Michael holdt fernisering på Café Aroma

Michael Sibbesen har gennem hele sit liv følt, at han ikke passede ind, at han var anderledes (læs artiklen nedenfor). Især pga. sin ADHD-diagnose. Nu har han igen gjort noget, som ikke ret mange andre mennesker oplever at gøre - nemlig afholdt fernisering på en café med sine egne kunstværker!

På en af augusts sidste sommerdage fyldte Michael to biler med sine skulpturer og malerier og fyldte senere på dagen Café Aroma med kunstinteresserede gæster, der kunne skåle for udstillingen, der fortsætter indtil den 23. september. En flot dag og en fantastisk udstilling!

Michael: "Jeg har altid været anderledes"


Igennem det meste af sit 49-årige liv har Michael kæmpet med at føle sig anderledes. Hans opvækst har været præget af nederlag og modgang, men Michael holder modet og humøret oppe med meditation, fysisk træning, friluftsliv og kunst.

Fortalt til Anne-Merete Kissow, bearbejdet af Bo Therkildsen, 2014
Foto: Bo Therkildsen

Jeg er gennem de seneste fem år blevet diagnosticeret med alt lige fra skizofreni til borderline, autisme og autismespektret – og så ADHD. Og jeg har skiftevis været på alt muligt medicin og ikke taget medicin. Men nu har min psykiater "frikendt" mig for alt andet end ADHD. Det var en lille smule grænseoverskridende at få at vide, at jeg måske har været igennem alt muligt uden grund.

Dette forløb med andre mænd med ADHD (Et projekt med 12 mænd med ADHD på Fyn), altså at møde ligesindede mænd, se ligheder, danne nogle kontakter, holde hinanden i ørerne - det har jeg ikke oplevet før. Der har været kriser i løbet af forløbet og nogle er faldet fra, men det har egentlig bare vist, hvor sårbare, vi er, og hvor meget, der skal hjælpes. Hvor meget, man egentlig skal hjælpe sig selv. Når jeg laver det, psykologerne kalder helikopter-blikket og kigger ned på mig selv og de andre – så tænker jeg: man kan ikke leve med det her. Men jo, gu' kan man så. Jeg har ni diagnoser, og jeg lever med dem.

Lige p.t. har jeg det sådan, at det ikke er mig, der har en diagnose – det er samfundet. For jeg lever egentlig godt – underviser og laver ting, hvor jeg glemmer, at jeg er anderledes, fordi alle dem, jeg arbejder sammen med er lige så markant anderledes som mig og gør nogle skøre ting, selvom samfundet vel egentlig har konkluderet, at det kan vi ikke med de diagnoser, vi har. Da jeg startede på forløbet, følte jeg, at jeg ikke var så meget. I dag føler jeg, at jeg er lidt mere. Men jeg bliver aldrig normal. Og hvad er egentlig normal?

Jeg havde en diskussion for et stykke tid siden med et menneske, der stod og sagde, at hun ikke ville være her mere. Og da jeg forlod hende spurgte jeg mig selv: hvorfor er jeg aldrig nået dertil?
Hun har mange lighedstegn med mig selv, men hun havde nogle andre værdier. Jeg har de værdier, at der sgu er højt til loftet udenfor, og der er derfor altid rum til mig dér.

Jeg har en aftale med mig selv om, at det ikke er mig selv, der skal bestemme, hvornår jeg skal herfra. Det har jeg altid sagt til mig selv. Og den dag kommer aldrig, hvor jeg selv siger: nu er det nok. Jeg har været til for mange begravelser af folk af min egen slags. Og det duer ikke. Man skal ikke give op. Og det ligger ikke til mig. Men alligevel har jeg været ude at gå de lange ture, og jeg har haft fire til fem måneder, hvor jeg har været helt væk.

