødre, der har haft aktiviteter om formiddagen.

”Jeg prøver at lære dem at lave forholdsvis sund mad – at vise, at det ikke behøver være svært. Desværre er der lidt en tendens til, at de ikke rigtig ved, hvad sund mad er. Så jeg prøver at give dem lyst til at lave mad, og måske lave noget, de ikke plejer at lave. Jeg prøver også at vise, at små børn kan lide alting – de skal bare have det tilbudt,” forklarer Mette.

Bachelor og muskelsvind

Mette Justsen er professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i human ernæring. Hun er desuden født med muskelsvind som gør, at hun kun kan bevæge sin ene lillefinger, og at hun derfor sidder i elektrisk kørestol. Hun har en førtidspension, men er meget insisterende på at komme ud og bidrage til samfundet. En insisteren, der har bragt hende vidt omkring i diverse praktikker og småjobs, som desværre ikke har resulteret i et fast job endnu. Så derfor har hun altså meldt sig som frivillig arbejdskraft i Familiens Hus.
”Jeg så på TV2-Lorry en udsendelse om Familiens hus, og så tænkte jeg, at de da lige kunne bruge sådan en som mig med min ernærings-baggrund. Så jeg ringede til dem, kom til samtale, og kunne mærke, at jeg stort set var ansat, inden samtalen var begyndt,” siger hun.

Torsdags-madlavningen foregår på den måde, at Mette udvælger dagens menu og sender den til Familiernes hus dagen inden, som så sørger for, der er købt ind, nu hun kommer. Derpå går Mette i gang med at lave maden. Det sker på den måde, at Mette fortæller sin hjælper, præcis hvad og hvordan tingene skal gøres – og så fungerer hjælperen som Mettes hænder.

Mette sidder i sin kørestol med opskriften foran sig og dirigerer fast og præcist, hvordan marinaden skal sammensættes, pinjekernerne til salaten ristes, og rodfrugterne skæres i tern. Og snart breder der sig en lækker duft, som siver ind under døren til det tilstødende grupperum, hvor der denne dag sidder to unge mødre sammen med socialrådgiveren Pia.

Kl. 12.30 kommer de sultne ud, og er meget begejstrede for udsigten til de laks, som Mette har gjort klar. Og for Mette er der stor værdi i at komme og bidrage til Familiens Hus den ene gang om ugen.

”De har været overraskede over, hvor meget jeg meldte mig til som frivillig. Jeg har stået 8 timer i kulde foran IKEA og delt balloner ud. Jeg har tilbudt at lave terapi-timer som sexolog, og jeg bliver ved med at komme og lave mad, selvom der ikke er nogen, der melder sig på madskole-holdet. Jeg synes det er rigtig godt at være her, det er søde mennesker, og man bliver virkelig inkluderet, selvom man ”kun” er her som frivillig,” siger Mette, der dog aller-helst ville have sig et ”rigtigt” job – også gerne på fuld tid:

”Jeg vil gerne have noget at lave og ville egentlig godt tjene mine egne penge. Så jeg ville hellere end gerne give afkald på min førtidspension, hvis jeg kunne få et fuldtidsjob. Hvorfor skulle jeg bare læne mig tilbage og nyde min pension? Jeg er noget af en fighter, og har virkelig prøvet meget for at få noget at lave. Jeg er opdraget til, at jeg kan det samme som min storebror, så da han kom i gymnasiet, skulle jeg også i gymnasiet. Da han tog uddannelse, skulle jeg også have det. Osv. Mine forældre har altid behandlet os ens, og det har jeg taget med mig ind i voksenlivet. Jeg er ikke god til, at der ikke sker noget, og gider ikke bare sidde derhjemme. Så bliver jeg rastløs. Så det er derfor, jeg er blevet ved og ved med at lede efter arbejde, for man skal ikke give op, og det skal nok lykkes, hvis man bliver ved,” mener Mette Justsen.

Sidst opdateret 07. december 2016