Jeg har altid været anderledes. Blev smidt ud af den offentlige skole og sat i en privatskole. Der var jeg allerede anderledes. Det var i første klasse. Jeg har gået i specialskole hele mit liv. Men jeg har aldrig fået diagnosen ADHD før som voksen. Jeg har kun fået den hjælp til ADHD, jeg har, ved at gå ind og sige til psykiaterne: Nu giver I mig den medicin, der kan erstatte de stoffer, jeg selv har taget.  For det er det eneste, der hjælper mig. Og de har været ved at slå mig ihjel med den medicin. Så nogle dage er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal tage pillerne eller ej. Når jeg fx har smidt nøglerne væk eller har smidt tegnebogen væk – eller som jeg har gjort lige nu –smidt alle mine dankort og magnetkort væk, så ved jeg godt, at det er ved at være tid til, at jeg skal spise nogle piller igen. Pillerne kan gøre, at jeg ikke mærker min anderledeshed så markant. Men bivirkningerne på pillerne er, at jeg bliver depressiv og mørk. Det gider jeg sgu ikke. Det har jeg ikke tid til.

For at håndtere dagligdagen laver jeg struktur. Jeg har udviklet nogle værktøjer og rutiner, som fx et simpelt lille program på computeren, som automatisk fortæller mig, at det er sengetid. Om morgenen kommer der en liste med gøremål. Jeg har desuden malet tavler med tavlelak, hvor jeg skriver, hvad jeg skal huske. Og jeg lægger små sedler rundt omkring i huset, hvor der står: når du har været her, skal du huske dit og dat. Den slags værktøjer og rutiner fungerer. Men det udstiller også, hvor anderledes, jeg er, i forhold til andre.

Sidste år havde jeg 180 dage, hvor jeg ikke var indendørs og altså heller ikke havde sovet inde. Og også nu i nat kunne jeg ikke sove og lagde mig derfor ud i hængekøjen og bare kiggede op på stjernerne. Så kunne jeg slappe af. Så var der ro.
Efter et uheldigt forhold til en pige var slut, tog jeg op i den finske ødemark. I 3 måneder boede jeg i skoven og klarede mig ved at fiske og jage, samt nogle fornødenheder, som en lokal ven bragte til mig. Det gav mig en følelse af frihed. Derhjemme følte jeg mig utryg, men i skoven vidste jeg, at jeg var tryg. Jeg har jo brugt skoven hele mit liv.

Jeg kan mærke, at jeg skal passe på mig selv i sociale sammenhæng. Nogle mennesker kan rumme mig. Andre kan ikke. Hvor mange ting skal jeg ændre på ved mig selv for ikke at falde igennem? Hvor meget skal jeg strukturere mig selv for at holde ud? Hvis jeg bare er mig selv og går i nogle af de sociale sammenhænge, så bliver jeg ensom i dem også. Så kan jeg lige så godt lade være med at gå ud.

Alderen trykker på det punkt, at jeg ikke kan løbe så stærkt, som jeg har kunnet før. Jeg kan ikke klare det fysiske, som jeg har kunnet, jeg kan ikke følge med i hyperaktivitetens tempo mere. Så hvad gør jeg så? Det ved jeg sgu ikke. Jeg har fundet hængekøjen ret meget frem her i løbet af året og ligget der og tegnet og malet og sådan set været uciviliseret. Og jeg har haft diskussioner med mig selv og med de to behandlere, som jeg betaler selv. De siger: Mikael, du skal bare acceptere at blive liggende. Du har fået lavet det, du har fået lavet, og så skal du give dig selv lov til at blive liggende. Du har jo ikke stillet nogle mål, som du SKAL nå. Hvem siger så, du skal noget andet?

Jeg er begyndt at kunne mærke mig selv og mærke de følelser og ting, som normale mennesker føler. Det har jeg aldrig kunnet før. De har jo altid pumpet mig med anti-psykotisk medicin og alt muligt lort i det her liv. I dag kan jeg føle noget. Nogen gange har jeg ellers sagt: Giv mig en håndbog om følelser, så skal jeg fortælle dig, hvad jeg føler.

Jeg har mange nederlag med i ballasten. Fx fra skoletiden. På trods af mine mange diagnoser har de manglet at give mig én: Den med, at man ikke dur – at man ikke kan.  Dét har jeg jo fået at vide 1000 gange i løbet af mit liv. Det har betydet, at jeg mener, samfundet skal være bedre til at give folk lov til at være anderledes. Jeg har fået lagt nogle ting i min rygsæk, som kun psykologer kan pille ud. Men jeg har ikke fundet nogen psykologer, der tør rode derinde, fordi de er bange. De plejer at sige, at når jeg kommer og ridser mine diagnoser op; "at det kan vi ikke. Du er behandlings-uopnåelig".

Sidst opdateret 07. december 2016